Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Hippie 1-2 / Peter Øvig Knudsen / 527+645 sider
Gyldendal. ISBN 9788702089318 og 9788702099126
Anmeldt 20/1 2013, 20:08 af Sverre Kaels

Paradokser og modsætninger fra en Hippietid


Paradokser og modsætninger fra en Hippietid

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Med udgangspunkt i Thylejrens 70´er eksperiment med et frit samfund giver forfatteren Peter Øvig Knudsen et inspirerende billede af hippietiden. Det er præget dels af oplagte beskrivelser fra deltagere fra både dengang og nu, dels af en række tilbageblik om eller fra de mennesker, der prægede tiden. Hvor kvinderne mærkeligt nok næsten udebliver, giver Øvig et sammensat og loyalt billede af hippietiden, og dette sker ved at give plads til synspunkter og et væld af historier, der ikke er forudindtaget i en dogmatisk formørket eller i en jublende beruset opfattelse af tiden, der med materialet bare skal demonstreres. Snarere åbner han, med grundig og omfattende research, op for en undrende tilgang til tiden, der netop demonsterer den konstant aktionerende men også brogede, kaotiske og usammenhængende åbenhed i den. Derfor viser han ind til et påtrængende menneskeligt potentiale, der har et måske før uset overskud og vilje til at præge samfundet.

I tiden og hos lejrdeltagerne i det 74 dage lange eksperiment, der beskrives dag for dag og blev kulminationen på et internationalt ungdomsoprør, bliver det, for denne anmelder, vigtige ikke overvejende en ydre samfundsomvæltning med de midler, der kan bruges til et helligt eller uhelligt mål. Dette selvom Knudsen overbetoner den radikalt venstreorienterede fløj, sindssygdom, stoffer og vold, og demonstrer tidens berusede og opildnede debat også som stærkt engageret i positiv frigørelse. Snarere bliver det en indre bevidstgørelse og problematisk frisættelse af det menneskelige, der ikke kun søger bestemte dagsordner, men ser hele mennesker og vil det meste af dem for, hvad de er.

Idealisme mellem leg og revolution
Men det er værkets paradoks, at tidens udprægede idealisme – ved kun at fokusere på det positive – radikaliserer og forværrer det aggressive i sin blinde frihedshunger. For dels er hippierne jo ikke frigjort fra ”det gamle samfunds” angstindsnævrede og autoritært undertrykte frihed, dels fører denne binding ikke bare til stærkt velgørende antiautoritære tanker, men manglende blik for deres grænseløshed. Hippiernes adresse til ”det gamle samfund” er vigtig for det nye, idet der søges et desto mere kraftfuldt tabuiserende brud end nuanceret sammenhæng med det gamle, der netop kan motivere energiudladningens lette forenklinger, men også nogen debat om, hvori disse består. En debat med frodig interesse for det humane, når blot det udtrykker sig – politisk. Knudsen fremhæver, tilbagelænet, det meget gode på en flot måde med stor brug af citater. Han lægger, særligt med værkets slutning, dog for meget vægt på betydningen af det dystre, som ville han sige, at utopier om kærlighed og frisind altid vil tabe til virkeligheden, hvilket er for let et synspunkt, når man altid kan henvise til historien, som Øvig i dette tilfælde selv skriver.

Hippiernes idealisme synes vitterligt noget mere forenklet og naiv i Øvigs udlægning af den end den, der forekommer i deres egen selvforståelse. Men hvad var de? Hipperne var et mindretal, der med befriende kraft kunne tale for hele deres generation. De var energiske, de var venstreorienterede, og de gjorde tiden til deres egen og søgte en rummelig opfattelse af det menneske, der vender sig imod allerede givede og selvfølgelige autoriteter samt de tankegange, der fastholder deres magt. Hippierne troede overvejende på, at mennesket først må frisætte sig selv individuelt, førend det kollektivt vil være i stand til, på en positiv måde, at skabe ydre omvæltninger, og de danske hippier fremstår i 1. del mere hyggelige end et mindre antal revolutionære, der ikke havde tid til en indre vækkelse, når den ikke med det samme fører til ydre omvæltning.

Dette mindretal har Knudsen behandlet før, fx i bøgerne om Blekingegadebanden, og hippeværket er et forsøg på at rejse spørgsmålet om, hvor meget indflydelse, det får. Herunder hvor stor en betydning et radikalt mindretal kan få for et demokratisk og ikke-voldeligt flertal. Og også dette værk behandler datidens angst. Men det påviser, at der dels i tiden findes megen lyst til at eksperimentere, både menneskeligt og kunstnerisk, samt dokumenterer, at energien ikke overvejende søges styret, hvorfor virketrangen for mange undgår at blive stærkt ideologisk, som sådan mere hensynsløst effektiv og målrettet.

De fleste vil freden med freden og ikke volden, men Knudsen vil påpege, synes det, at ”de andre” hverken vil de fredelige midler, men slet og ret slet ikke freden. For er de brugte midler ikke allerede en del af det mål, de måske udløser? Dette – mere velvære end alvorstung og aggressiv revolution – forhindrer ikke den påfaldende praktiske og uadvendte vilje til at virkeliggøre mangfoldige projekter med stor humor og fantasi, der balancerer de heroisk aktives fare for at finde deres sag naivt saliggørende for hele menneskeheden.

