Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Dødsfælden Dannevirke / Claes Johansen / 379 sider
Turbine. ISBN 978-87-7141-805-7
Anmeldt 25/1 2015, 16:37 af Hans Christian Davidsen

Minutiøs analyse af tilbagetoget i 1864


Minutiøs analyse af tilbagetoget i 1864

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da kritikken af Ole Bornedals tv-serie 1864 kørte på sit højeste, hørte man ofte fra seriens forsvarere, at det da måske var rigtig nok, at filmatiseringen ikke var historisk korrekt, men at man jo så bare kunne ty til den udmærkede faglitteratur, der blev udgivet i sidste års jubilæumsår.

Her er så næsten 400 siders velskreven og grundig dokumentation af de danske troppebevægelser fra de første sammenstød ved Ejderen den 1. februar 1864 over de tilintetgørende slag ved Dybbøl og på Als med Fredericia som endestation.

Claes Johansen, der tidligere har skrevet romaner om den anden slesvigske krig i 1864, er forfatteren til Dødsfælden Dannevirke. Kampe og tilbagetog - det dramatiske forspil til Slaget ved Dybbøl 1864.

I starten af 2014 blev de såkaldte »Fægtningsrapporter« fra Forsvarets Arkivet lagt ud til offentligheden. Disse har Claes Johansen gennemgået minutiøst og med en sikker analytisk tilgang.

Dødbringende myte
I bogen gennemgår forfatteren grundigt alle krigens store og små kampe og støtter fortællingen med soldaterberetninger fra både dansk og preussisk/østrigsk side samt detaljerede kort. Claes Johansen fortæller om forsvarsværket Dannevirke, som i den danske offentlighed blev gjort til en dødbringende myte og mærkesag for politikerne. Da det kom til stykket var forsvarsværket intet værd. Hvis det overhovedet var kommet så vidt, havde frontalforsvaret kunnet både forceres og omløbes ved flankerne - især ved vintertide, hvor frosten satte ind, med moseområder mod vest og en fjord mod øst.

Kaos ved Dannevirke
Overgeneral de Meza traf den rigtige militære beslutning ved - imod ordrerne fra regeringen i København - at rømme Dannevirke for derefter at blive frataget sin post.

Troppetilbagetrækningen blev en tragedie, som Claes Johansen blotlægger, så det ikke blot taler til forstanden. Indkvarteringsforholdene var elendige. En ny jernbane kunne have bragt de danske tropper i sikkerhed til Flensborg, men rømningen var én stor logistisk misforståelse. Jernbanebroer blev sprængt for tidligt, så togene blev fanget i en sæk ved Slesvig, og derfor måtte danske infanterister tilbagelægge den frygtindgydende march gennem sne og kulde, som maleren Niels Simonsen har skildret i sit berømte billede.

Slaget ved Sankelmark dissekeres i bogen: »Betragtet som en slags national trøstepræmie var Slaget ved Sankelmark en klar folkelig succes, der i store træk har fået lov til at leve uantastet videre helt op til vore dage med den fornyede interesse for 1864-krigen«, skriver Claes Johansen.

Rig på detaljer
Det er en nyttig bog, Johansen her har udsendt. Den vil også blive taget alvorligt af virkelig kendere samtidig med, at den er skrevet i et sprog, så lægmand kan være med. For eksempel med en detaljeret gennemgang af de to hæres udrustning med kanoner, rifler, skudlængder, tilridning af heste, mandskabstræning og befalingsmændenes kvalifikationer - eller mangel på samme.

Billedet af de danske officerers generelt mangelfulde uddannelse cementeres, og der er også en kritik af de antikverede danske våben at spore. Selv om mere moderne våben dog næppe ville have ændret på krigens udfald.

Gennemsnitligt interesserede læsere vil sikkert kunne bebrejde bogen for at være lige lovlig fyldt med detaljer, mens de særligt interesserede vil slubre dem i sig.

I listen »Generelt anvendte hjemmesider« bagest i bogen bemærker man, at forfatteren enten ikke har anvendt eller overset siden 1864live.dk, der ellers blev markedsført af både dagblade og sociale medier sidste år. I modsætning til filmen spiller konseilspræsident Ditlev G. Monrad en mildt sagt underordnet rolle i bogen.

Forrige anmeldelse
« De hvide busser «
Næste anmeldelse
» Berlins undergang - dagbog fra ... »