Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Fiktion / Simona Zetterberg Gjerlevsen / 60 sider
Aarhus Universitetsforlag. ISBN 9-788771-843125
Anmeldt 11/3 2018, 10:55 af Mathias Anker Kure

Fiktionen lever og lever mange steder


Fiktionen lever og lever mange steder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Fiktion er ikke kun noget, vi møder i romaner og tv-serier. Den er overalt. Den er fantastisk. Sådan kan man i kortform opsummere læren i Simona Zetterberg Gjerlevsens passionerede men også lidt ustrukturerede Fiktion. Bogen indgår som den 56. "tænkepause" i Aarhus Universitetsforlags velfortjent populære serie.

Fiktionalitet
Som konceptet foreskriver, er det en Aarhus-forsker, der har fået ordet og muligheden for i koncentreret form at præsentere et akademisk specialeområde. Gjerlevsen er adjunkt ved universitetet på Randersvej, hvor hun underviser i nordisk litteratur. Hendes baggrund er altså, som hun også siger flere gange, litteraturforskningen. Det hører dog med, at hun teoretisk har specialiseret sig og markeret sig stærkt, også internationalt, inden for netop fiktionsteori. Og som hun fortrækker det: fiktionalitet.

For selvom bogens titel, vel for ikke at lyde for universitetsagtig, er fiktion og ikke "fiktionalitet", skal vi ikke længere frem end til side 14, før Gjerlevsen præsenterer sin kongstanke og giver sin definition på fiktionalitet: "et signaleret påfund i kommunikation". Idéen er både god og simpel - fordi den er analytisk produktiv. De bevidst signalerede påfund, fiktionens virkemidler, siger Gjerlevsen, er ikke kun at spore inden for de genrer, vi normalt forbinder med det opfundne og opdigtede. Potentielt set er der fiktion overalt:

"Når vi finder på i kommunikation, behøver det netop ikke brede sig over hele fiktionsværker som en roman eller en spillefilm, men vi kan også gøre det i vitser, anekdoter og YouTube-videoer og dermed benytte os af fiktionalitet" (14)

Ophobning af eksempler
Med det på plads bygger Gjerlevsen sin fremstilling op som én lang strøm af afledte indfald og eksempler. Bogens første afsnit, "Fra Robinson Crusoe til Randersvej" kan illustrere stilen. Efter at have demonstreret det vidunderlige, at fiktion evner at røre os, sætte sig spor i os, får vi først givet en skarp opsummering af et interessant historisk perspektiv: hvornår begyndte forfattere at tænke om det, de skrev, som fiktivt? Hvornår begyndte de at kalde deres værker for romaner? Robinson Crusoe og Don Quixote gives som tidlige eksempler - førstnævnte med den halekrølle, at forfatteren, Daniel Defoe, netop iscenesatte værket som en virkelig fortælling, som ikke-fiktion.

Dernæst belægges idéen om fiktionalitet med en YouTube-video om den virkelige amerikanske præsident, Donald Trump, der i et klippet Winter is trumping , tillægges betydninger ved brug af fiktive virkemidler. Gennem fiktionalitet. Til sidst, det er Randersvej, demonstreres det, at vi også i vores bevidsthed konstant benytter os af fiktionalitet. Når vi skal krydse en trafikeret vej for eksempel. Vi forestiller os, om vi kan nå over vejen. Som en fiktion gennemspiler vi scenariet, ser det for os - og handler så i virkelighedens verden.

Der er langt fra Robinson Crusoe til morgentrafikken på Randersvej, og selvom den teoretiske smidighed er en implicit pointe i sig selv - Dickens og Shakespeare analyseres på lige fod med Skam, YouTube-videoer og blogindlæg - giver den enorme ophobning af eksempler fremstillingen et hektisk præg. Der er meget, vi skal nå, mange eksempler, der skal gives.

Hvor skal vi hen?
Heldigvis er langt de fleste eksempler både velvalgte og illustrative (selvom brugen af rosen til illustration af, hvad metaforisk sprogbrug kan, fornærmende klichefyldt). Og videre: de mange eksempler flugter med det teoretiske ståsted, der netop serverer sig selv som en analysemetode. Men hvad skal fremstillingen sige os? Spurgt anderledes: Kan fiktionaliseringsteorien bruges til at kvalificere vores omgang med de litterær værker, tv-serierne, avisartiklerne, videoerne og vores fiktivt indstillede bevidsthed?

Efter at have læst Fiktion er jeg ikke overbevist. Gjerlevsen demonstrerer fornemt, at en skarp opdeling, som man fx kender det fra bibliotekernes genreinddelte hylder, mellem hvad der har med virkeligheden at gøre, og hvad der er opfundet, ikke holder. Tilmed giver det historiske rids perspektiv, og Gjerlevsen får frem, at både "hungeren" efter fiktion såvel som eksistensen af mudrede blandingsformer ikke er et nyt fænomen. Men når det for alvor brænder på, og Gjerlevsen fx kommenterer på de kulturprodukter, hvor bevægelsen går den anden vej, altså fra forventet fiktion til virkelighed (autofiktive værker som Karl-Ove Knausgaards Min kamp og tv-serie-mockumentaren Klovn) glider hun hurtigt af. Kortfattet og dunkelt hedder det, at det i sådanne tilfælde kan være "svært at se eller læse værket uden at tænke på de virkelige personer uden for værket", og at dette kan være "et vildspor" (32). Her er Gjerlevsens livtag med værkerne lige dele diffust og halvhjertet. Måske en lavere frekvens af eksempler kunne have givet ro til et mere insisterende arbejde her?

Som demonstration af, at fiktion spiller en væsentlig rolle i vores liv og optræder ikke bare i gammelkendte gevandter - romaner og film - men også dukker op som indbrud i ikke-fiktive genrer og som en basal del af vores tankegang er Fiktion både vellykket og veldokumenteret. Som vejviser for, hvordan samtalen om disse bastarder og blandingsformer, nye som gamle, så skal føres fremover, lader den en del tilbage.

Forrige anmeldelse
« Hjernen på overarbejde «
Næste anmeldelse
» Undervisning er dannelse »