Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




ID:A (100 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 6/4 2012, 18:45 af Kim Toft Hansen

Ida under mit vindue


Ida under mit vindue

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Genrefilmen har en akilleshæl. Den er formularisk og kræver nogle bestemte fortælletekniske udviklinger. Det er i sig selv ikke et problem. Problemet opstår snarere, når den enkelte film ikke formår at overraske såvel som at følge formlen. Thrilleren har fået et vist fokus i dansk film de seneste år, og flere og flere forsøger sig. Muligvis motiveret af succesen for fx Kongekabale (2004). Danske thrillere læner sig tæt op ad den amerikanske formel, men tilfører den oftest lokal dansk kolorit. Endnu et bud på en dansk thriller er Christian E. Christiansens ID:A, der netop er kommet på dansk købsfilm.

Christiansen gjorde sig positivt bemærket med sin flotte Dig og mig (2008). Derefter vendte han sig mod genrefilmen i sin julekalender Mikkel og guldkortet (2008) og sit amerikanske eventyr The Roommate (2011). Med ID:A skriver han sig ind i et selskab, der udspringer af den hitchcock’ske spændingsfilm. Hukommelsestab er et velkendt tema i thrilleren og et effektivt middel, der gør det muligt længe at tilbageholde viden. ID:A er baseret på Anne Chaplin Hansens roman På knivens æg (2000), og læner sig meget op ad forlægget. Hansens roman læner sig derimod meget op ad Ole Sarvigs roman Havet under mit vindue (1960). Den handler om en kvinde, der vågner i Frankrig uden viden om sin egen identitet. Med millioner i en vadsæk.

Det er praksis at skelne mellem to lag, der kan forklare, hvordan fortællinger er bygget. Det, vi ser, og det, vi konstruerer ud fra det, vi ser. Ser vi en person købe en billet til Paris, og i næste billede står han med Eiffeltårnet i baggrunden, ved vi, at han i mellemtiden har bevæget sig fra udgangspunktet til Paris. Spændingsfilm handler ofte om, at vi gennem det, vi ser, skal konstruere en fordækt fortid. Og når hovedpersonens fortid er et ubeskrevet blad pga. hukommelsestab, er det en struktur, det er nærliggende at benytte sig af. Og det gør mange thrillere så, og derfor også ID:A.

Fastholder vi, at der er en historie, som vi skal finde frem til, så er ID:A en meget spændende, vedkommende og nervepirrende historie. Det, der lurer underneden, er sandheder, der både overrasker og kommer bag på hovedpersonen selv – og seeren. Hvem kan hun stole på, og hvad har hun foretaget sig, der gør, at brutale mordere er i hælene på hende? Filmen er endda stilmæssigt ekstravagant og yderst velspillet af Tuva Novotny, der med denne film muligvis for alvor (og endelig) kan få sit internationale gennembrud. En overskudsagtig instruktion fejler heller intet. På papiret med andre ord en thriller med international standard.

Svagheden dukker bare op i den historie, vi ser. Den, vi strukturerer ud fra det, vi ser, fejler absolut intet. Og halvvejs ind i filmen er det en klassethriller. Men så ændrer filmen fortællerytme (spring muligvis til næste afsnit for at undgå en mindre spoiler). I stedet for at fortsætte den fine strukturering, hvor vi gradvist og i bittesmå bider langsomt sammenstykker, hvem kvinden er, hvem hendes fjender er, og hvorfor hun er jaget vildt, så får vi halvvejs et langt flashback. Det er en alt for let løsning, der derved kronologisk kan genfortælle fortiden, frem for at fastholde det fine asynkrone momentum.

ID:A fejler derfor nærmest i udgangspunktet ikke noget – indtil et punkt. Det kritiske. Den mister store dele af spændingen, da vi får den kronologiske forklaring – og spændingen er, hvad denne type film lever af. I stedet skal ’thrillerens thrills’ fastholdes i intense jagtscener. De er godt nok fint eksekveret, men når vi nu ved det meste, så bortfalder den ellers veletablerede spænding. Det kræver fortælleteknisk tæft og spændingsmættet mod at holde den udfordrende struktur. Tæften har Christiansens fortælling – det ser vi gennem den første halvdel, der fungerer flot. Men modet til at fastholde har han ikke. Derfor er ID:A en blød mellemvare, der knap formår at komme i hus med det, den sætter sig for.

Og sikke en skam… for der er noget at hente i den fortælling, vi selv finder frem til. Vi finder den bare alt for nemt.


Forrige anmeldelse
« I saw the devil «
Næste anmeldelse
» Labrador »


Filmanmeldelser