Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Børnehjemmet (sp. El Orfanato) (110 min.) Biografversion / Camera Film
Anmeldt 18/1 2008, 09:43 af Torben Rølmer Bille

Virkelighedens spøgelse


Virkelighedens spøgelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Spanske film er andet end Almodovar og heldigvis for det! Helt fra starten af 90’erne har Spanien været leveringsdygtig i genrefilm fra science fiction, som Alex De La Iglesias’ Acción mutante, til gysere, som eks. Jaumé Balaguerós Nameless (aka. Los sin nombre) og Darkness. Det var dog først da den mexicanskfødte Guillermo Del Toro involverede sig som producer, at Spanien for alvor kunne levere en gyser som med lidt held vil blive en filmklassiker.

Børnehjemmet er, så er det sagt, en af de bedste gysere i det nye årtusinde. Den er ikke voldsomt original i de delelementer den anvender, som eks. det game hus, de paranormale forskere eller børn, der opfører sig underligt. Derimod ligger styrken i, at den kan vise en families tragedie på en måde, som er helt unik og ikke kunne være blevet præsenteret anderledes. Filmen er helt fantastisk fortalt, plottet er spændende og alle enkelte detaljer og enkeltdele passer så perfekt ind i hinanden, at man mod slutningen skræmmes over den groteske og sørgelige mosaik, der tegner kernen i fortællingen.

Indledningsvis synes man at have set filmen 1000 gange før; en familie flytter ind i det gamle hus, som engang var det børnehjem moderen, Laura, blev opdraget på. De har en lille søn med, som også er adopteret – Simon ved det bare ikke selv. Det har man også set før. Men så kommer det første empatiske chok - Simon er smittet med HIV, men det har forældrene også undladt at fortælle. Det er noget uendeligt tragisk over måden som moderen betragter sin søn på, mens han ubekymret sidder og tegner. Lige som tilskueren ved hun, at denne søde dreng ikke har et helt liv foran sig.

Laura og hendes mand gør det gamle børnehjem i stand og gør klar til seks udviklingshæmmede børn, som skal bo hos dem. Laura går tur med sin søn på den nærliggende strand, og der finder de en hule, hvor sønnen hvisker til en ”ven”. Laura går automatisk ud fra, at det er en af Simons to usynlige legekammerater, men nej, siger drengen, det er en helt tredje. En skattejagt rundt i huset, som Simon siger hans nye ven har organiseret, ender med drengens indsigt i, at han er adopteret og syg. Laura og hendes mand er i chok, men går ud fra at Simon har lyttet til deres fortrolige samtaler.

Da husets nye beboere ankommer, er der dømt maskebal. Simon insisterer på, at hans mor ser ”Tomás’ lille hus”. Moderen er utålmodig med sin dreng og ved ikke, hvad han taler om. Hun bliver sur og går ned til sine gæster. Kort tid efter, da hun er ved at forlade et toilet, angribes Laura af en lille dreng med en grotesk lærredsmaske. Der står Tomás på hans skjorte, og da Laura kommer til sig selv igen, er Simon forsvundet fra jordens overflade.

Hvordan filmen udvikler sig herfra, må man selv se. Det ville ikke kun være skammeligt, men decideret usportsligt at afsløre alt for mange af de begivenheder, som følger i kølvandet på disse hændelser. Filmen er ikke blandt de gysere, som er fyldt med chokeffekter, men tør derimod tage sig god tid til at opbygge en tyk, dyster, neo-gotisk stemning, som alle gode horrorfilm emmer af. Vi føler virkelig med Lauras desperate kamp for at finde sit syge barn, der uden medicinen ikke vil overleve længe, og netop det faktum at hovedpersonerne i filmen er voksne og troværdige gør, at man danner et helt andet bånd med dem, end til de forvirrede teenagere, der alt for ofte styrter rundt i denne type genrefilm. Når filmens slutning tillige efterlader tilskueren så hjerteskærende hjælpeløs i forhold til det, man har været vidne til, cementerer det at Børnehjemmet aldrig har været banal gyserunderholdning, men en film der tager sig selv, sine karakterer og ikke mindst sit publikum meget seriøst. Det sande gys opstår ikke kun i det overnaturlige chok, men derimod i realiseringen af den nådesløse virkelighed, der pludselig trænger sig på.

Filmens billeder er smukt komponeret, og bare for gengivelsen af det sorte fortjener Børnehjemmet at blive set i biografen. Skuespillet intenst og gribende, især er det værd at lægge mærke til drengen Simons præstation. Handlingen er et fantastisk miks af det nære, det overnaturlige, som kendetegner den magiske realisme. Selvom det basalt set er en film, der udgiver sig for at være en ren spøgelseshistorie, så er den sjældent original i sin håndtering af emnet. Der er naturligvis paralleller til film som The Others, Poltergeist, eller The Spiral Staircase, men Børnehjemmet plagierer ikke, den finder sin helt egen stil. Sidst men ikke mindst, synes filmen at finde frem til det, som virkelig er det rædselsvækkende, nemlig indsigten i at virkeligheden ind imellem overgår fantasien.

PS: Slutteligt en lille puritansk tilføjelse. Filmen er blevet et hit i USA, og naturligvis afføder en amerikansk re-make, måske endda med Bayona ved rorpinden. Forhandlingerne er i skrivende stund ved at komme på plads. Men kender vi til Hollywoods effektjagende maskine, så skal filmen garanteret op i et helt andet tempo og måske have en ny slutning, så det popcornspisende publikum kan være med hele vejen. Selv om der har været hæderlige forsøg udi i dette, kan det kun på det varmeste anbefales, at man tager ind og ser Børnehjemmet mens den stadig går – og lader originalen, ikke pastichen, komme til sin ret.


Forrige anmeldelse
« Tokyo Decadence (alt. titel: To... «
Næste anmeldelse
» I Love Huckabees »


Filmanmeldelser