Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Bora Bora (77 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 24/1 2012, 11:02 af Kim Toft Hansen

Panama er alle tiders


Panama er alle tiders

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ungdomsfilm handler som oftest om det samme. Tiden som teenager er en mærkværdigt søgende tid, hvor identitet søges på alle hylder og tematiseres i mange sammenhænge. Derfor fokuserer film rettet mod ungdommen ganske tit mod en teenagers søgen efter identitet. Det gælder i dansk film fx Superbror, Hold om mig og Min bedste fjende. Et andet element, der ofte indfinder sig, er et didaktisk element, som skal vise, at det både er ok, at følelseslivet er lidt fjumret, og at alting nok skal blive godt. Hans Fabian Wullenwebers ungdomsmusical Bora Bora er derfor heller ingen undtagelse. Den er netop udkommet på dvd.

Filmen handler om Mia, der ikke befinder sig godt i sin skole. Da hendes mor blot ignorerer hendes problemer, og det går op for Mia, at hun stort set har planlagt Mias liv uden at rådføre sig med hende, stikker hun af hjemmefra. Hun trimler her ved et tilfælde ind i et lommetyvskollektiv, hvor hun hurtigt finder sig til rette ved at være den absolut hurtigste i gruppen. Hvor hverken skole eller familie har givet Mia en fornemmelse af at høre til, finder hun netop dette i denne kriminelle bande, der forsøger at stjæle nok penge til at købe et hus til de mange unge, som er i samme situation. Tropeøen Bora Bora er – ligesom i børnefortællingen Panama er alle tiders – et udtryk for drømmen om at finde det, som den enkelte savner, langt væk, selvom det hele er lige under næsetippen.

Filmens brug af musicalen smitter af på resten af filmen. Numrene er generelt velklingende, tilgængelig og ukompliceret ungdomspop, som tidens toner lyder, mens filmens stærkeste punkt er, at de fleste af numrene undervejs faktisk bygges ind i fortællingen, der derfor ikke sættes på pause, fordi vi skal høre en sang. Hovedpersonen Sarah-Sofie Boussninas mimik til numrene kikser dog ofte, og er desværre lidt anonym. Ydermere er filmen overstiliseret, så det hele – selv når der ikke synges – ligner en musikvideo. Bora Bora udnytter musikvideoens æstetik til overflod, næsten så det bliver for overvældende. Men billederne er da meget fine at kigge på, og sammenhængen mellem musik og billeder er motiveret af appellen til tidens ungdomskultur. Jeg får faktisk en fornemmelse af, at filmen trækker veksler på den musicalkåde Bollywood-tradition i sit overstiliserede univers, og at trække på musicalen i en dansk filmtradition er både modigt og temmelig utraditionelt.

2011 er af filmmagasinet Ekko blevet udråbt til året, hvor ungdomsfilmen gravede sin egen grav. De fire film, Skyskraber, Magi i luften, Frit fald og Bora Bora har alle solgt relativt få billetter. Bora Bora er den, der har solgt flest, og er alene af den årsag udråbt som årets ungdomssucces. Men de 75.000 solgte biografsæder har det altså svært, når det skal sættes op imod fx 400.000 solgte billetter til Dirch. Men i forhold til det antal billetter, som ungdomsfilm oftest sælger, er det faktisk anstændigt. Det er derfor også antydet, at der muligvis kan være en 2’er undervejs.

Filmen har dog nogle klare svagheder, der formentlig har været en hæmsko for, at filmen kunne brage helt igennem. Det er indlysende, at ungdomsfilmen skal tale til ungdommen, hvilket Bora Bora gør i kraft sin tematisering af identitet og samtidige ungdomskultur. Men det er ikke klart, hvor Bora Bora i en så høj grad skal tale ned til ungdommen. Skildringen af ungdomskriminalitet er på den ene side pudsigt romantiseret, men forsøget på at skabe et smilende alternativ, som ender med at gøre den fortvivlede Mia glad igen (også for sin mor) er på den anden side lettere nedsættende over for målgruppen.

Motion fremstilles som det bedste alternativ til ungdomsbander og Coca Cola, mens det kun er skolens ”onde” piger, der ryger. Bora Bora bliver på den måde noget overpædagogisk, og havde jeg været 16, ville jeg føle mig talt ned til. Og det er faktisk en anelse paradoksalt, at den forsøger på at være så belærende, eftersom den netop kritiserer det samme aspekt hos moderen, der blot ønsker at pege Mia i den rigtige retning. At finde ud af resten er op til Mia selv. På mange måder er Bora Bora en modernisering af Dickens Oliver Twist, der også inddrager ungdomsrapserier som et identitetsskabende projekt. Men det er synd, at den skal sovse det til i belærende toner. Jeg er ikke sikker på, at det virker.

Bora Bora rammer i nogen grad sin målgruppe. Men den når heller ikke videre ud end det. Hvor en film som fx Frit fald faktisk burde være præsenteret som en voksenfilm, der handler om børn, og måske derfor fejlede så fælt, som den gjorde, så er Bora Bora i stedet et udmærket eksempel på en produktion af en film, der rammer sit felt nogenlunde. Men umiddelbart ville det være synd at hive resten af familien med til tv-skærmen, når den skal ses. Den taler til sin aldersgruppe og kun til den. Se den hellere med venner og bekendte, for her virker den.


Forrige anmeldelse
« Fanfan la Tulipe «
Næste anmeldelse
» Midnight in Paris »


Filmanmeldelser