Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Sons of Anarchy (sæson 7) (13 x 45 min.) Købsfilm / Fox-Paramount
Anmeldt 26/3 2015, 09:48 af Mette Krucov Rieks

Det svære farvel


Det svære farvel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ofte med en vis uro i maven, at man som fan af en tv-serie, går i gang med den sidste sæson. Frygten for, at yndlingsserien ender på listen over de værste tv-serie slutninger, er svær at slippe uden om, for vi har efterhånden oplevet det flere gange. Dexter, How I Met Your Mother og ikke mindst Lost er blot nogle få i rækken af populære serier, som ikke formåede at give seerne den afslutning, som serien ellers fortjente.

Sons of Anarchy hører ikke til på den liste.

Hvordan kommer vi videre herfra?
Den syvende, og desværre sidste, sæson om den selvproklamerede motorcykelklub Sons of Anarchy fra Charming, Californien fortsætter i samme stil som sæson 6 sluttede med. Vold, intriger og masser af fart over feltet. Manden med leen, som pryder klubbens medlemmers ’cut’, har ikke taget sit sidste offer. Spørgsmålet er blot, hvilket elsket SAMCRO-medlem, der må lade livet i bedste Game of Thrones-stil. Seriens skaber, Kurt Sutter, udtalte efter afslutningen på sæson seks, at hvis man var tilhænger af ”happy endings”, skulle man holde sig til Askepot. Hvordan dette kommer til udtryk i seriens sidste sæson, skal lade være usagt her, men ét er sikkert; man skal ikke knytte for tætte bånd til seriens persongalleri.

Sæsonen starter kort tid efter sæson seks sluttede. Teller-familien er i krise som følge af Taras død. Jax sidder i fængsel, alt imens Gemma forsøger at leve med konsekvenserne af hendes forfærdelige handling, som særligt udspiller sig i det faktum, at Jax’ ældste søn Abel påvirkes mere og mere for hver dag, der går, takket være savnet af sin mor. Da Jax bliver løsladt fra fængslet har han kun ét formål for øje: hævn. Desværre gør jagten på denne hævn ham så blind for, hvad der egentlig er sket, at han bringer klubben ud på et hævntogt, som bringer nogle konsekvenser med sig, som ingen – hverken SAMCRO-medlemmer eller fans – havde kunne forestille sig.

Gode skuespillere
Sons of Anarchy kan især takke fascinationen for det modbydelige for sin store succes, men ét er sikkert; fungerede dette som det eneste trækplaster, stod vi ikke her med sæson syv i hænderne. Skuespillet og karakterernes udvikling medvirker til, at man kan holde al den vold og død ud igennem hele serien, og at man bliver ved med at heppe på the bad guys. Sæson 7 slår dette fast med syvtommersøm.

Jax har i kraft af sin rolle som først vicepræsident og siden præsident for SAMCRO, familiefar og ægtemand skulle udfylde mange (store) sko, hvilket bestemt ikke altid har været let. Klubben, og særligt Clays agenda for denne, har trukket ham i én retning, men hans drenge og kone Tara har forsøgt at trække ham i en diametral anden retning. Denne kamp mellem hans to store kærligheder har ikke været problemfri, og det var ikke nogen overraskelse, at den ene side måtte tabe kampen.

Efter Taras død har Jax mistet sin sidste ledestjerne. Et så altødelæggende tab har også medført, at han har mistet sin sidste grund til at kæmpe for at holde ”good guy”-delen af ham i live. Før Taras død var det hende, der trak ham i den rigtige retning, men hendes død har påvirket ham så meget, at end ikke hans to sønner kan tage over som nye ledestjerner. Der er kun én ting, der tæller: hævn. Charlie Hunnam har gennem de første seks sæsoner været yderst overbevisende i rollen son Jax Teller, og dette fortsætter blot i syvende sæson.

