Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




We Own The Night (117 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 16/4 2008, 18:32 af Torben Rølmer Bille

Skumle, skumle russere


Skumle, skumle russere

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Amerikanerne er nu engang gode til deres håndværk, især til at lave de genrer, som uden andet sidestykke er ærkeamerikanske; westerns og politifilm. We Own the Night hører til i den sidste kategori, men ud over at byde på et godt skuespillerensemble, en dejlig retro-80’eroplevelse og en håndfuld sindssyge russiske mafiosoer ender den med at blive alt for formularisk og forudsigelig.

Med fare for at være generaliserende, så har undertegnende i anden forbindelse gjort sig skyldig i at udråbe fanatiske muslimer til Hollywoods nye nazier. I samme ånd kan man måske påstå at russerne er indbegrebet af de nye arketypiske forbrydere. For i både den fremragende Cronenberg-film Eastern Promises, og i det nye (med stor spænding ventede) videospil Grand Theft Auto IV er de traditionelle italienske stereotypiske spaghettispisende, rødvindgulpende, stiletsvingende gangstertyper blevet skiftet ud med russere, og det er på ingen måde anderledes i We Own the Night.

På plakaten til filmen står der, at den en er ”i bedste Departed-stil”, men der bliver jeg altså nødt til at være uenig! We own the Night er ikke baseret på en succesfuld Hong Kong-film (Infernal Affairs), den handler ikke om forbrydere der infiltrerer politistyrken, og det endelig formår den slet ikke at komme op i de samme suspense-niveauer, som man oplevede i både originalen og Scorceses genfortolkning. Dermed dog ikke sagt, at We own the Night er en dårlig film, for det er den ikke - den er bare knap så medrivende, interessant og nyskabende, som filmen den sammenligner sig med.

Filmen er generelt velspillet, men det ændrer ikke ved det faktum, at den bliver noget kedelig indimellem, mest af alt fordi man har set det hele så mange gange før. I filmen følger vi de to brødre Bobby og Joseph. Bobby er en meget fremgangsrig natklubbestyrer, der er chef i et af New Yorks hotteste steder. Ejeren er patriarken Marat, der behandler Bobby, som var han en af sine egne sønner. Bobby holder både sin families arbejde og sit efternavn hemmeligt for hans venner, da han skammer sig over sin egen familie. Joseph og brødrenes far, Albert, er derimod begge højt dekorerede politimænd, der hele tiden ser lidt ned på lillebroderen og hans udsvævende tilværelse.

Her i starten af 80’erne er politiet stadig meget hårdt presset af forbryderne. New York er en meget farlig by at leve i, og især da stofferne vælter ind i nattelivet, og politimænd likvideres uden videre. Politiet forsøger at rekruttere Bobby som en slags observatør i miljøet. De beder ham om især at holde øje med en virkelig led type; Vadim. Bobby afslår, men da Joseph bliver skudt ned foran sit hjem af gangstere og Vadim efterfølgende ligefrem blærer sig overfor Bobby over gerningen, ændrer han mening. Både Bobby og kæresten Amada opdager, at folk, som de troede de kunne stole på, hurtigt kan blive fjender, men også at de begge må sige farvel til deres gamle liv. Noget som har store personlige omkostninger for begge.

Det er, som nævnt, solidt filmhåndværk. De tre dominerende herrer - Wahlberg, Duvall og Phoenix - fylder alle deres karakterer ud med troværdigt spil, men man bør især lægge mærke til Eva Mendez, der i visse scener formår at stjæle biledet helt fra sine mandlige kollegaer. Hun er ”slutty” uden at virke alt for billig, meget følsom og bestemt. Hun ender med at give en af filmens allerbedste præstationer, selv om både de replikker og de minutter hun har fået tildelt i filmen er alt for få. Det er generelt lidt ærgerligt at filmen, ikke rigtigt tager sig tid til at bevæge sig mere ind under huden på sine karakterer. Det ville have været påkrævet, hvis vi som tilskuere skulle komme helt ind under huden på karaktererne.

Når de fine nuancer mangler og filmens tog så tillige drøner præcist og stilsikkert ned af det formulariske skinnesystem, så trækker det altså ned i det samlede indtryk. Filmen efterlader på trods af sine virkeligt gode intentioner derfor ikke seeren med et varigt indtryk - og ender derfor med at blive en jævn spændingsfilm, der nok bliver opslugt af mængden af andre bedre realistiske politifilm.

Læs også Steen Christiansens biografanmeldelse af We Own The Night.


Forrige anmeldelse
« Til døden os skiller «
Næste anmeldelse
» Shine a Light »


Filmanmeldelser