Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Berlins undergang - dagbog fra Det Tredje Riges fald / Jacob Kronika / 317 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 8711337214
Anmeldt 2/2 2015, 22:48 af Hans Christian Davidsen

Reportage fra apokalypsen


Reportage fra apokalypsen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er stor forskel på de dagbøger, journalisten Jacob Kronika (1897-1982) førte, og så de dagbøger, der blev udgivet senere. De første var rettet mod ham selv, var til støtte for hans egen hukommelse og var skrevet i koder, han selv kendte. De udgivne dagbøger er resultatet af hans senere afkodning, blandet med efterrationaliseringer og senere erindringer. Derfor er de næppe, hvad vi forstår som dagbøger. De originale dagbøger brændte Jacob Kronika i 1973.

Forlaget Lindhardt og Ringhof skriver i pressemeddelelsen til nyudgivelsen Berlins undergang, at det skyldtes en krise på Jacob Kronikas ældre dage. Ifølge historikeren René Rasmussen, der har beskæftiget sig indgående med Kronika, var det fordi, den tidligere Flensborg Avis-redaktør og korrespondent i Berlin ikke mente, andre ville få det samme ud af dagbøgerne, som han selv har fået.

Alt dette er godt at have med i mente, når man læser Jacob Kronikas fantastiske skildringer af Berlins undergang fra den 25. februar 1945 til den 18. maj - og de efterfølgende deportationer til Sovjetunionen. Med udgiver Peter Tudvads forord til den forudsætningsløse læser. Dagbøgerne er en enestående dokumentation af det totalt kaotiske slutspil om Berlin - og det ufrivillige møde med Sovjet-systemet.

Jacob Kronika havde en veludviklet evne til at iagttage og registrere - formentlig som mange andre journalister på den tid. En journalistisk kvalitet, som nutidens moderne medier truer med at trænge i baggrunden. De levende billeder i nyhedsreportagerne under Anden Verdenskrig var ofte propaganda og iscenesatte, og ordet havde stadig en status frem for fotografiet, der jo slet ikke var, hvad det er blevet til i dag i så massivt et omfang.

Fascineret af folkefællesskabet
Jacob Kronika voksede op i Flensborg som en del af det danske mindretal. Han blev i Berlin korrespondent for en lang række danske, men også skandinaviske blade. Først som tysk statsborger, senere som dansk. Som mange andre journalister, forfattere og intellektuelle var Kronika bestemt ikke afvisende over for nazismen midt i 1930erne.

I 1935 udsendte Jacob Kronika den litterært noget middelmådige roman Revolution, hvor Hitlers magtovertagelse i 1933 prises som en »indre revolution«, og hvor Kronika er fascineret af det folkefællesskab, der afløste volden og uordenen i Weimarrepublikken. Den blev udsendt på Hagerups forlag, der havde tætte kontakter til det tyske nazistpartis forlag. Romanen har næppe været Kronika til ulempe, når han senere som dansk korrespondent i Berlin skulle stå sig godt med regimet.

Rystende optrin
I foråret 1945 er det dog noget helt andet, Jacob Kronika er vidne til: Desertører og defaitister, der bliver skudt eller dingler i gadelygter. En storby bombet tilbage til middelalderen. Rystende optrin med hjernevaskede unge drenge fra Hitler Jugend, der terroriserer og intimiderer. En apatisk Berlin-befolkning, der udviser en tankevækkende tilpasning og håber, at englænderne og amerikanerne kommer først til Berlin.

Man vidste ganske udmærket, hvad der ville ske, hvis det var russerne. En klar viden må have ligget til grund for denne helt igennem realistiske virkelighedsopfattelse og ikke blot propaganda. Kun de mest fanatiske nazister troede i slutfasen på propagandaen.

Der kommer næppe så meget ny frem i forhold til andre fremstillinger om slutdagene i Berlin. Vi genkender billederne af propperne, der på samlebånd ryger af årgangsvine og dyre champagner i presseklubben - og unge mænd og damer, hvis sexappetit ikke er blevet mindre af død, ødelæggelse og sygdom udenom. Civilisationen er væk. Det er tilladt at være dyrisk. Her er nydelsessyge og erotik midt mellem angst, sult, kulde og den sødlige stank af lig under ruinerne.

