Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Empirisk didaktik. Udfordringer, refleksioner og potentialer undersøgt i forskellige praksisser / Lea Lund & Hanne Balsby Thingholm (red.) / 158 sider
Dafolo. ISBN 978-87-7160-419-1
Anmeldt 1/6 2018, 06:43 af Ove Christensen

Fra tanke til handling og tilbage igen


Fra tanke til handling og tilbage igen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Virkeligheden i form af empiri er over os. Der er et krav om hele tiden at inddrage virkeligheden. Der har længe været stillet spørgsmål til, hvordan man kan finde ud af, om undervisningen genererer den ønskede læring hos eleverne. Hvad siger empirien fra virkelighedens klasseværelser om elevernes læring?

I bogen Empirisk didaktik sættes der fokus på, hvad vi ud fra virkeligheden kan vide om, hvad der virker hvordan. Her beskriver Per Fibæk Laursen det, han kalder for ’Didaktikkens empiriske vending’. Han indikerer i sit bidrag, at 60ernes og 70ernes pædagogiske eksperimenter har være fejlslagne i forhold til, “hvilke træk ved undervisning der virker effektivt med hensyn til at fremme elevers læring.” (s.14)

Den hidtidige didaktiske forskning, forstår man, var for spekulativ og teoretisk og stod ikke i nogen særlig nær sammenhæng med lærernes og undervisernes praksis. “Læreres planlægning og gennenmførelse af deres undervining er nemlig ikke synderligt præget af didaktiske teorier og modeller, men snarere af forskellige former for praktisk kompetence og hjemmelavede ‘små’ teorier.” (s.13) Her ser han også en bekræftelse på, at det er den traditionelle måde at bedrive undervisning på, der er mest effektiv, når den kombineres med et godt og positivt læringsklima i klassen. Desuden skal undervisningen tage udgangspunkt i elevernes niveau - altså zone for nærmeste udvikling, kunne man sige.

Derfor bifalder Laursen den empiriske vending, og han forholder sig meget positivt til denne, og han opfordrer til, at den didaktiske forskning fortsætter ad denne sti: “Der er stadig masser af didaktiske spørgsmål, vi mangler præcise og empirisk funderede svar på. Tre af de vigtigste er: hvad foregår der rent faktisk i pædagogisk praksis? Hvad fremme læring? Hvordan udvikler og forandrer praksis sig?” (s.14)

Laursen har en noget funktionel tilgang til didaktikken, der gør, at han ikke kan eller vil inddrage spørgsmål om, hvad er det, vi vil med skole. Laursen går ud fra, at formålet med skole er, at eleverne lever op til de målsætninger for deres faglige udvikling, der nu engang er vedtaget. Didaktikken bliver derfor en teknik, der skal forbinde mål og midler.

Derfor inddrager hans afvisning af ‘den kritiske pædagogik’ heller ikke, at der kan være forskellige formål med den pædagogiske indsats. Han behandler udelukkende pædagogikken ud fra en funktionel tilgang, hvor den bidrager mere eller mindre til målopfyldelsen. Men har ‘den kritiske pædagogik’ så et andet formål med pædagogikken og med skole? At kalde dette for fejlslagent er et spørgsmål om formål - ikke et teknisk spørgsmål om, didaktik der er mest velegnet til at opfylde de opstillede læringsmål, hvilket Laursen får det til at lyde som.

Laursens artikel er dog udmærket og fin redegørelse for ‘den empiriske vending’, der efterhånden er dominerende inden for den pædagogiske forskning.

En anden artikel i bogen, der er værd at fremhæve er Trine Kløveager Nielsens artikel med den ganske vist helt håbløse titel: Professionsuddannelser - metaundersøgelse af teori og praksis-problematikken.

Udgangspunktet i artiklen er forskellen på ‘viden’ og ‘kunnen’ - eller på det at uddanne sig til en profession på et uddannelsessted overfor det at praktisere en profession på en skole, i en børnehave eller lignende. Det er dette kompleks, der kan beskrives som en problematik mellem teori og praksis. Det er selvfølgelig meget mere kompliceret, og det er ikke sådan, at teori befinder sig ét sted, medens praksis befinder sig et andet. Men det er forskellige logikker, der gør sig gældende på en uddannelse og i en professionsudøvelse, hvilket også Hanne Balsby Thingholm er inde på i sin artikel om Teori og praksis i læreruddannelsen.

