Der er langt mellem de gode komedier, og der er endnu længere mellem gode gyserkomedier, men er man fan af netop denne lidt umage genrekombination, er der ingen vej udenom What we do in the shadows, der netop er kommet på DVD og Blu-ray fra Another World Entertainment.

Filmen handler om et bofællesskab i New Zealand bestående udelukkende af vampyrer. Den ældste, Petyr, er over 3000 år gammel og ligner mest af alt Murnaus Nosferatu med lidt flere tænder. Han bor i en stenkiste i kælderen og er mildest talt alt andet end social. ”Prikkeren” Vladislav er over 800 år og fik sit tilnavn, fordi han, mens han levede, konstant prikkede til folk med forskellige uhyrlige ting. Viago er 379 år gammel og lidt af en dandy, der dog plages af ikke at være så tjekket, og endelig er der Deacon, den yngste af vennerne, kun 183 år, som opfører sig som en forvokset teenager og absolut ikke gider tage den blodige opvask, der har hobet sig op gennem de sidste fem år.

Filmen laver naturligvis stygt grin med alle de forestillinger, som vi har af vampyrer i alle afskygninger og viser, at selv om man har fået evigt liv, så er det langt fra problematisk, især når man skal være sammen med andre i samme situation. Filmens egentlige fortæller er Viago, der i den grad forsøger at gøre sit til, at bofællesskabet fungerer, men som de øvrige beboere mest af alt ignorerer. Vi følger vampyrvennernes forberedelser til en årlig tilbagevendende fest, hvor de mødes med de andre overnaturlige væsener i nærområdet.

Det hele er optaget af et kamerahold, der ifølge filmens fortekster er udstyret med hvidløgsranker om halsen og et løfte fra alle de medvirkende om ikke at blive dræbt. Den dokumentaristiske, håndholdte stil, der er et gennemgående træk, bliver dog på intet tidspunkt irriterende eller forstyrrende, for selv om dette metalag normalt borger for ”realisme” ved alle jo godt, at dette er rendyrket, letbenet fiktion.

Ud over at filmen tager tykt pis på og samtidig er en ublu kærlighedserklæring til vampyrfigurer i alle afskygninger, har den heldigvis også tid til at lave sjov med andre mytologiske væsener som eksempelvis i scenen hvor gruppen af vampyrer møder en gruppe varulve – deres svorne dødsfjender! Nogle i ulvekoblet begynder at svine vampyrerne til, men bliver hurtigt af alfahannen mindet om følgende: ”No use for that language, remember we are werewolves, not swear-wolves”

Filmen er dog ikke kun morsom i sine replikker, der er også masser af visuelle gags undervejs. Eksempelvis kan man opleve to af vampyrene komme i håndgemæng, hvorefter de begge forvandler sig til flagermus, der fortsætter kampen i luften, eller for den sags skyld Viago, der svævende støvsuger de tunge draperier i kollektivet.

Filmens hovedhandling er især fokuseret på den allernyeste vampyr i deres fællesskab, en ung mand der egentlig burde være endt som aftensmad, men som er blevet forvandlet og derfor må vænne sig til sit nye liv som vampyr med alle de regler og begrænsninger dette får for ham. Det er dog spillet mellem de meget forskellige vampyrtyper og dens leg med mytologien, der får filmen til at fungere så godt, som den gør.

Til trods for at dette er en gyserkomedie, er fokus altså primært på komedien, for selv om der er både en god del blodsprøjt inkluderet, er det ikke en film der sætter sig for at skræmme sin tilskuer. Filmen er instrueret af Jemaine Clement & Taika Waititi, hvor førstnævnte nok primært kendes som den ene halvdel af bandet i komedieserien Flight of the Conchords, der lige som her, dyrker denne form for fupdokumentarisktiske og til tider underspillede form.

Så hvad enten man er stor fan af vampyrer som figur eller bare har lyst til et godt grin, så er What we do in the shadows et godt bud på en ny komedie, som virkelig fungerer. Det er ganske tydeligt at filmen ikke har haft det helt store budget, men det gør ikke så meget, for det er veloplagt iscenesat og ikke mindst en film, der fik nærværende anmelder til at klukke af grin flere gange undervejs.