Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Hail, Ceasar! (106 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 22/8 2016, 08:10 af Kim Toft Hansen

Hail Hollywood


Hail Hollywood

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den alsidighed, som Coen-brødrene viser, er enorm. Alligevel er der en kerne, en atmosfære, som virker genkendelig, når man træder ind i et Coen-univers. Noget virker ret almindeligt, nærmest realistisk, men samtidig er det hele forskubbet en anelse, så det ellers genkendelige univers fremstår absurd og komisk. Sådan er deres hyldestfilm til Hollywood og storhedstiden den amerikanske filmkultur efter Anden Verdenskrig. Den hedder Hail, Ceasar!, og er netop smidt på gaden.

Lidt som med fx Burn After Reading er vi med Hail, Ceasar! i en udgave, vi kan kalde Coen-light. Det er mere komisk overdrev, end det er absurd. Det er heller ikke blodigt og galgenhumoristisk, som det er i fx Fargo. I stedet er det en intertekstuel leg med filmen som form og som fortælling i og om Hollywood i 1950’ernes filmindustri. Med stor kærlighed til og et blødt satirisk blik på filmindustrien tager Coen-brødrene os ind i hjertet af filmfabrikkens indædte arbejde på at holde ansigt.

Mannix er problemknuseren hos Capitol Pictures, der skal sørge for at holde de rigtige historier om stjernerne i pressen, mens han afliver de forkerte. Han er en klassisk industriel lobbyist og filmproducer, der får sin sag for, da deres helt store stjerne Whitlock forsvinder midt under optagelserne til selskabets storfilmssatsning Hail Ceasar. Først tror Mannix, at Whitlock som sædvanligt er en tur around the bend, men efterhånden går det op for ham, at der stikker noget større under.

Samtidig følger vi Whitlocks lettere tåbelige selvindsigt, da han vågner op efter at have været bedøvet. Han tror også selv, at han har drukket for meget – og igen er havnet et sted, han ikke selv husker. Imidlertid går det op for ham, at han er kidnappet, men i stedet for at frygte den politiske gruppe, der har pågrebet ham, fatter han sympati for deres projekt: manuskriptforfattere, der får for lidt ud af storfilmsproduktioner og har allieret sig med militante kommunister og filosoffer. Et Stockholms-syndrom ad absurdum. På mange måder er vi her helt inde i hjertet af det, som Coen-brødrene er så usandsynligt gode til: at fortælle om noget med stor kærlighed og indsigtsfuld satire. Samtidigt! Gennem et ridt gennem forskellige stilarter og udtryksformer i den amerikanske filmhistorie (musical og step, film noir, episk drama osv.) får vi en leg med de filmformer, der dominerede amerikansk film på det tidspunkt. Samtidig er engagementet i samtidens kommunismefrygt og filmindustriel storhed ikke uden et kritisk blik.

Titlen på filmen i filmen (Hail Ceasar) er jo også filmens egen titel. Det antyder et blik på filmindustri med en lettere fascistoid tankegang om topfigurerer med stor stemmeret – og en stor flok arbejdere, der er dårligt betalte, mens folk som Mannix styrer den store propagandamaskine. Så selvom Hail, Ceasar! er en lang kærlighedserklæring til en række ikoniske udtryksformer i filmen, bærer den også en independent films institutionskritiske tilgang til studieoptagelser. At have den tyske Frankfurter-filosof Herbert Marcuse i en birolle er ikke kun kosteligt sjovt. Det er faktisk også satirisk tankevækkende.

Så selvom Hail, Ceasar! er Coen-light med mindre blod, mindre absurdisme og mindre alvorsdramatik, er det alligevel en film med nerve, en selvironi og en undertone, der vil mere, end den først giver sig ud for at være. Samtidig er det et kollektivt ensemble af tidens store skuespillere (flere, som har været i Coen-brødrenes film før), fx George Clooney, Josh Brolin, Scarlett Johansson, Tilda Swinton m.fl. Der er altid noget at hente i Coen-brødrenes film. Denne gang vil filmnørder nyde de mange henvisninger, mens de fleste vil kunne sluge den morsomme fortællings besynderlige rytme råt.


Forrige anmeldelse
« Ghostbusters «
Nste anmeldelse
» Flaskepost fra P »


Filmanmeldelser