Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Vice (96 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 15/9 2015, 20:52 af Torben Rølmer Bille

I ID’ets vold


I ID’ets vold

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Freuds berømte æggemodel over den menneskelige psyke opdeles som bekendt i ”over-jeg’et”, der repræsenterer det civiliserede og samvittighedsfulde,” ego’et”, der betegner vores bevidsthed og endelig ”id’et”, der består af det, vi fortrænger, drifterne og de mere animalske sider af den menneskelige natur. Det er disse mørke, undertrykte sider, som den nye science-fiction-film Vice handler om. For hvad ville der mon ske, hvis vi mennesker kunne få mulighed for at udleve alle vore mørkeste fantasier og mest depraverede tanker i virkeligheden?

Det er i filmversionen gjort muligt takket være forretningsmanden, Julian Michaels (Bruce Willis), der har skabt en isoleret bydel midt i en af Amerikas største metropoler. Bag væggene i hans by kan mennesker, mod en klækkelig betaling, få lov til at udleve deres mørkeste fantasier. De våben, der eksisterer i denne kunstige bydel, virker ikke på andre mennesker, de fungerer til gengæld udmærket på de biologiske replikanter, som arbejder dér. Desuden lover selskabet, at deres androider ikke kan blande sig med befolkningen udenfor murene.

En af disse androider er Amber, der, ligesom Yul Brynners cowboyfigur i klassikeren Westworld, pludselig begynder at opføre sig helt anderledes, end hendes skabere havde programmeret hende til. For selv om det burde være umuligt, overvældes den unge klon pludselig af voldsomme minder fra alle de gange, hvor parkens betalende gæster har dræbt hende og forvoldt hende skade. Noget som burde være umuligt, idet androidernes hukommelse slettes helt, hver gang de bliver bragt ind på værkstedet.

Selv om der ikke er nogen af videnskabsmændene, der reelt kan forklare, hvor Ambers minder stammer fra, så resulterer de i, at hun bliver bevidst om sin egen situation og hurtigt beslutter sig for at gøre alt for at ændre den. Hvem har da også lyst til at opleve den samme dag om og om igen, en dag, der som oftest ender med, at man bliver voldtaget eller myrdet, eller begge dele?

Det er tydligt at filmmagerne her har lånt fortællemæssige elementer fra både førnævnte Westworld, men også fra en række andre sci-fi-fortællinger, som arbejder med ofte usynlige skel mellem det menneskelige og det kunstige. Bemærkelsesværdigt er det også, at der indenfor et par år er kommet hele tre film, der ikke kun italesætter, hvad det er som adskiller mennesker fra maskiner men som tillige alle har kvindelige hovedroller: The Machine, Ex Machina og nu også Vice.

Mens Amber forsøger at få styr på sit kunstige liv, følger filmen også en ærlig, pågående politimand, der har indledt en undersøgelse i netop forlystelsesparken, der deler navn med filmens titel. Politimanden jagter forbrydere, der dels gemmer sig i Vice, dels ikke nøjes med at dræbe, voldtage og partere indenfor murene, men rent faktisk fortsætter deres sadistiske gerninger, når de er blandt almindelige mennesker. Faktisk anklager betjenten Vice for at hjælpe med at skabe mange af de problemer, som han oplever i sit daglige politiarbejde i drabsafdelingen. Dette er muligvis en slet skjult reference til mange af de hyperrealistiske voldsspil, eller de ofte meget voldelige action- og pornofilm, der kan opleves i vort aktuelle mediebillede.

Filmen spiller på denne måde en form for dobbeltspil – for på den ene side fordømmer den vold og krænkelser og giver måske vores medier og samfund en del af skylden, men samtidig sælger den sin egen film, netop ved at Vice også leverer voldsomme og grænseoverskridende scener, der gerne skulle trække tilskuere til. Tag blot et kig på traileren for at verificere dette postulat. De moralske/etiske kvababbelser ændrer dog ikke ved, at filmen stadigvæk er ganske underholdende og fint eksekveret.

Bemærkelsesværdigt er det også at opleve Bruce Willis i en film som denne. Det er ikke, fordi Kulturkapellet pludselig skal transformeres til en form for sladderpresse, men det er næppe forbigået nogen filmfans opmærksomhed, at den verdenskendte og højtlønnede skuespiller efterhånden dukker op i flere og flere B-filmsproduktioner. Det virker lidt, som om Mr. Die Hard er på vej ned af samme sti som Robert De Niro og - tør vi sige det? - Nicolas Cage, i forhold til at optræde i roller, som befinder sig langt fra de blockbusters, man ellers forbinder ham med. Selv om vi intet ved om Hr. Willis’ privatøkonomi, så må man da indimellem forundres over hans valg af film, men der skal sikkert også smør på brødet hjemme i hans 8.8 mio. $ dyre lejlighed i New York. Uanset hans bevæggrunde er det ganske forfriskende at opleve Bruce som regulær slesk skurk, en type af figurer man ellers ikke forbinder ham med.

Vice er ikke banebrydende science-fiction, men den er både reelt spændende, og så er den tankevækkende nok til, at den i de rette kredse kan lede til en diskussion om såvel etiske grænser, behovet for vold som en del af vores kultur, og endelig om civilisationen vitterligt er et tyndt lag fernis, som vi benytter til overfor hverandre at skjule, hvor brutale dyr vi nok i virkeligheden er. Ser man lidt mindre akademisk på filmen, kan man også bare sige at det er en ganske spændende actionfilm med robotter, ham fra Punisher og Bruce Willis.


Forrige anmeldelse
« The Man with the Iron Fists 2 «
Næste anmeldelse
» The woman in black 2 – Angel ... »


Filmanmeldelser