Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Room (118 min.) Købefilm / Universal / Sony
Anmeldt 9/9 2016, 15:36 af Torben Rølmer Bille

Verden har fire vægge


Verden har fire vægge

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Skuespillerinden (der muligvis er opkaldt efter sine forældres favoritost) Brie Larson vandt tidligere på året en Oscar™ for sin rolle i filmen Room. Det er, her i slutningen af august 2016, blevet muligt at hive filmen hjem i stuen på enten BluRay, DVD eller ved at streame den, og ved selvsyn at vurdere om Bries guldstatuette var givet godt ud.

Room starter in medias res og viser os en ung mor – kun kaldet Ma – som der bor sammen med sin syvrige dreng - Jack – der til forveksling ligner en pige takket være hans meget lange hår. De bor tæt sammen, på ganske få kvadratmeter i et rum, der hvis man skulle dømme efter dimensionerne kunne være placeret hvorsomhelst. Der er udelukkende et ovenlysvindue, en armeret dør, der tydeligvis lukkes op via en elektronisk kodelås ved siden af døren. Vi ser Jack sige ”god morgen” til håndvasken, til skabet, til toilettet, til fjernsynet og så videre. Vi oplever mor og barn snakke sammen om hinanden, om rummet om ikke mindst om en verden udenfor, der i al fald til at starte med, ikke just svarer til den oplevelse af verden de fleste af os har. Jack tror i al fald at der ikke er noget som helst udenfor rummet. Måske lige med undtagelse af de, der laver det der er i tv, og som mor siger, bare er noget nogen har fundet på.

Tilskueren ved ikke, i filmens start, hvorfor de to familiemedlemmer er endt i værelset? Hvor længe de skal være der? Hvem er far til Jack? Hvor får de to mad og drikke fra? Det er spørgsmål som disse, så langt de fleste sikkert stiller sig selv undervejs, en række hypoteser som måske, måske ikke, ender med at være historien i Room.

Er det monstro endnu en dystopisk film, om en mor og sin søn, der forsøger at overleve efter en eller anden form for kataklysme? Hvis ja, hvordan har de så overlevet så længe, når de end ikke virker til at kunne forlade rummet? Er mor og søn spærret inde mod deres vilje? Umiddelbart virker det ikke sådan, men faktum er at værelset er det eneste Jack nogensinde har set, foruden de billeder som dukker op på det gamle tv.

Selv om man undervejs i filmen selvsagt får at vide, hvordan det hele hænger sammen, er det ikke denne tilbageholdte information, der er filmens vigtigste drivkraft. Det er både spillet mellem mor og barn og selvsagt også den måde filmmagerne har udnyttet den trange plads til at fortælle en både poetisk, frygtelig, men også fin historie med. Room er en film, der cementerer at så længe man har en god historie og evnen til at skabe gode billeder, så har man ikke brug for hverken store budgetter, masser af statister eller specialeffekter.

Når det først går op for seeren, hvordan det hele hænger sammen, er det dog som om filmen skifter fokus. Uden at afsløre for meget ændrer den kurs og begynder i stedet for mysteriet om det lukkede rum at blive en film om den mulige flugt fra selvsamme. Hvorfor dette skifte sker, kan heller ikke blive afsløret hér, men grunden til det nævnes er, at det måske ikke er alle seere, der vil hilse dette skift velkommen. Vil man gerne selv overraskes, så lad være med at google filmen, læse synopser, eller for den sags skyld at starte filmens trailer øverst til højre.

Det kan godt være, at Brie Larson vandt en oscar ™ for sin rolle, men til gengæld er det lidt af en fadæse, at Jacob Tremblay ikke var så meget som nomineret for hans rolle, for i kapellets optik er drengen mindst lige så talentfuld en skuespiller som frk. Larson. Der er sikkert de der vil mene at det er fejt at nominere børn, da de har en medfødt evne til at ”lege” sig ind i rollen, men det er ikke tilfældet her, det er benhårdt karakterskuespil som unge Jacob bedriver.

Filmen føles straks som en indie film, hvilket ikke er overraskende, for den er blevet skabt udenom de etablerede filmstudier. Manus er skrevet af Amanda Donoghue baseret på hendes roman af samme navn og forfatterinden assisterede endda instruktøren i løbet af filmens tilblivelse.

Room er en både barsk men også ganske fremragende lille film, hvis primære styrke findes i dens minimale brug af scenografi og figurer. Det er til gengæld ikke en film, der føles som filmet teater, for det er som oftest kameraets dvælen ved detaljer i rummet eller de medvirkendes ansigtsudtryk, der bliver en egentlig medfortæller. Kort sagt, er det en film der fungerer fint i kraft af en god, klaustrofobisk fortælling og en film der samtidig gerne vil fortælle noget helt grundlæggende om hvordan vi forholder os til den verden vi er en del af og de mennesker vi deler den med.


Forrige anmeldelse
« Secret in their eyes «
Næste anmeldelse
» Star Trek II: The Wrath of Khan... »


Filmanmeldelser