I rollen som Jax’ mor ser vi Katey Sagal (ja, hende fra Vore Værste år). Igennem de seneste sæsoner har hun portrætteret en kvinde, som uden at tøve vil gøre hvad som helst for sin familie. Hun har ingen skrupler haft ved at lyve, slå ihjel eller manipulere for at sikre sig, at hendes familie forbliver hel. Forbliver i Charming. Derfor er det også meget interessant at se hendes karakter bevæge sig fra en desperation og en (indre) kamp for at holde sandheden fra resten af verden til en accept af sin skæbne. Katey Sagal er også i sæson syv (uhyggelig) overbevisende i rollen som svigermoderen, man som kvinde skal sørge for at holde sig på den gode side af.

I sæson syv tilføres der flere sidehistorier til de andre SAMCRO-medlemmer, hvilket gør at deres karakterer bliver mere velnuancerede og komplekse. Det er særligt Tig, Chips og Juice, som alle på sin vis bliver mere end blot vigtige biroller i denne sæson. Dette er en yderst velkommen tilføjelse til serien, da der pludselig er mere på spil end blot hovedhistorien om Jax.

Når det forfærdelige fascinerer
Som mennesker har vi altid været fascineret og tiltrukket af det forfærdelige. Tænk blot tilbage til hændelserne i Colosseum i Rom, som tiltrak flere tusinde tilskuere, eller offentlige hængninger. Denne tiltrækning fandt ikke kun sted i det gamle Rom. Selv i dag stimler mange mennesker sammen, hvis der udbryder ildebrand eller der er sket en ulykke. Det er den samme fascination, der gør sig gældende, når vi – selvom vi ved, vi egentligt ikke burde – ser en horrorfilm som Børnehjemmet eller IT. Uhyggen og det forfærdelige appellerer til os.

Sons of Anarchy hører ikke hjemme i horror-genren – snarere i genren action-drama – men alligevel er seriens helt store trækplaster, at vi som seere på én og samme tid tiltrækkes og væmmes ved de ofte modbydelige handlinger, SAMCRO-medlemmerne og de andre bander udfører episode efter episode.

Det særligt fascinerende er, at man hurtigt udvikler sympati og empati for en række personer, som i kraft af deres banderelaterede handlinger er korrupte og farlige mennesker, der burde ruske tremmer. På grund af deres kærlighed til klubben, deres brødre og ikke mindst deres familie og dermed det faktum, at de vil gøre ALT for hinanden, får Kurt Sutter – heldigvis – skildret Jax, Chibs og de andre medlemmer som hele mennesker, der ligesom os andre ind imellem må tage nogle svære valg. Dét, der gør, at vi som fans hænger ved sæson efter sæson – mord efter mord – er, at der sideløbende med vold og kaos portrætteres personlige livshistorier, som gør disse usympatiske karakterer sympatiske.

Når lyd og billeder går op i en højere enhed
En sidste force ved Sons of Anarchy er brugen af musik, hvor de som oftest bruger allerede kendte sange til at etablere stemningen i den enkelte scene eller hen over flere sideløbende scener. Dette skaber en fængende atmosfære, som medvirker til at handlingen kryber helt ind under skindet på én. Dette er ingen undtagelse i sæson 7, hvor særligt sammenspillet mellem musik og handling rammer plet i den allersidste scene. For at undgå spoilers her i anmeldelsen vil jeg ikke komme nærmere ind på, hvad der sker, men blot konstatere, at tekst og musik i ”Come join the murder”, der er indspillet af seriens in-house band og sunget af Jake Smith (the White Buffalo) sender Jax og de andre SAMCRO-medlemmer af sted på deres sidste tur på en absolut værdig facon.

Ekstra materiale
Der er ikke gjort noget særligt ud af ekstra materialet. Der er mulighed for at se slettede scener og derudover har man mulighed for at se skaberen Kurt Sutter og Charlie Hunnam diskutere seriens sidste afsnit i ”Anarchy Afterword”.


Forrige anmeldelse
« The Equalizer «
Næste anmeldelse
» Citizen Gangster »


Filmanmeldelser