Men tilbage til Nielsens diskussion af teori og praksis-problematikken. I en diskussion af dette refererer hun til Wilfreds Carrs opstilling af forskellige tilgange til problematikken om teori og praksis. Teori kan ifølge Carr forstås som noget, der er udledt af praksis, og som derfor kan bruges til at guide praksis. Teori er her beskrivelse af ‘god praksis’, der er hentet fra eksisterende praksis, og den kan derfor inspirere til en praksis hos andre.

En helt anden forståelse af forholdet mellem teori og praksis er den evidensorienterede. Her er teorien et destillat af praksis og resulterer i en videnskabelig tilgang til praksis. Når der er evidens for en bestemt praksis, så kan denne evidente praksis omsættes til en regel for praksis alle steder, hvor denne praksis er relevant. Teorien (evidensen) står således over praksiserfaringer, ligesom konteksten i hvert fald delvist negligeres.

En tredje tilgang kalder Carr for ‘filosofisk’. “I den filosofiske tilgang er det teoretikeren, der formulerer begreber og indsigter, som giver en filosofisk forståelse af meningen og formålet med praksis. Praksis er derfor baseret på pædagogiske idealer formuleret i forhold til en teori.” Parentetisk bemærket er det en sådan tilgang Laursen forholder sig meget kritisk til, og som han mener har kendetegnet meget forskning i didaktik før 1980'erne.

I sin artikel, der bygger på et metastudie af forholdet mellem teori og professionspraksis, gennemgår Nielsen en række måder, hvorpå man kan mindske de udfordringer, det giver at gå fra viden og uddannelse til kunnen og praksis - det som i andre sammenhænge er beskrevet som en udfordring med ‘transfer’.

I gennemgangen af 61 studier om, hvordan man internationalt har arbejdet med at mindske udfordringerne for overgangen fra uddannelses til praksis oplister Nielsen 11 didaktiske strategier. En effektiv metode er eksempelvis at inddrage video fra praksis i undervisningen. “Forskningen viser, at der er positive virkninger af at anvende video og multimedieundervisning. Video og multimedieprogrammer fungerer ved at bringe praksis ind i den teoretiske undervisning ved at illustrere og visualisere, hvordan bestemte teorier kan bringes i anvendelse i praksis.” (s.25)

At et godt samarbejde mellem uddannelsessted og praktiksted også har positive effekter, som forskningen ifølge Nielsen også viser, er vel alt andet end underligt, og det er et perspektiv, der yderligere udfoldes i Thingholms artikel. Thingholm beskriver meget fint, hvordan det er forskellige logikker og anerkendelsesformer, der etableres på hhv. uddannelsessted og sted for professionsudøvelse. Det gælder derfor om at udvikle didaktiske strategier for, hvordan man så kan undgå, at disse logikker ikke forhindrer gode overgange fra det ene til det andet.

Jeg synes, de tre nævnte artikler er de mest interessante, men der er også andet at komme efter. Ulf Dalvad Berthelsen arbejder med noget, der er rigtig interessant, nemlig unges literacy-strategier på sociale medier. Jeg synes dog ikke, han kommer så langt i sin artikel, og jeg synes ikke, det lykkes ham at vise, “at de sociale medier faktisk har et potentiale som uformelle læringsrum.” (s.118) Han siger i forlængelse heraf, at det dog “kræver didaktiske refleksioner at realisere dette potentiale”, og det bliver derved også meget uklart, hvordan det uformelle læringsrum skal didaktiseres og forblive uformelt. Hmmm?

Ingen tvivl om, at empirien er over os - og empirien kan informere os om mange vigtige forhold i den pædagogiske praksis. Vi skal dog ikke være så fokuserede på empirien, at vi glemmer at forholde os til de (værdi)politiske spørgsmål, der handler om formålet med samfundsinstitutionernes interventioner i børnenes liv.

763
Forrige anmeldelse
« Kampen om mennekset - Forskelli... «
Næste anmeldelse
» Stofproblemer – og hvordan ma... »