Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Mamma Mia! Here we go again (114 min.) Købefilm / Universal / Sony
Anmeldt 15/12 2018, 10:05 af Teddy Tofte

Abba, runde 2: money, money, money must be funny!


Abba, runde 2: money, money, money must be funny!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Noget som folk ofte klager over, når det kommer til musicals, så er det, at karaktererne helt umotiveret bryder ud i sang, men det er ikke en helt retfærdig kritik. Jeg elsker musicals. For i musicals (de gode musicals) har sangene og dansenumrene det formål, at de skal videreudvikle karaktererne eller historien, alt imens følelserne sidder udenpå tøjet. At bryde ud i sang ødelægger ikke en god musical, hvis det føles som en naturlig udvikling i filmen.

Mamma Mia! Here we go again er ikke en god musical.

I denne fortsættelse/forløber til 2008’s unødvendige musical, Mamma Mia! – en jukebox-musical med sangene fra Abba – møder vi Sophie (Amanda Seyfried) et år efter, hendes mor er død, Donna (Meryl Streep). Sophie skal til at åbne et hotel på den græske ø, Kalokairi, til minde om hendes mor, men også så noget kan gå helt galt i løbet af historien. Idet Sophie forbereder sig til gallafesten, bliver hendes historie blandet sammen med flashbacks, hvor hendes mor for første gang ankom til øen (spillet af Lily James). Disse flashbackscener introducerer os til de tre mænd, som ender med at blive Sophies ”fædre” (den første film handlede om, at Sophie skulle finde frem til hendes rigtige far, men i sidste ende endte de tre kandidater med at deles om ”opgaven”).

Ingen ser Mamma Mia! for plottets skyld. De ser filmen for at lytte til Abbas sange. Selvom andre lignende musicals vil finde det svært at proppe så mange sange som muligt ind i en film, som ikke er udtænkt til at have disse sange med, så skal musikken stadig fungere på den måde, de nu gør i traditionelle musicals. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal der i det mindste være lidt komik at se på. I Mamma Mia! Here we go again er der hverken det ene eller det andet.

Det er naturligvis ikke Abbas skyld. Som band hænger man ikke fast i så mange år uden at have lavet en del ørehængere. Men hver og en af deres sange er blevet forvandlet til modløse udgaver, som om skuespillerne ikke kunne vente med at komme tilbage til stranden og bruge løs af deres månedsløn. Det får det store, energiske dansenummer – som, selvfølgelig, er Dancing Queen – til at virke, som om den hører til i en helt anden musical. Den energi og entusiasme, som bliver vist i denne scene, er helt aldeles anderledes end resten af filmen.

De fleste af skuespillerne i flashbackscenerne er nok med i deres præstationer, at de i det mindste forsøger at bringe noget kvalitet ind i deres scener, så de forsøger at minde om deres ældre personligheder. Jessica Keenan Wynn, som den yngre version af den vin- og mandeelskende Tanya, kanaliserer helt utroligt Christine Baranski. Hugh Skinner, derimod, som spiller Colin Firths yngre jeg, har kun det til fælles med hinanden, at de begge to er, tja, hvide. Alle andre er hverken gode eller dårlige, de er bare sådan lidt midt imellem.

Manuskriptet, skrevet af Ol Parker (som også instruerer), fejler alle til stede. Lily James forsøger så godt som muligt at udøve Streeps ånd fra den originale film, men den eneste grund til at vi ved, hun spiller Donna, er fordi, hun bærer rundt på en kæmpe hat, fordi hun har adgang til mystiske finansielle ressourcer, og fordi hun har en personlighed som grænser til det irriterende. Hver eneste konflikt i filmen er en kliché, hver løsning er forudsigelig.

Selvom det er muligt at nyde en dårlig eller en dum film, så er det svært at nyde begge dele på én gang. Der er så meget, man kan nyde, men bare ikke her.


2355
Forrige anmeldelse
« The House that Jack Built «
Næste anmeldelse
» Gemini »


Filmanmeldelser