Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Als Dresden im Feuersturm versank / Matthias Gretzschel / 152 sider
Ellert & Richter Verlag, Hamborg. ISBN 9783831901753
Anmeldt 21/1 2013, 20:11 af Hans Christian Davidsen

Bomber over barokken


Bomber over barokken

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Elbens Firenze eller Stalins socialistiske storby i Sachsen?

1100 britiske og amerikanske bombefly jævnede den 13. og 14. februar 1945 en af Tysklands prægtigste byer med jorden. Baroktidens kirker, palæer og store beboelsesområder blev ødelagt, mens kaserner og ammunitionsfabrikker i Dresdens udkant gik ram forbi.

Mindst 35.000 mennesker omkom. Mange blev brændt i ildstormen. Men de fleste blev kvalt, da ilden fra de brændende bygninger stjal al den ilt, der var at indånde i gaderne eller i de meget få beskyttelseskældre.

Dresden var et ragnarok. Et kaos proppet med flygtninge fra Schlesien. Hvor mange, der omkom, er der ingen, der ved med sikkerhed. Tallet 135.000 er blevet nævnt, fordi Elbens Firenze efterhånden var vokset med flygtninge i et antal, hvad der svarer til det kvarte Breslau. Et ukendt antal schlesiere var nemlig flygtet fra Den røde Hærs angreb og havde søgt tilflugt i Dresden.

Historikere vurderer dog de 135.000 som værende overdrevet. Det var det tal, som den nazistiske propagandaminister Josef Goebbels videregav til de neutrale lande Sverige og Schweiz.

De officielle opgørelser dokumenterer, at der blev fundet knap 20.000 dræbte, hvortil skal lægges cirka 15.000 mennesker, der blev brændt op i kældrene. Det var en umulig opgave at begrave de mange ofre. På Dresdens pladser og gader blev der derfor arrangeret store ligbål.

Hvorfor blev lige præcis det smukke, men strategisk betydningsløse Dresden udsat for det største luftbombardement på det europæiske kontinent under Anden Verdenskrig?

Ildskæret
Noget entydigt svar får vi måske aldrig. For hvad er de officielle og de reelle bevæggrunde i en krig, hvor had, forvirring og hurtige beslutninger tager over?

Sir Arthur Harris – også kendt som "Bomber Harris" – var chef for den britiske afdeling, Royal Air Force Bomber. Det var ham, der sendte 245 Lancaster-fly af sted for den 13. februar 1945 klokken cirka 22 at lette en last med sprængbomber og brandbomber over Dresdens bymidte. Bombardementet varede mindre end en halv time. En time over midnat, da kalenderen sagde den 14. februar 1945, fulgte 529 andre bombefly, og de havde ikke svært ved at lokalisere Dresden.

"Himmelen var oplyst af et ildskær på flere hundrede kilometers bredde, og selv fra vor højde kunne vi se enkelthederne nede på jorden", fortalte Royal Air Force-soldaten Ray Akehurst senere om angrebet. Han var ligesom de fleste andre ikke meget over 20 år. Den 14. februar kom amerikanerne med 311 B-17 bombefly og fuldendte den totale ødelæggelse.

Matthias Gretzschel er kulturredaktør ved Hamburger Abendblatt. Han stammer fra Dresden, hvor han blev født i 1957, og har udsendt bogen Als Dresden im Feuersturm versank. I bogen redegør han for den britiske strategi, der lå bag "moral bombing", men også om det trauma, der er blevet hængende i Dresdens befolkning.

Det relative
Det er vigtigt at fastslå, at englændernes og amerikanernes bombardement af Dresden ingenlunde kan sidestilles med de forbrydelser mod menneskeheden, der blev begået under nazismen.

Det er også de færreste tyskere, der vil ligestille bombningen af Dresden med for eksempel de tyske angreb på Coventry, Rotterdam og Warszawa. Denne tendens til at relativere ødelæggelserne tog sin begyndelse med en række ledende artikler i Frankfurter Allgemeine Zeitungi forbindelse med 50-året for bombningerne i 1995, men skarpt tilbagevist af den daværende forbundspræsident, Richard von Weizsäcker.

Selv om langt hovedparten af ofrene i Dresden var gamle, kvinder, børn, flygtninge og østeuropæiske tvangsarbejdere, så har ansvarlige politikere, historikere og intellektuelle i det demokratiske Tyskland betonet, at Dresden var et symbol på tyske ofre for den krig, som Tyskland selv havde startet.

Blot et symbol
Men manden med det værdiladede tilnavn "Bomber Harris" – hvad var det han ville? Hans ægte overbevisning var, at man kunne nedbryde tyskernes modstandskraft fysisk og psykisk ved at bombe storbyer som Hamborg, Köln, Kassel og Dortmund sønder og sammen. Eftertiden har vist, at civilbefolkningens moral ikke havde nogen som helst indflydelse på, hvad galningene i Wolfschanze i Østpreussen eller Berlin-bunkeren blev ved med at kræve af deres krigere.

Det var heller ikke uden betydning, hvad Stalin forventede af sine vestlige allierede. Han mente, de gjorde for lidt på Vestfronten for at tvinge Nazityskland i knæ. Der er blandt historikere enighed om, at dette også har spillet en rolle blandt de ansvarlige i London. Byen blev med andre ord bombet af politiske grunde for at vise, at de allierede støttede russernes kamp østpå.

Bombningen af Dresden fik aldrig nogen militærstrategisk betydning og fremstår derfor som totalt meningsløs. Men som den tyske forfatter Ralph Giordano slog fast: "Jeg frygter, at mange glemmer, at ofrene i Dresden primært skyldes Hitler og hans tilhængere".

Fotodokumentation
Så dybt er det traume, der blev forstærket af DDR-tidens historiefortrængning, at det levede videre, så også Dresden-generationerne efter krigen lever videre med det.

Als Dresden im Feuersturm versank er frem for alt enestående i sin fotografiske dokumentation af en ødelagt by efter 1945. Billederne er sigende, og mange af dem sjældent set før. Tankevækkende er de billeder, der viser, at mennesket altid går videre med livet – som myrer, der bliver forstyrret af en ødelæggelse i deres tue.

I januar 1946 udskrev myndighederne i den sovjetiske besættelserne den første arkitektkonkurrence, så det centrale Dresden kunne genopføres. Brokkerne var næsten ryddet af vejen, men ruinerne stod endnu, og nu ville de socialistiske byplanlæggere til fadet. Fortiden skulle ryddes endeligt af vejen, og endnu en gang kunne der høres brag i byen. Overborgmester Walter Weidauer sagde, at Dresden "ikke havde brug for kirker eller barokfacader". Fortidens spor skulle væk, og de, der sagde det modsatte, var "klassefjender". Nu skulle der skabes en socialistisk storby, et koncept, der i 1960erne blev fuldbyrdet med DDR-byplanlæggernes Plattenbau.

Dresden kalder sig stadig for "Elbens Firenze". Den har jo også blot Hamborg og Magdeburg at konkurrere med. "Klassefjenderne" har dog fået genopbygget Frauenkirche, selv om dette heller ikke skete uden sværdslag. Mange Dresden-borgere kæmpede for at beholde de sidste ruiner som et minde om den forfærdelige nat for snart 60 år siden. "Et vanvittigt projekt", kaldte modstanderne genopbygningen af Frauenkirche. Men med februar 1945 i hukommelsen er vanvid noget meget relativt.

Forrige anmeldelse
« Hippie 1-2 «
Næste anmeldelse
» Hellerup – Historier fra rese... »