Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




The Wire og den tredje gullalderen / Erlend Lavik / 309 sider
Universitetsforlaget. ISBN 9788215023182
Anmeldt 4/6 2014, 20:38 af Kim Toft Hansen

Mønster i mangfoldigheden


Mønster i mangfoldigheden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lad mig indlede med en indrømmelse. Jeg er også meget begejstret for den amerikanske HBO-serie The Wire (2002-08). Seriens evne til at trodse de gældende dramaturgiske regler i en skildring af et alternativt moralsk kodeks er ikke kun befriende. Det er også med til at skabe en af de bedste amerikanske tv-serier til dato. Denne begejstring deler jeg med Erlend Lavik, medievidenskabsmand ved Universitet i Bergen, der netop har smidt en veloplagt, andægtig og ikke mindst sundt kritisk bog på gaden om The Wire og den tredje amerikanske tv-serieguldalder. Titlen er slet og ret TV-serier: The Wire og den tredje gullalderen.

Lavik lægger på ingen måde skjult på, at han synes temmelig godt om The Wire. Det er behageligt, hvordan gløden og entusiasme for et værk ikke er pakket ind i kvasiobjektive æstetiske begreber. I stedet går Lavik fra starten lige i kødet på sin egen interesse i emnet, og derfra breder han sine fangarme ud i en mere generel medieanalytisk betragtning. Det er vel de færreste af os inden det medievidenskabelige felt, der skriver om noget, vi ikke synes om på en eller anden måde og denne interesse og kærlighed til tv-serier smitter af i Laviks bog, der er velskrevet og særdeles informativ. Skandinavisk medieforskning har ikke omsider kun fået en god bog om The Wire; bogen fungerer også rigtig godt som en introduktion til og begrebsramme for analyse af nyere tv-serier.

Optikken, som Lavik anlægger, er ellers ganske elementær og klassisk. Han starter bredt med en kontekst omkring denne guldaldermodel i amerikansk tv-seriehistorie. Derefter zoomer han ind, i bogens længste del, på The Wire, der fint placeres inden for denne historiske betragtning. Til sidst hæver han igen blikket for at placere The Wire i konteksten og inden for nogle af de mere kritiske betoninger, som Lavik fremhæver undervejs. For på trods af, at glæden ved tv-serier løber ned over siderne, er Lavik samtidig kritisk over for både serien selv og den kontekstuelle diskussion af serien. Via et belæst overblik formår han at give rigtig fine begrundelser seriens kritiske succes uden, at det bliver til en lovprisende besyngelse.

Traditionelt inddeles amerikansk tv-fiktion i tre guldaldre. Den første er fra 1950’erne og tv-ets kommercielle gennembrud og leder op til / ind i 70’ernes store eksplosion af især situationskomedier såsom M*A*S*H* (1972-1983). Den anden guldalder er igen et udtryk for teknologiske landevindinger i en tid i sluthalvfjerdserne, hvor fjernbetjente fjernsyn og VHS-optager fik markedsmæssigt gennemslag. Udviklingen går her fra nyskabelser såsom Hill Street Blues (1981-87) og op til det, der er blevet kaldt for kvalitets-tv i slutningen af det forrige årtusinde, fx The X-files (1993-2002) og Skadestuen (1995-2009). Som med så mange andre historiske perioder er det også her svært at afgrænse dem helt fra hinanden, og Lavik forsøger heller ikke andet end at bruge dette som en ramme, hvori han kan indtænke The Wire. Påstanden er, at vi er i den tredje guldalder præget af især ikke-reklamefinansierede tv-kanaler såsom HBO.

Begrundelsen er i princippet, at modellen er så indgroet, at det er svært ikke at skulle tage stilling til den. Men også, at der faktisk ligger nogle forklaringsmodeller gemt i de mange kommercielle interesser, der selvfølgelig er i at være en del af en ”guldalder”. Styrken ved Laviks inddragelse af de tre perioder er, at han formår at vise, at den argumentationsmodel, der anvendes alle steder (især i såvel anden som tredje guldalder) faktisk er retorisk meget ens. Problemet er bare, at så er originaliteten i denne tredje guldalder mindre, ja, original, hvis det bare er den samme argumentatoriske vin på nye flasker. Men Lavik formår også at vise, at dette blot er indpakning; underneden gemmer der sig nogle nyskabelser, der handler om journalistisk-etnografisk tilgang til stoffet og forståelse af, hvordan systemkritik kan indlejres i en serie.

