Der er vist ingen der, når man ser på fakta, vil påstå at den danske narkotikapolitik er vellykket. Uanset hvordan man end vender og drejer det, så er der stadig masser af stoffer i omløb. Selv om narkomanerne måske er blevet fordrevet fra Vesterbro i København af flere pårsager (bl.a. hetz fra tilflyttere, politiet og de bizart høje priser på boliger) er antallet af stofafhængige ikke blevet mærkbart mindre. Selv om politiet stolt fortæller, at de har beslaglagt ”hele” 1,5 kg hash og har ryddet alle boderne på Christiania ', går der ikke mere end en halv dags tid, før boderne er bygget op igen.

Noget virker altså som om, at stofferne er kommet for at blive. Så når den politik, der siden slutningen af tresserne er blevet ført ikke har hjulpet markant, kan det være at det er på høje tid at gen- eller decideret gentænke, hvordan man kan på den smartest mulige måde kan forsøge at indrette vort eksisterende samfund, så alle problemerne, der er forbundet med de illegale stoffer kan minimeres.

Et helt konkret bud på, hvordan dette gribes an præsenteres i Peter Eges velresearcherede og meget tankevækkende bog Stofproblemer – og hvordan man løser dem. Som han selv skriver i sit forord, så har han ikke en endegyldig løsning på, hvordan man får indfriet politikernes ønske om at få bugt med både stofferne og de, der benytter dem, men i stedet giver han et forslag til, hvordan man optimalt set kunne reducere mange af de uheldige og uhensigtsmæssige konsekvenser af stof(mis)bruget.

Peter Ege burde også vide hvad han taler om.Han har i en lang årrække været speciallæge i København med fokus på netop misbrug, og så har han været medlem af Narkotikarådet og rådgiver for Sundhedsstyrelsen. Med andre ord har han haft stofferne, politikken og ikke mindst brugerne tæt inde på livet.

Indledningsvist, og det er meget sympatisk, forsøger Ege at undgå termen ”stofmisbrugere”, da han mener at der ligger at for mange stigmatiserende og negative konnotationer i dette udtryk. I stedet vælger han at tale om ”brug” og ”problembrug”. Forskellen er, at der, som han skriver, er mange, der benytter sig af forskellige stoffer, men hvor dette forbrug ikke skaber nogen som helst problemer, hverken for dem selv, deres omgivelser eller samfundet generelt. Til gengæld er der også tilfælde, hvor der er tale om et problembrug, altså hvor jagten på stoffer enten har store omkostninger for den enkelte, deres pårørende og i værste fald kan lede til kriminalitet, sygdom og død.

Ege benytter størstedelen af bogen på at opbygge en meget sober, klinisk og statistisk velunderbygget oversigt over både, hvad de enkelte rusmidler har af egenskaber (som han skriver, så fylder afsnittet om cannabis mere end de andre, fordi det også er det mest udbredte af de forbudte substanser), hvor afhængighedsskabende de er, og hvilke miljøer de oftest forekommer i.

Herefter går han i detaljer med, hvordan rusmiddelpolitikken er blevet forvaltet herhjemme og sammenligner de danske tiltag med erfaringer fra det store udland. Dette handler ikke kun om, hvordan forskellige lande omkring os har forsøgt at komme stofferne til livs, det handler i lige så høj grad om at vise hvordan lovgiverne i danevang stort set aldrig har taget sig ordentligt tid til at studere de mange internationale undersøgelser i rusmiddelforskningen, men i stedet stadigvæk har holdt fast i en nultolerancepolitik med alle de problemer, dette har medført.

Alle disse undersøgelsesresultater, statistikker og videnskabelige artikler er veldokumenterede, og vil man ved selvsyn undersøge tallene og tabellerne nærmere, er der til sidst i bogen en omfattende bibliografi, så man kan efterprøve de påstande, bogen kommer med i praksis. Kort sagt fremstår hans ideer ikke kun som postulater, men bakkes op af både velbegrundet argumentation og et velordnet notesystem.

Ege påstår ikke at hans foreslåede løsning én gang for alle vil få problemerne med diverse former for narko til at forsvinde som dug for solen, men det er i det mindste værd at overveje, om ikke det kunne være en idé, at vore folkevalgte rent faktisk forsøgte at lytte til de folk, der ved noget om emnet? Det kunne jo være en dejlig men måske også utopisk tanke. Tænk blot på hvor mange samfundsressourcer, der eksempelvis ville blive frigjort, hvis politiet og domstolene ikke længere havde nødig at fokusere på hashen, hvis Christiansborg ligefrem støttede en legalisering, så staten kunne beskatte joints. I USA har der været flere tilfælde, hvor legaliseringen har medført at et overskud på bundlinjen.

Omvendt set, så sker dette næppe, siden Fogh i sin tid gjorde op med det ”ekspertvældet” – for lad os da endelig bare blive ved med at forbyde og ”bekæmpe” i stedet for at finde årsagerne til, at problembrug opstår – det er jo også meget mere kompliceret og kræver, at man forsøger at forstå de stofbrugere, der har det allersværest.

Stofproblemer – og hvordan man løser dem er ikke kun tænkt som en debatbog, den burde også være obligatorisk læsning for alle, der har berøring med narkotika i en eller anden form, være det sig behandlere, socialpædagoger og ikke mindst de forstokkede tåber (uanset partifarve), der i over fyrre år har forsøgt at lovgive på området uden held.