Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Undervisning er dannelse / Alexander von Oettingen / 72 sider
Aarhus Universitetsforlag. ISBN 978 87 7184 390 3
Anmeldt 11/3 2018, 11:00 af Ove Christensen

Undervisning er skole


Undervisning er skole

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvad er skole?

Det kan være en meget god øvelse med jævne mellemrum at overveje, hvad skolen egentlig er for en størrelse - og ikke mindst at overveje, hvad vi gerne vil med skolen. At svare på spørgsmålet: hvorfor holder vi skole? lægger op til en værdimæssig og normativ diskussion, som dybest set vil handle om, hvad det er, vi vil med vores samfund. Altså en politisk diskussion.

Man kan også vælge en mere funktionel tilgang, hvilket er det, Alexander von Oettingen gør i sin nye bog med den tankeprovokerende titel Undervisning er dannelse. Når jeg kalder denne titel tankeprovokerende skyldes det, at titlen udfordrer gængse forestilling om såvel undervisning som dannelse. Dannelse opfattes ofte som både den proces, der har dannelse som mål og selve målet med processen. Men von Oettingen placerer med sin titel dannelsen i undervisningen, og gør den derved til (en del af) undervisningsbegrebet. Det gør efter min mening hverken undervisningsbegrebet eller begrebet om dannelse noget godt.

"Undervisning er dannelse, når børn herigennem lærer at se verden i et større perspektiv og bliv socialt ansvarlige. Eller med andre ord, når de lærer at udvikle deres egen individualitet og samtidig ved, hvordan de kan indgå i store og små fællesskaber… Dannelse handler om, at børn får et ansvarligt forhold til sig selv, de andre og den verden, der er en del af." (s.11) Det er nogle meget generelle bestemmelser af dannelse, og udsagnet modsiger for så vidt også titlens sammenknytning af undervisning og dannelse, og placerer netop dannelse som en del af en mulig effekt af en eksemplarisk undervisning i Klafkis forstand.

Det kan være, det er et spørgsmål om smag, og jeg vil ikke gå mere ind i diskussionen af dannelsesbegrebet, da bogen faktisk ikke handler så meget om det - så vidt jeg kan vurdere. Den handler om skole og undervisning.

Den tyske idealistiske tænker Kant formulerede 'det pædagogiske paradoks', der kan formuleres som det at tvinge nogen til frihed. I undervisningen tvinger vi børn til en voksenlogik, der har som formål at sætte barnet frit og blive sig selv. Det er at trække barnet ud af en 'naturlig' sammenhæng og ind i en kulturlig (skolens), som gerne skal resultere i, at barnet bliver et selvstændigt individ, der kun lader sig lede af sin egen fornuft og egne værdier. - Sådan lyder det i en idealistisk udgave, hvor fornuften forstås universalistisk og individet betragtes som autonomt og selvberoende.

Det pædagogiske paradoks har von Oettingens generaliseret i sin pædagogiske tænkning, og han har også tidligere brugt det som titlen på en bog.

"Livet underviser ikke" hedder første afsnit i Undervisning er dannelse. Den undervisning, man får del i ved at tage del i livet, går meget langsomt og vil ikke kunne give det opvoksende menneske tilstrækkelige kundskaber og færdigheder for at kunne tage del i det moderne liv. Derfor har moderne samfund udviklet skolen. "Det er paradoksalt, at skolens undervisning på den ene side handler om livet, men på den anden side ikke er lig med livet." (s.8)

I skolen kan viden og omverdensforståelse tilrettelægges, så det passer til børnenes behov. Det er viden, der er befriet for verdens kontingens, og det er en viden, der kategorialt tilrettelægger 'viden om verden' for børnene. Samtidig skal skolen have en opdragende og disciplinerende funktion i forhold til børnene. Skolen skal kultivere børn, for børn er nu engang sådan indrettede, at de kræver ro og en klar organisering af den viden, de skal tilegne sig.

"Organiseringen af skolen, skemaerne og timerne skaber tryghed for alle og frisætter læringstid, fordi eleverne kender rutinerne og ved, hvordan undervisningen er organiseret. Tænk hvis skolen var en markedsplads, hvor lærer og elever skulle rende rundt og selv finde hinanden." (s.55)

von Oettingen går derfor i et stort forsvar for skolen, som vi kender den - dog uden de overgreb, som vi jo også kender fra skolen.

Jeg føler mig ikke overbevist af von Oettingens argumentation for 'den traditionelle skole' med mere tavleundervisning, der "er … grundfiguren for alle andre undervisningsformer" (s.58) og ikke må virke for passiviserende, organisering i timer, klasser og med de fag, der ikke er udviklet tilfældigt, men netop er en 'naturlig' organisering af den nødvendige og almene viden, børnene har brug for, for at gå ud og være en del af verden. Klasseværelset "er evident, fordi det socialiserer eleverne ind i den tid, der begynder efter skolen", hedder det blandt andet. (s.27)

Skolen skal i von Oettingens optik være et særligt resort, der er beskyttet mod verden - ikke fordi verden er ond, men fordi børn nu engang ikke kan lære af det kaos, der er i verden. De har brug for lærere, der tilrettelægger verden for dem. Derfor afviser von Oettingen også reformpædagogikken og al dens uvæsen - i hvert fald som bærende princip for skolen.

Det kan være fint og rimeligt at diskutere, hvordan forskellige organiseringer af undervisning fungerer. Men von Oettingen naturaliserer den skole, der udviklede sig i kølvandet på oplysningstiden med dens meget velordnede vidensstrukturer, der kunne fanges i store leksika. Og von Oettingen naturaliserer et bestemt børnesyn, som passer perfekt til den skole, han har defineret i dens paradoksale forhold til verden.

Modbilledet til en klasse, et fag, en lærer, en klasse, et lokale bliver hos von Oettingen den frie markedsplads, hvilket virker som et useriøst skinargument. Der er masser af eksempler på anderledes strukturerede didaktiske designs, hvor eleverne grupperes efter andre principper end skema og årgange. Men for von Oettingen bliver alt det, der ikke er 'hans skole' til kaos og noget, der går imod skolen og dens paradoksale forhold til verden.

Om disse andre pædagogiske tænkninger kan udgøre grundlaget for, at børn tilegner sig kundskaber og færdigheder, der kan udgøre et godt fundament for deres lykke og meningsfulde liv kan bestemt ikke udelukkes. Men det kræver en diskussion af, hvad det er for en skole, vi vil have - og dermed også hvilket type af samfund vi vil have - altså en politisk, normativ diskussion. Den får man ikke, hvis man som udgangspunkt har, at det ikke kan være anderledes med skolen.

Skolen beskrives som en funktion af det moderne samfund. Men det er langt fra en værdifri beskrivelse, selvom den kommer til at virke sådan i bogen. Det moderne samfund er jo heller ikke noget 'naturligt', der er hævet over historien.

Det er selvfølgelig en god og interessant bog, von Oettingen har skrevet. Det er imponerende, hvad han formår at formidle på de cirka 70 sider, han har til rådighed. Der er masser af tankegods og inspiration - og som jeg også her har vist: masser der lægger op til en diskussion og modsigelse.

Og det vel også det, en bog skal kunne.

752
Forrige anmeldelse
« Fiktion «
Næste anmeldelse
» Blod og jord - Soldaterskæbner... »