Det er netop på disse punkter, at The Wire er fænomenal. Lavik har brugt lang tid på kildestudier, og trækker kraftige veksler på de personer, der har kommunikeret om seriens tilblivelse, fx serieskaberen og den kreative samlefigur David Simon. Disse fungerer ikke som en tjek- og facitliste. I stedet placerer Lavik kommunikationen i sin historiske kontekst, så vi kan se, at der er nogle nyskabelser i The Wire og i den tredje guldalder generelt (også baseret på teknologiske computerbaserede udviklinger). Men samtidig står det tydeligt frem, at den tredje guldalder også står på skuldrene af en lang historisk udvikling. Indramningen er for Lavik kvalitets-tv, men igen formår han at tage kritisk stilling til et brugbart begreb, der ikke bare tages for det, det er, i producenternes øjne.

Den helt brede teoretiske og metodiske tilgang er også interessant og overbevisende. Lavik stikker sine hænder ned i en hvepserede, når han støber et fundament med begreber som postmodernisme, populærkultur, realisme og polyfoni. Men det er hele tiden med en sund kritisk skepsis, så han slipper faktisk ud igen med meget få hvepsestik. Især inddragelsen af Mikhail Bachtins begrebspar monologisme/polyfoni er oplagt, men jeg savner her en ekspliciteret bevidsthed om det begreb, som Bachtin selv bruger om et kunstværks implicitte samleinstans, nemlig betegnelsen autor. Lavik er nemlig på sporet af auteurteori og romantiske forestillinger om kreative genier, som han holder en vis sund afstand fra. Men Bachtin kunne selv have bidraget med et begreb, der kunne hjælpe på denne distance til romantiske forestillinger om kunst med stort K.

Flere steder undervejs dukker populærkultur og realisme også op. I nogen grad er det betegnelser, der i en amerikansk kontekst godt kan stå lidt som hinandens modsætninger, og derfor er det også interessant, hvordan disse begge giver mening i forbindelse med en tv-serie som The Wire. Jeg kunne dog godt tænke mig, at forholdet mellem disse var blevet væsentligt mere udredt. Begge betegnelser placeres som historisk foranderlige størrelser, og begge begreber ræsonneres grundlæggende meget overbevisende for, men derfor er det også en skam, at Lavik ikke får forholdet gjort helt klart. Men det er også en grådig læser, der vil have mere, der spørger efter dette. Jeg er selv overbevist om, at realisme har en vis essentiel kerne af autenticitet, der i udtryksformen er variabel, men indholdsbetoning mere konstant.

Jeg er også helt enig med Lavik, når han på den ene side mener at kunne bruge begrebet postmodernisme til noget, men på den anden side også understreger en distance til begrebet. Jeg savner her en lidt mere omfattende begrundelse for denne distance – en begrundelse, som jeg selv gerne opsøger. Lavik går så langt – qua sin historiske bevidsthed – at kalde postmodernisme ”en form for folkelig modernisme”. Men dette er tilsyneladende helt uden at trække på Miriam Bratu Hansen identiske begreb vernacular modernism. Her mister Lavik en historisk komponent, der med Bratu Hansens diskursive tilgang fint kunne passe til Laviks dialogistiske Bachtin-optik. Han påpeger endda, at fordelen ved at bruge postmodernisme er, at han får øje på ”historiske forbindelseslinjer”. Men der er nogle tråde ind i en relativt realistisk modernisme, han alligevel overser. Bratu Hansen kunne have bygget denne bro for ham.

Lavik indleder med at skrive, at han har ”forsøkt å lage en framstilling om nyere amerikansk tv-drama generelt, og The Wire specielt, som jeg selv ville likt å lese, både som akademiker og som godt over gjennomsnittlig interessert seriekonsument”. Akademikeren vil med sikkerhed være tilfreds, men jeg er lidt usikker på – hvis Lavik her mener to adskilte modellæsere at bogen – om den vil være så oplagt til en interesseret seriekonsument. Selvom bogen let og elegant bevæger ind og ud af valide kilder fra branche, presse og academia, så vil langt de fleste seriekonsumenter uden medievidenskabelig baggrund stå af på den tunge teori. Men for de, der tør give sig i kast med dem uden faglig baggrund, er teksten rig og langt hen ad vejen formidlende.

Kombinationen af et con amore-projekt, en faglig sikker pen samt en omsiggribende og i sig selv polyfon behandling af en fantastisk tv-serie og en central og overbevisende historisk ramme gør TV-serier: The Wire og den tredje gullalderen til et centralt værk på et skandinavisk sprog om amerikanske tv-serier. På dansk findes antologien Fjernsyn for viderekomne, der – som langt de fleste antologier – lider lidt under savnet af en samlebetragtning, men fint formår at komme tæt ind på enkelte forskellige tv-serier. Derfor vil Laviks bog tilbyde et godt bud på, hvordan amerikanske tv-serier generelt kan tilgås teoretisk, metodisk, begrebsmæssigt og historisk. Den vil meget, og når det meste, og vil nu være en central skandinavisk referenceramme for de, der – især på skandinaviske universiteter – vil beskæftige sig med amerikanske tv-serier.

Forrige anmeldelse
« Lys over Linnemann «
Næste anmeldelse
» En lille bog om kaffe »