Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Inside Llewyn Davis (100 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 24/7 2014, 06:08 af Kim Toft Hansen

I Bob Dylans slagskygge


I Bob Dylans slagskygge

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske folk-scene i tresserne var et overbefolket sted at befinde sig. Scenens fornyelse havde arbejdernes krisestemning og ikke mindst Vietnam-krigen som bagtæppe. En ny generation af musikere søgte ind i traditionelle musikalske rødder efter et udtryk, der kunne rumme den kritik, som skulle leveres. Vigtigst blandt tressernes nye generation var naturligvis Bob Dylan, men der var mange om buddet – og flere hutlede sig vej igennem hverdagen på coffee shops i New York.

Dette er atmosfæren, som ligger underneden Joel og Ethan Cohens seneste film Inside Llewyn Davis, som netop er ude på købefilm. I modsætning til tidens biopic-tendens, der fokuserer på de store enere, så zoomer Coen-brødrenes film ind på en grænsefigur, der arbejder på at bryde ind på scenen. Det er ikke som sådan gennembruddet, der er projektet i filmen, fordi filmen ikke som sådan har et klart plot eller projekt. I stedet lover titlen en film, der fortæller om en person og denne persons oplevelser gennem en uges tid i 1961.

Den handler om Llewyn, der har en gudsgivet røst og en guitar. Han spiller på et lille spillested Gaslight i New York, har udgivet en enkelt soloplade, men han har svært ved at bryde ud af skyggen fra den duo, som han var i indtil nu. Han er penge- og hjemløs, coutch surfer tilværelsen igennem, og skaber sig egentlig undervejs flere fjender end venner, fordi hans frustrationer over karriere og person overskygger den venlighed, han faktisk møder. Midt i det hele følger vi hans musik, der er en stemningsfyldt resonansbund under de dage, vi ser.

Det er ikke første gang, Coen-brødrene trækker på de amerikanske folk-musikalske rødder. I O Brother, Where Art Thou? (2000) spiller musikken også en central rolle, men en anelse mere biografisk går de til værks i denne. Musikken er hentet fra den amerikanske folksanger Dave van Ronk, og titlen på filmen og på Llewyns album i filmen er hentet fra hans Inside Dave van Ronk (1964), men filmens handling er aldeles fiktiv. van Ronk havde også indtil sin død større succes end Llewyn, men musikken er kernen, som filmen er skåret over.

Tilmed arbejder filmen med en helt grundlæggende musikalsk autenticitet, som kendetegner folkmusikkens selvbevidsthed. Oscar Isaac, der spiller hovedrollen som Llewyn performer – ligesom andre i filmen – musikken live på stedet. Det er i sig selv ganske exceptionelt, at filmen er castet med skuespillere, der kan spille – altså både skuespille og spille på et instrument – og synge. Filmen er fantastisk velcastet og især det musikalske samspil mellem Oscar Isaac og Justin Timberlake fungerer så godt, at det er svært at genkende Timberlake, som her udviser sit helt elementære alsidige talent.

Generelt er filmen holdt i mørke, brunlige toner, der stedvist i sit skyggespil faktisk ligner neo-noir – uden det grundlæggende krimiplot. Rytmen er rolig som folk, og stilen er nedtonet. Filmen bruger den sorte komik, som Coen-brødrene bevidst indkoder som et grundlæggende stemningsspor. Det er ikke morsomt som en komedie, men dialog og karakterer – især John Goodmans kostelige birolle – gør filmen kulsværtet i sin humor. Følelsen, som Llewyns dumheder giver, minder i grunden lidt om Frank Hvam i Klovn, men klovnerierne er ikke i centrum. I stedet er de en vej, der karakteriserer og trænger inside Llewyn.

Inside Llewyn Davis er et indirekte portræt af en ny generation musikere sat i synsvinkel hos Llewyn. Det er dog aldrig rigtig musikken, der bliver sat i centrum. I stedet er det en stærk personlig og derfor eksistentiel film, der sætter den sorte humor i forbindelse med de mørkere sider af eksistentialismen – via en eksistens som Llewyns – og det er i sig selv en dyb og spændende forbindelseslinje. At kunne fortælle om en personlig deroute med et tvist af humør er et særmærke hos Coen-brødrene, der med denne vender tilbage til de takter, som mange har savnet siden Fargo (1996). Derfor er Inside Llewyn Davis en helt særlig film.


Forrige anmeldelse
« Dallas Buyers Club «
Næste anmeldelse
» Deliver Us from Evil »


Filmanmeldelser