Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




3 må man være (78 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 4/9 2013, 07:52 af Kim Toft Hansen

Det er så yndigt at deles ad


Det er så yndigt at deles ad

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Like father, like son. Dansk film har to folkekære Methlinger. En, der hedder Svend, og en, der hedder Sven. Med og ude ’d’. Den ene indledte sin karriere på teatrets skrå brædder, mens den anden – søn af og i lære hos den første – gennem sin produktive karriere oversteg sin far i værker, der stadig i dag står klart i den folkekære tradition i dansk filmhistorie. Filmserier som Soldaterkammerater (indledt i 1958), en stribe af Dirch Passer film, såsom Passer passer piger (1965), og senest og sidst ikke mindst filmatiseringerne af Thøger Birkelands Krummerne. Sidst med Krummernes jul (1996). Hjertelig og folkekær, står der på cv’et. Fra hans mest produktive år, 1959, hvor det blev til hele fire spillefilm, er 3 må man være netop udkommet i en digitalt restaureret udgave.

Filmen handler om den stakkels Peter, der på den ene side er lykkeligt gift med Elisabeth, som han oprigtig elsker af det halve af sit hjerte. På den anden side er han kæreste med den frivole Kate, som han også elsker ligeså højt som sin kone. Tilsammen, mener han, kompletterer de hinanden. De er så forskellige som nat og dag, men de kender intet til hinanden. Indtil Peters ven, arkæologen Johannes, kommer midlertidigt hjem. Peter betror sig til Johannes, der opfordrer ham til at fortælle sandheden til begge piger. Og da Johannes kommer på besøg efter endnu en årelang ekskursion, er Peter stadig gift. Men nu er han gift med Kate. I kulisserne venter der dog stadig en Elisabeth, som ikke nødvendigvis altid reagerer, som man skulle forvente.

3 må man være er en helt klassisk forviklingskomedie, hvor det hele ender i såkaldt skuddermudder, bedst som man tror, det hele er fryd. Karaktergalleriet er besat af en gruppe af tidens folkekæreste skuespiller. Poul Reichart som Peter, Helle Virkner som Elisabeth, Preben Marht som Johannes, og i rollen som Kate møder vi en ung og smuk Ghita Nørby, der på dette tidspunkt stadig var stjernestøv in spe. På mange måder er det også et kammerspil, der – lidt som i filmene af Methling senior – også ville tage sig godt ud på teatret. Settingen er relativt smal, og forviklingerne etableres og udvikler sig i en to-tre forskellige scenerum. Småpjattet og hjerteligt, men en anelse uden nerve.

Spillet er der ikke meget at klandre på. Stilen er egentlig heller ikke problematisk, blot en anelse anonym og intetsigende. Et middel til at lade handlingen vise sig. På sin vis var tematikken omkring polygami i samtiden noget provokatorisk, men handlingens sikre gang understreger også en udmærket holdning til flerkoneri: sikke noget forbasket svineri. Peter får sin straf, og konerne… ja, se selv, hvordan det hele ender. Selvom Peter indrømmer, at stat og kirke (understreget af ham selv som traditionalistisk landsretssagfører med hang til ægteskabelig stabilitet) ikke billiger hans livsstil, må han alligevel via følelseslivet lære at leve med sine fejltrin. På trods af handlingens frimodighed, folder fortællingen sig fint i traditionel tro på monogami.

Der er et stykke vej til plathederne blandt soldatervennerne, Dirch Passers overdrevne kropshumor og 50’erne og 60’ernes stærkt tilstedeværende komedieformel. I princippet er det faktisk en anelse befriende, fordi filmen – i særdeleshed qua den ironiske fortællerstemme – formår at indbygge en velment satire over handlingen. Kunne man forestille sig Carl Th. Dreyers Gertrud (1964) i et letbenet og kønsligt omvendt format, så er det faktisk meget det, som 3 må man være er. I bund og grund handler det mest om, hvor meget temperamentet kan holde til denne lette, perspektivløse underholdning. For er man til danske folkekomedier fra filmens samtid, er denne en lidt mindre platuglet og overdreven version, som for mange kan være en lille perle i Methlings lange karriere.


Forrige anmeldelse
« Et eventyr om tre «
Næste anmeldelse
» Sleepless Night »


Filmanmeldelser