Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Revenant (156 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 21/1 2016, 16:58 af Torben Rølmer Bille

Hævn har aldrig været flottere


Hævn har aldrig været flottere

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den mexicanske instruktør Alejandro G. Iñárritu blæste os i 2015 bagover med hans fremragende metafilm Birdman og høstede ved samme lejlighed en masse Oscars™. Her i foråret 2016 er han klar med endnu en Oscar™-favorit – nemlig hævnfablen The Revenant.

Ordet ”revenant” betyder enten en form for ondskabsfuldt genfærd, en genganger, en der er stået op fra de døde, men det kan også være betegnelsen for en person, der har været borte længe og som pludselig dukker op igen. Alle disse begreber synes at være i spil i denne utroligt stemningsfulde film, der tager sit udgangspunkt blandt en samling pelsjægere i USA's vildmark i starten af 1800-tallet. Pludselig angribes flokken af en lokal indianerstamme i en sekvens, der er så imponerende og dramatisk orkestreret, at det bedste sammenligningsgrundlag må være starten af Spielbergs Saving Private Ryan hvor de allierede soldater og aksemagterne i The Revenants tilfælde er blevet skiftet ud med indianere og pelsjægere. Jægerne tvinges til at flygte over hals og hoved og det lykkes en håndfuld af dem at forskanse sig på en flodpram og sejle ned af floden. De bliver dog nødt til at opgive prammen, for de ved at floden er indianernes territorie.

Blandt de overlevende er manden Hugh Glass, der har sin søn med sig. Moderen, der var indfødt, blev dræbt af amerikanske soldater da den landsby hun og familien boede i blev brændt ned. Derfor er sønnen det eneste familie Glass har tilbage.

Under en rekognosceringsrunde i skoven, på udkig efter de fjendtligtsindede indianere, kommer Glass ud for en ulykke. De øvrige pelsjægere laver først en båre og slæber rundt på ham, men det bliver for besværligt og Glass efterlades døende sammen med hans søn, en ung mand og en bister mand ved navn John Fitzgerald.

De tre våger over Glass, men John insisterer på at vende tilbage til det nærmeste fort. Glass’ søn insisterer på at de gør som aftalt og våger over hans far, men han dræbes af for øjnene af hans rædselsslagne far, der ikke er i stand til at gøre nogen form for modstand. Fitzgerald forlader sammen med den anden unge mand Glass halvt begravet i den frosne jord og sætter straks kurs mod civilisationen. Glass ballancerer mellem liv og død, men optændt af et altoverskyggende had til sønnens banemand holder han sig i live og begynder i stor smerte at finde vejen tilbage, så han kan konfrontere drabsmanden.

Selv om The Revenant har en ganske enkel fortælling, er den samtidig visuelt og teknisk overlegent overrumplende. I lange passager er der stort set ingen dialog. Hvem har også brug for det, når filmen primært handler om én mands kamp mod naturen og alle de trusler der lurer i det iskolde landskab? Hvor Birdman imponerede med det ene, lange, tilsyneladende ubrudte skud, klippes der langt oftere i The Revenant – selv om der også er ganske mange scener, der lige som forgængeren benytter sig af lange indstillinger, hvor kameraet skiftevist følger en figur, indtil en anden træder ind i billedt og så er det pludseligt den figur vi følger. Ofte helt tæt på – og der optræder ikke så meget som ét uskarpt øjeblik.

Dertil kommer en masse fantastiske billeder af de smukke men også trøstesløse vinterlandskaber som filmen foregår i. The Revenant er en nærmest fysisk oplevelse. For ikke alene formår filmskaberne at gengive den træge helingsproces som hovedpersonen gennemgår, uden at det nogensinde bliver decideret kedelig, til gengæld er filmen også nådeslød og brutal i de scener som byder på nærkampe med mennesker og vilde dyr. Det er bestemt ikke en film for de der ikke kan tåle at se blod, for det flyder i en lind strøm.

Seeren bliver dog nødt til at væbne sig med tålmodighed, for selv om filmen henholder seeren i konstant spænding, da den sårede protagonist bliver kastet ud i den ene faretruende situation efter den anden, så tager filmen sin tid til at fortælle sin historie og til at dvæle nærmest meditativt ved nærbilleder af barkede ansigter, dyr og det øde landskab der opleves som en medspiller.

Filmen er dog ikke ene og alene en film om hævn, for i filmens subtekst er der også et budskab om hvordan vi mennesker helt overordnet behandler hinanden. Filmens egentlige skurk John (spillet groteskt overbevisende af den altid dygtige Tom Hardy), er ikke kun en glødende racist, men han er også en egoistisk mand uden den mindste snert af ære. Ikke alene efterlader en døende mand til sig selv, efter han har dræbt samme mands søn for en ubetydelighed, han lyver også om hans gerninger og. Undervejs i filmen oplever man en gruppe indianere, der overfor en gruppe franske pionerer fortæller at de har fået stjålet alt, deres land, deres vand og deres luft - og man har ikke nødig at have en PhD i litteratur eller kulturstudier for at opfatte denne kommentar som en, der mere overordnet handler om (de hvide) menneskers evne til at dominere andre.

Filmen er selvsagt en Oscar™ favorit, da den byder på en masse elementer der tiltaler den menige amerikaner. Dels foregår den i en periode af USA's historie hvor nationen var under opbygning, en periode man ser tilbage på med en vis nostalgi. Desuden er hovedpersonen nærmest en legemliggørelse af den amerikanske pionerånd, hvor overlevelse mod alle odds – den famøse ”can-do” spirit bevises i handling. Herudover adresserer filmen i subteksten nogle af de problemer der stadig eksisterer i det amerikanske samfund i dag, hvor idealet om nationen som ”the melting pot” snarere bliver anset som en mosiak – alle føler sig som amerikanere, men samtidig eksisterer der også en masse samfund i samfundet, der holder fast i deres forfædres nationale identitet.

The Revenant er en ustyrligt seværdig film. Det er lige som Iñárritus forgænger en film der både imponerer alle os der delsker film, fra det rent fortællemæssige til de mere tekniske aspekter ved optageprocessen. Til gengæld er den meget forskellig fra Birdman i det den nærmest fortæller hele sin historie blot med den mest minimale brug af dialog, og idet den foregår i et miljø der næsten ikke kan være længere væk fra New Yorks travle teaterverden. Det er en film det vil tiltale alle, der bare vil have en god biografoplevelse, for den leverer sin vare til U.G. og den hører i den grad til den kategori af film, der skal opleves på så stort et lærred som muligt, for den er intet mindre end bjergtagende.


Forrige anmeldelse
« Ouija «
Næste anmeldelse
» Pixels »


Filmanmeldelser