Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Fanfan la Tulipe (97 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 24/1 2012, 11:00 af Torben Rølmer Bille

Remake af en remake


Remake af en remake

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ikke kun I Hollywood at der er mangel på nytænkning, man kan også i Frankrig. Romanen om den kække eventyrer og sværdkæmper Fanfan la Tulipe blev første gang filmatiseret i 1925, men den nok bedst kendte filmatisering er den som Christian-Jaque lavede i 1952 med Gerard Philipe og en barmfager Gina Lollobridiga i hovedrollerne. Disse er i 2003 udgaven blevet udskiftet med henholdsvis Vincent Perez som Fanfan og en lige så nedringet Penélope Cruz i rollen som sigøjnerpigen Adeline, spørgsmålet er blot om resultatet er værd at se. Det kan man i hvert fald selv beslutte for 2003 udgaven blev udsendt fra Another World Entertainment i 2011.

Filmen følger i store træk fortællingen som vi kender den. En pigeglad og kæk ungersvend, som ved et tilfælde er ufattelig god til at fægte, møder ved et tilfælde en smuk sigøjnerkvinde, som spår at han ikke alene vil opnå en meget høj placering i militæret, men også at blive viet til en vaskeægte prinsesse og derved arve det halve kongerige. Det er en plade som hun stikker alle, men Fanfan tror fast på profetien og inden længe er han både i militærtræning og har formået at redde en vaskeægte prinsesse fra en gruppe skumle landevejsrøvere.

Sideløbende følger vi livet ved hoffet, hvor kongen fremstilles som et stort barn uden nogen som helst indsigt i rigets tilstand, ud over at han konstant skal føre krig mod en masse fremmede magter, der af uransagelige årsager befinder sig på fransk jord og vil slås. Kongens rådgivere er enten sleske, fimsede eller mindst lige så ignorante som Louis selv, så der gøres i bedste postrevolutionære stil tykt grin med aristokratiet og alle deres rænkespil.

En af plottets omdrejningspunkter er også den mystiske ”sorte mand”, en person der ikke alene stod bag overfaldet på prinsessen, men som ydermere spionerer og overleverer den franske krigsstrategi til fjenden. Så der er naturligvis lagt op til en hel del komiske elementer, blandet med sværddueller og romantik. Det kunne måske lyde som en letfordøjelig, velsmagende cocktail af underholdning, men til trods for flotte kostumer, skønjomfruernes kavalergange og ganske fine billeder, er det svært helt at blive revet med af filmen.

Det forekommer, for en ignorant anmelder som eksempelvis undertegnede, der ikke er så velbevandret i fransk folkekomedier, en anelse mystisk, at meget af den humor som præsenteres synes at være delt mellem en form for screwball-lignende dialog, hvor der udveksles meninger i sådan et tempo på modersmålet, at underteksteren ikke har nået at få alle nuancerne med – koblet med slapsticksekvenser og karikerede figurer, der gør at både de og de situationer som de optræder i fremstår så parodiske, at det hele bliver svært at tage seriøst. Nuvel, dette er jo langt fra en seriøs film, men karaktererne opfører sig på måder, der gør dem svært utroværdige og derfor bliver de begivenheder der udfolder sig på skærmen aldrig helt så vedkommende, som følte man reel sympati med dem.

Dette gælder i mindre grad for vores hovedperson og den labre sigøjner, men det er bare som om at manuskriptforfattere har haft for travlt med at kreere underholdende scene på underholdende scene, men glemt et egentligt plot, der ville kunne fastholde seeren. Indrømmet, man kan godt se det som Fanfans udviklingshistorie, men det ændrer ikke på at der er noget sært artificielt ved filmen som helhed.

Det er svært at sætte fingeren på hvad det præcis er som gør at Fanfan la Tulipe aldrig løfter sig over den ujævne underholdningsfilm, for hverken iscenesættelsen, musikken eller skuespillernes præstationer fejler egentligt noget. Det er snarere at filmen mangle denne – je ne sais quios – charme som vi finder i versionen fra 1952. For hvad man måske kunne slippe af sted med i starten af halvtredserne, er langt sværere, når man skriver det herrens år 2003.


Forrige anmeldelse
« Krigsvinter «
Næste anmeldelse
» Bora Bora »


Filmanmeldelser