Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Beck 21-24 (360 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 24/1 2008, 13:20 af Peter Kirkegaard

Nyklassisk krimi


Nyklassisk krimi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sjöwall og Wahlöös legendariske politikrimi-suite (ti bind 1965-75) har været filmatiseret flere gange, ofte med stort held. Deres røntgenkritiske blik for Sveriges socialpolitiske dårligdomme, ikke mindst hos politiet selv, forenede sig tvangfrit med et krast men humoristisk farvet, realistisk skrivesæt, en fornem sans for kontrastrig karaktertypologi og en cool behersket plotkyndighed. Klassisk, en solid basis for hele den senere blomstring for svensk krimikunst. Og altså også for film og tv.

Siden slutningen af 90erne har svensk tv lanceret en velkommen opdatering af S/W-konceptet. Romanerne tilhørte jo så afgjort – bl.a. i kraft af S/W’s ’troende’ socialisme – deres egen, nu langt overskredne epoke (Wahlöö døde allerede 1975), så kuppet bestod i at basere aktuelle nutidsfabler over de mest illustrerede hovedkarakterer, kriminalinspektør Martin Beck og hans højrehånd Gunwald Larsson.

Beck er den dybt erfarne, godt midaldrende, fraskilte, moralsk retlinede humanist, hvis kroniske bekymringskraft godt kan antage besidderiskhed, fx i forhold til den voksne datter. Og Gunwald Larsson er et mirakel af en begavet, respektløs proletar, lapset cool, en mand af dyb flabethed og intuitivt sikker handlekraft, som når det falder sig sagtens kan nikke en skalle. Kort sagt et rigtig godt karakter-mix, nyklassisk good/bad cop.

Maj Sjöwall har blot sanktioneret konceptet – og de første manuskripter i den lange række af tv-produktioner – men ellers er det nye folk der skriver og iscenesætter. Ikke farligt kendte ansigter, men solide håndværkere, der har nedtonet den selvkritiske institutionskritik og koncentreret interessen om protagonisternes muntert konfliktfyldte interplay, og om bredt typiske kriminalitetsformer såsom voldtægter, international kunstsvindel og suicidale teenagere i klemme.

Sådan ser det i hvert fald ud med den box med episoderne 21-24 fra sidste år. Historierne er fulde af aktuel utryghed og angst for det truende ukendte; typisk at éns datter bliver fanget alene i parken, skændet, måske endda dræbt. Forsøg på begribelse af baggrundene herfor skorter det derimod på. Måske vi heller ikke i dag vil belæres på den måde. Om velfærdssamfundets krakeleren i kanterne, om den manglende ’sammenhængskraft’ i den sociale kontrakt, om globaliseringens kulturelle gennemtræk, alt det der.

Til gengæld er der så fuldt blus på den interne hygge. Becks mystiske, skæve nabo med whisky og begavet vittig snakken sort, Gunwalds tøvende tilnærmelser til Becks datter osv., alt dette samtidig med at der faktisk bliver arbejdet hårdt og effektivt på krimigåderne. Og spillerne! De er selve kuppet. Peter Habers redelige, forvirrede og dog stadig kompetente Martin Beck, og ikke mindst Mikael Persbrandts lysende Gunwald Larsson, fræk som en slagterhund, og trods al machostil med en sårbarhed der er temmelig rørende. De to – foruden de andre typesikre, især kvinder, i Beck-gruppen – danner tidsbillede. Sådan ser mangfoldigt anfægtet hankøn ud i dag!

For en ældre herre som undertegnede er det en sand lise at nyde det rolige fortælletempo, der giver rum for selvstændig anskuelse af viderværdighederne. Ingen flashy show-off, intet håndholdt flaksende kamera hvis det ikke er strengt dramaturgisk begrundet. Nyklassisk filmsprog, personerne i øjenhøjde, i centrum. På den anden side risikerer denne nær selvudslettende æstetik at falde hen i en vis langsom magelighed, og på et spinkelt materiale, fire gange halvfems minutter, kan det synes at Harald Hamrell (afsnit 22-23) er en noget mere sikker temposætter end Kjell Sundvall (afsnit 21 og 24). Men med det er vi i småtingsafdelingen. Overall: stilsikker nyklassicisme, strålende skuespil, og sådan tilpas, ikke for meget, plads for socialpsykologisk eftertanke.


Forrige anmeldelse
« Drageløberen «
Næste anmeldelse
» The Messengers »


Filmanmeldelser