Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Revenant (113 min.) Købsfilm / Soulmedia
Anmeldt 25/1 2013, 20:05 af Torben Rølmer Bille

Venlige Vampyrer


Venlige Vampyrer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I skrivende stund er det gyldne tider for især to typer af monstre: Zombier og vampyrer. Zombien har, måske foruden engang i startfirserne, aldrig været så populær og takket være en fesen, ublodig tween romance er historier om vampyrer også blevet nærmest hverdagskost, hvad enten man taler om romanernes, fjernsynets eller filmens verden.

Denne overvældende succes gør naturligvis, at der produceres en masse ligegyldigt bras, blandt alle de store, dyre satsninger. En film der rammer et eller andet sted i midten af dette landskab er The Revenant, som forsøger sig med en lidt anderledes vampyrfabel.

I filmens start møder vi den ene hovedperson Bart, der er på mission i Irak. Under en natpatrulje påkører hans PMV et barn, men da de stopper og han stiger ud for at bedømme skadens omfang overfaldes han af en gruppe lokale. Hans lig bringes hjem til USA, hvor det dog kommer til live igen efter en obduktion. Bart opsøger uden tøven hans bedste ven, Joey, da han mildest talt er noget forundret over situationen som han er havnet i.

Joey må indse at hans ven er blevet vampyr, men han kan ikke få sig selv til at hamre en pæl gennem vennens hjerte og skære dennes hoved af. Til gengæld er der jo et problem, i og med at Bart gerne skal have blod for at fortsætte med at holde sig i live. De to finder hurtigt ud af at en løsning er, at suge blod fra alle de kriminelle der hærger Los Angeles’ gader. Så inden længe kører makkerparret rundt, som et par lettere retarderede Batman-vampyrer og rydder op i gaderne.

På mange måder synes The Revenant at være en slags palimpsest over Dead Heat fra 1988. Forskellen er primært, at det umage makkerpar i den gamle film er politimænd, i modsætning til selvtægtsvampyrerne i The Revenant. Det er nemlig begge film, hvor de udøde hovedpersoner både besidder retfærdighedssans og bruger deres evne til at rydde op underverdenen.

Fælles for begge film er også at de ikke helt holder, selv hvis seeren ellers hører til de der både holder af udøde og kriminalfilm og som er vant til, for selv om der er flere scener i The Revenant, som både byder på blod og grin, så bliver filmen aldrig virkelig morsom, og den bliver heller aldrig virkelig spændende.

En af grundene til det er at filmens plot flere steder forplumres af et lettere rodet manus. På visse steder synes filmen at ville skildre Barts besværlige tilvænning til vampyrtilværelsen, i næste nu handler det om Barts forkvaklede forhold til den kæreste, der nu er meget i tvivl om, hvorvidt hun kan leve sammen med en blodsugende fyr uden puls. Oven i dette er der plottet om de mystiske selvtægtsmænd, der hærger i LA og endelig den gennemgribende fortælling om Bart og Joeys venskab ,der naturligvis også præges af situationen.

I de rette hænder kunne alle disse plotstrenge sagtens have fungeret, men i hænderne på Kerry Prior, der før The Revenant primært har arbejdet med visuelle effekter og hvis debutfilm var den mindst lige så ujævne Roadkill fra 1996, kommer det aldrig til at virke optimalt. The Revenant er på ingen måder en kolossal fiasko, for de effekterne virker og den bliver heller aldrig så ussel, at man har lyst til at slukke for den. Skuespillerne gør egentligt et udmærket stykke arbejde, men takket være det lidt for løse manus, så bliver man aldrig engageret i filmens handling.

The Revenant hæver sig derfor kun marginalt over mængden af hurtigt producerede vampyrfilm, der forsøger at ride med på den tsunamibølge af lignende genrefilm. Den kan sagtens fungere som jævn underholdning, men den lever på ingen måde op til de mange lovord, som pryder dens cover.


Forrige anmeldelse
« Django Unchained «
Næste anmeldelse
» The Incident »


Filmanmeldelser