Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Blade Runner – The Final Cut (117 min.) Biografversion / Warner Bros.
Anmeldt 7/5 2015, 21:27 af Torben Rølmer Bille

Skynd dig i biografen!


Skynd dig i biografen!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som anmelder skal man normalt forsøge at forholde sig objektivt til de værker, man skal bedømme, men i tilfældet Blade Runner kan undertegnede ikke undgå at være partisk, eftersom der er tale om denne anmelders absolutte yndlingsfilm.

Blade Runner er og bliver et mesterværk, der indeholder alle de elementer, som kendetegner en god film, samtidig med at det er en af de filmiske fortællinger, der selv efter utallige gennemsyn, bliver ved med at overraske og imponere.

Det handler ikke kun om, at hver eneste frame i filmen både er ustyrlig smuk at se på, at den fremtidsverden der folder sig ud er utrolig troværdig, at filmen sømløst blander op mod flere genrer på én gang (læs: lovestory, science-fiction, kriminalfortælling, action, noir, m.fl.) uden det forekommer påtaget, at filmens visuelle effekter er nærmest perfekt eksekveret men måske i højere grad om, at filmen helt grundlæggende er en filosofisk film, der tvinger tilskueren til at fundere over, hvad det egentlig vil sige at være menneske.

Selv om filmen her i 2015 fylder 33, så har den modsat et væld af andre film fra startfirserne formået at modstå tidens tand og ser på ingen måde gammeldags ud. Fremtidsvisionen af et Los Angeles, der har vokset sig enorm med kolossale bygninger, massiv forurening der indhyller byen i evig nattemørke og en konstant Kurosawa’sk regn holder stadig 100%.

Samtidig imponeres man over, hvor mange af de teknologier, filmen i sin tid præsenterede, i dag faktisk er tæt på realiserbar virkelighed. Her tænkes ikke kun på kloning, fremstilling af komplekst organisk materiale som løsdele, men også på glas der kan tones ned elektronik, eller fotos med så høj en opløsning, at man kan søge efter detaljer i billedet digitalt, som man ikke kan se med det blotte øje.

Endnu mere imponerende er det, at Ridley Scotts film, som nævnt, stadig kan overraske selv en gammel fan, der har set den langt mere end 30 gange. En detalje, som måske forekommer uvæsentlig, dukker pludseligt op på lærredet i scenen hvor Deckard (Harrison Ford) sidder ved klaveret og dagdrømmer. Kameraet panorerer langs hans flygel, og vi ser ganske kort et foto af en voksen mand og en dreng stå på verandaen til et hvidmalet træhus. Et billede af Deckard som dreng, tænker man. Det var først nu, at det gik op for Deres fatsvage udsendte, at billedet i mistænkelig grad ligner det, som replikanten Rachel i en scene umiddelbart før viser Deckard. Her sårer han kvinden, da han fortæller, at billedet, som hun tror er af hende og hendes mor, blot er en fabrikation lavet af det firma, som også har fremstillet hende. Et foto, der skal være med til at underbygge, at hun har en fortid, noget som gør hende virkelig, selv om hun er groet i et laboratorium, og til trods for at hun ligner en voksen kvinde kun er fire år gammel. Kort fortalt, så antydes det via billedet af manden og drengen på klaveret, lige som andre steder i filmen, at Deckard også er replikant, muligvis uden selv at vide det.

Denne udgave af Blade Runner er bestemt ikke ny, for den var også at finde på den 5-disk, BluRay udgave, som blev udsendt for år tilbage. Final Cut er fra 2007 og har sammen med Director’s cut også været i biografdistribution før. Det kan godt være, at der sidder en masse filmfans og undrer sig over, hvorfor det er smart at genudsende en film, der allerede er så bredt tilgængelig endda i så mange forskellige formater? Det er der dog et ganske enkelt svar på – for film, som Ole Michelsen sagde, skal ses i biografen! Specielt film af Blade Runners kaliber. Det store lærred og den gode lyd giver filmen det ekstra lag af magi, som ikke kan opleves på selv den fineste fladskærm i hjemmet.

Der er ganske enkelt en stoflighed ved filmen, som kun kommer til udtryk i biografen samtidig med, at det overvældende væld af detaljer, som hvert et billede et mættet med, kun kommer til sin fulde ret på denne måde. Filmens mange indstillinger er alle pakket fulde med detaljer og ting, som gør, at ens blik ofte vandrer fra de centrale skikkelser på skærmen til de ting, der omgiver dem. Eksempelvis er det svært ikke stadigvæk at blive overvældet af J.F. Sebastians lejlighed og de mange ”venner”, han har skabt, og som han omgiver sig med eller for den sags skyld laboratoriet, der fremstiller øjne, som Roy (Rutger Hauer) aflægger et besøg.

Mest af alt konfronterer Blade Runner (der, som de fleste nok ved, har lånt sin titlen fra en roman af William S. Burroughs) tilskueren med flere filosofiske spørgsmål, der gør, at den bliver oplagt at analysere. Ikke kun qua filmens portræt af ”skurken” Roy, der mod slutningen viser sig at være en frelserfigur, der ikke kun metaforisk men bogstaveligt set fører en nagle gennem sin egen hånd, og som få øjeblikke senere frelser hovedpersonen og slipper en hvid due løs - umiddelbart efter at have fremsagt et af filmhistoriens smukkeste digte. Der bliver også konsekvent stillet spørgsmålstegn ved alle de øvrige figurers menneskelighed, for grænsen mellem kunstig og virkelig bliver, som filmen skrider frem, nærmest opløst totalt.

Det er dog ikke kun Phillip K. Dicks eksistentielle overvejelser eller kristne mytologier, der præsenteres, for en af bifigurerne i filmen, Pris, siger på et tidspunkt ”I think, therefore I am”, en filosofisk tanke, der uden ret meget arbejde kan spores tilbage til filosoffen René Decartes. Man kan derfor spørge sig selv om, hvorvidt det er et tilfælde at filmens hovedperson har fået navnet Deckard? Det er det ikke, for der er intet i denne film, som er der tilfældigt. Alt synes at have mening og være præcist, der hvor det skal være. Selv om citatet og hovedpersonens navn måske hører til de mest tydelige analytiske spor, som filmen planter, er der langt flere at gå i krig med, når man igen bjergtages af det visuelle og narrative overflødighedshorn som er Blade Runner.

For alle de, der endnu har til gode at se dette mesterværk, eller alle de, der i forvejen holder af Blade Runner, er der ikke noget at være i tvivl om. Løb ind i biografen og skynd dig at få fat i en billet, for filmen vises kun i en uges tid endnu.

Det er en filmisk, sansemæssig og næsten fysisk overvældende oplevelse at tage del i, så har man endnu ikke set filmen, som man skal, i biografen, så gør det! Det er en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for!


Forrige anmeldelse
« Badehotellet (sæson 2) «
Næste anmeldelse
» St. Vincent »


Filmanmeldelser