Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Vantage Point (90 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 22/2 2008, 13:32 af Steen Christiansen

Vantage Point


Vantage Point

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er gået sport i at dræbe præsidenter og statsoverhoveder på film. Death of a President, Shooter og vores hjemmelige AFR er alle udtryk for en politisk dimension som langsomt og diskret har sneget sig ind siden 9/11. Forgangseksemplet er naturligvis tv-serien 24 og det er også ganske tydeligt at denne serie på mange måder er inspirationskilden for Vantage Point. Klippetempoet er meget højt, og man skal lige ind i det tempo, før man kan finde sig helt til rette med filmen. Samtidig er real-tid en vigtig en vigtig dimension af Vantage Point, for filmen viser den samme situation - USA's præsident bliver skudt - fra mange synsvinkler, deraf filmens navn.

Filmen starter i et tv-kontrolrum, som skal styre udsendelsen af præsidentens besøg i Spanien. Der klippes mellem mange forskellige kameraer, og dermed indfattes hele filmens æstetiske greb i starten. Herefter skifter vi mellem forskellige karakterers oplevelse af situationen, og langsomt udfoldes plottet mod præsidenten. Karaktererne bindes sammen, og vi finder ud af hvordan deres individuelle oplevelser bindes sammen i fortællingens større netværk.

Handlingen udspiller sig altså gennem de samme 23 minutter, bare med skiftende fokus. Dog er filmen stadig ret traditionel i sin opbygning af spænding, da vi hele tiden får flere og nye oplysninger som er med til at drive filmen til sit klimaks. Til gengæld fungerer denne fortællestil ganske godt, og er med til at opdatere en ellers ganske sædvanlig actionfilm til noget mere interessant. Filmens høje tempo bliver dermed hele tiden kontrasteret i forhold til den tilbagevendende opbygning af nye karakterer, hver gang man skifter til en ny synsvinkel.

Selvom filmen er opbygget som et ensemble med en del kendte skuespillere, får vi dog ganske hurtigt etableret en hovedperson, som mere eller mindre går igen i alle sekvenserne. Thomas Barnes (Dennis Quaid) er Secret Service agent, og er både en helt og en taber. For et halvt år siden kastede han sig mellem en kugle og præsidenten, hvilket gjorde ham til en helt. Desværre kostede det ham et nervesammenbrud og de andre agenter er ikke glade for at arbejde sammen med ham, da han måske ikke kan stå distancen. Hans erfaring bliver dog et centralt punkt, og det er hans forsøg på at løse komplottet mod præsidenten, som er filmens bærende element.

Taget i betragtning af, at man ser den samme situation igen og igen, bliver filmen dog aldrig kedelig. Den formår at holde et højt spændingsniveau samtidig med at den styrer uden om de værste klichéer i action fim genren. Der er mange ligheder mellem Thomas Barnes og John McClane karakteren fra Die Hard filmene: begge er de rene Duracell-kaniner i deres jagt på de slemme skurke. På samme måde udmærker filmens skurk sig også ved at have lagt en overlegen plan, som det er en fornøjelse at se blive udført til perfektion. Det er rart med actionfilm, hvor plottet indeholder mere en blot store eksplosioner. På den vis kommer filmen langt indenfor sin genre.

Vantage Point betyder som sagt synsvinkel, men desværre har filmen ikke udnyttet sin visuelle udtryksform til at skifte mellem politiske synspunkter. Som de fleste actionfilm, er Vantage Point en ideologisk snæver film, som ikke overlader meget til tilskueren. Filmen forsøger at lægge en kritisk distance til det amerikanske samfund og medier, som når tv-kanalen vælger ikke at vise de protesterende masser, eller skærer en journalist af som forsøger at fremhæve de kritiske røster.

På samme måde er præsidenten også interesseret i fredelige løsninger, og nægter at bombe lejre inde i venligt-sindede nationer. Det er alt sammen meget godt, men det ender med at blive et spil for galleriet. Når skurkene taler om deres angreb som en del af en større krig, falder hele diskussionen ind i de sædvanlige stereotyper, og når terroristerne samtidig portrætteres som en-dimensionelt onde nærmest i tegneserie-stil, klinger de kritiske bemærkninger lidt hult.

Vantage Point er tydeligt en post-9/11 film, og hvis terrorangreb, onde muslimer og et heroisk USA slår en som en alt for fortærsket kliché, er dette ikke en film man skal sætte sig til rette for. Hvis man kan sætte sig ud over disse klichéer, byder Vantage Point dog på glimrende action med en visuel kant som adskiller den fra så mange andre.


Forrige anmeldelse
« The Dead Girl «
Næste anmeldelse
» Tryllefløjten »


Filmanmeldelser