Kronikas tekst er fremragende beskrivende reportage. Og på den stille, men tydelige facon registrerer han absurde kontraster. Spændingskurven giver sig selv rent fortælleteknisk. Kronologien er tilstrækkelig. Dag for dag rives et kalenderblad af. Undergangen kommer nærmere og nærmere.

Der er så godt som intet privat om Kronikas liv og færden i optegnelserne. Han er som fluen på væggen i et venteværelse, før den store lovløshed bryder ud med massevoldtægter og plyndringer med Den Røde Hærs ankomst. Som regel var de forreste tropper ikke de værste.

Mens Kronika i sin roman nærmest fik kristendommen til at passe ind i et opblomstrende tysk folkefællesskab, ser han nu Hitler som antikrist. Han bemærker den forvandling, som både aktive og passive »kollaboratører«, som han kalder dem, har gennemgået. Han gennemgik også selv en mindre forvandling fra lettere begejstret i 1930erne til antinazist under krigen, og spørgsmålet er, om det ikke havde været på sin plads af ham at nævne det i dagbøgerne. Selvransagelse har en høj grad af troværdighed.

Minimalistisk sprog
Dette rokker dog ikke ved den dokumentariske værdi, dagbøgerne har med Kronikas eminente iagttagelsesevne. Sproget er enkelt, nogle gange minimalistisk. Og sådan må det også være, når det næsten ubeskrivelige skal beskrives. Når den store katastrofe, apokalypsen, krigen og ufatteligheden skal gøres fattelig, vil tillægsord og store armbevægelser blot ødelægge formidlingen. Det forstod Kronika:

»På Nollendorfplatz blev jeg Vidne til en blodig Scene. En ung Mand, antagelig kun 17-18 Aar gammel, kom styrtende ud fra U-Banegaarden. Man kunde tydeligt se paa ham, at han vidste sig forfulgt. Han kastede en Bylt Klæder fra sig og sprang som et Stykke jaget Vildt ind i Anlægget ved U-Banen. Han kom imidlertid ikke langt./ To civilklædte Mænd var efter ham. De opfordrede den unge Mand til at standse. Da han blev ved med at løbe, skød de./ Ynglingen blev dræbt (...) De to Civilister var Kriminalbetjente, der havde det særlige Hverv at holde Udkig efter Desertører (...) - Han er jo kun en Dreng, bemærkede en Kone; var det dog nødvendigt straks at skyde ham? Afgjort tænkte saa godt som alle nøjagtigt det samme. Men det er farligt at kritisere og angribe Politiet.«

Det fatale slutspil
Dette er blot en af de mange bemærkelsesværdige scener, der er ganske usentimentalt beskrevet. Mere følger helt i tråd med, hvad den britiske historiker Ian Kershaw beskriver i sin bog Slutspil. Naziregimet og størstedelen af det civile Tyskland fortsatte med at gøre håbløs, men hård modstand på et tidspunkt, hvor alle vidste, at krigen var tabt:

»På Hjørnet af Hauptstrasse-Reppichstrasse, dér hvor Trafikken er allerstærkest, har man lige hængt en Mand op på Signalpælen ved et Omnibus-Stoppested. Der gaar et Gys igennem os. Dette vover Nazisterne at byde Berlins Befolkning paa et Tidspunkt, hvor maaske kun Timer skiller dem fra Undergangen! Den hængte har fået sit Skilt. Jeg har skrevet Teksten af; der staar: ’Jeg Overgefrejter Höhne fra Berlin, hænger her, fordi jeg var for fej til at forsvare Kvinder og Børn.’ Ved hans Fødder ligger endnu en Plakat./ Dens Tekst lyder: ’Desertører bliver hængt.’«

Show it - det er hvad Kronika gør. Dog ikke altid. Og selv her bliver det spændende. Da Tyskland har kapituleret, bliver han sammen med andre danskere deporteret til Moskva, og herfra beretter han fra en vindende magt, der med eftertidens lys fremstår som falleret. I Moskva tror man stadig på lyset, som man gjorde i Berlin i 1933. Her ligger endnu en antikrist på lur, Stalin. I beretningen fra dagligdagens lejrliv uden for hovedstaden hedder det pludselig lakonisk: »har gennemgaaet en mere alvorlig legemlige og sjælelig krise«. Mere får vi ikke at vide. Videre i teksten. Sine personlige kriser vil Kronika ikke belemre læserne med.

Forrige anmeldelse
« Dødsfælden Dannevirke «
Næste anmeldelse
» Skolens teammøder »