Vidtløftige og forivrede organisationstalenter mangler ikke, om end alle i lejren hele tiden mangler frihed, og derfor ved morgenmøder og i lejravis forholder sig kritisk til egen gøren og laden for ved det mindste signal at antaste potentielle anstød til autoritære tankegange. Disse findes straks ufrie med selvidentisk adresse til ”det gamle samfunds” stadigt snigende dominans over psykerne, der livligt udtrykker sig i særligt lejrens potente avis. Selvom projektet er ligeså alvorligt ment, som det er selvforherligende og meget inspirerende, så det grænser til det rollebesat karikerede og ofte ligner mere provokerende kunstudfoldelse end afslappet menneskeliv, er det netop også leg og frihed på et højere grænseløst plan, der for nogle fik alvorlige omkostninger – også for nogle i eftertiden, vores fx.

Mellem sindssygdom og kreativitet
For der er ikke for alle langt fra frihedens planløse rusoverskridelser til tragiske sygdomshistorier. Knudsen fortæller også om de sidste med de to bind, et hvidt og et sort, og postulerer det paradoks, der særligt siges at være hippiernes eget – fordi de ikke har blik for det. Herved synes han selv med værket at ville mestre den balance mellem beskrivelse af det gode og det onde, det kraftfulde og det gale, det mangfoldige og det forhippede, netop fordi hippierne ikke mestrede den selv. Men er hans egen udlægning dermed for sort-hvid, er det kun tidens ideale selvforståelse?

Hans demonstrativt opdelte udlægning kan for eftertiden virke for primitiv for de mange, der trods alt selv mente at forsøge balancen og middelvejen og meget vel kan være klogere som menneske, end Knudsen er som forfatter. Samtidig virker opdelingen netop som det berørte postulat, og sådan giver den mening: Det er den ”mørke” radikale side, hvis virkning får større magt end flertallets frisindede ”lysere”. ”De gode” overrumples af det mindretal, de naivt ikke opfatter som nogen trussel, hvilket rejser et spørgsmål som dette: Hvor går grænsen mellem en stærkt kreativ og udfoldende udfordring til samfundsmæssige eller mentale omvæltninger, der pludselig bliver farlige?

Læseren må selv besvare dem, men også stille dem selv. Knudsen fremlægger, han bedømmer ikke. Med så stort et materiale kan det virke fattigt, at der ikke kommer nogle betragtninger om materialets karakter, men overvejende er der betydelige styrker i hans værk, som denne anmelder vil fastholde forekommer mere åbent end polært. Værket er mange steder skrevet med megen ligefrem uvildig varme, man gerne tror findes. Også uden den først må have ideologisk skikkelse, der øger dens ydre effekt, men måske derfor begrænser dens indre virke. Bogen rummer en nuanceret forståelse for, at tiden var præget af begge dele. Både det afslappede, legende og ikke-opstyltede, der mere frit udtrykker det indre i det ydre, men også det farlige, stålsat målsøgende – og intolerante. Idet bøgerne mister intensitet, ebber det alligevel ud med et forsagt postulat om det godes nederlag, som var det forudsigeligt, hvilket snarere gælder denne vinkling.

Tilliden til det gode – og aggression
Første bind af Knudsens værk viser en modig og smuk – ikke bare utopisk og virkelighedsfjern – tillid til, at de menneskelige kræfter, først frisat, er og vil vise sig gode, hvilket nogle ikke var for naive eller aktive til alligevel at blive sindssyge af. Det er tidens næsten selvfølgelige tanke, at de menneskelige kræfter viser sig gode, når blot de ikke gemmer sig i eller bag eller finder udtryk i konforme, kapitalistiske klæder, der let stiller symboler til rådighed. Symbolerne skal mennesker derfor ikke skabe selv, men dermed føler de sig heller ikke hjemme i dem. Tilliden til det gode, der ikke kun får gode resultater, viser sig i en hjemløshed, der ligger i det antiautoritære tankegods, det var tidens heroiske ide at befri mennesket for. Dens energiudladning udtrykker sig imidlertid også som aggression og mangel på tålmodighed med frigørelsen, der får sine mest negative udtryk i dels eksperimenteren med stoffer, dels i aggressiv protestkunst, der har som mål at blotte det gamle samfunds autoritære voldanvendelse, men derfor ikke bare synes at fremkalde den, men også at skabe den.

Skal hippierne altså bagudskuende omfatte sig selv med en realisme, de måske kunne have haft, før manglen på den fik negative virkninger, er deres budskab ikke udelukkende fred og kærlighed, men også trang til at ødelægge og sætte aktionerende politisk ødelæggelse på postuleret kunstform. Et vigtigt spørgsmål for hippierne bliver altså: Hvad gør vi evident kærlige mennesker med vores kærlige paroler, hvis den stigende aggression bliver desto sværere at se bort fra? Kan volden legitimeres, hvis vi ellers har ret i vores kritik?

Værket bliver en paradoksal indgang til både et revolutionært og utålmodigt og et laid back og fritænkende menneske. For den stærke betoning af det sidste, skylder danskerne hippierne tak, idet selve vores kreativitet og frisindethed, vores danskhed, er blandt andet en arv fra dem. Deres humane udfoldelse er også en politisk og kunstnerisk manifestation af alle menneskets bevidstgjorte kræfter, men er bevidstgørelse ubetinget et gode, eller er det arten af den, der er forkert? Fx rejser den i værket fyldigt og spændende dokumenterede kirkebesættelse i Hjaldemål, der foregår samtidig med Thylejren, med de aggressive lokale reaktioner på den, spørgsmålet: Er det kunst at blotte det borgerlige samfunds aggressive forudsigelighed, menneskets indfældethed i de symboler, der begrænser eller determinerer det, hvis man dermed fremkalder vold og tilmed mener at kunne forudsige den?

Som debat af kunst og kunstformer står værket meget stærkt. Hippiernes egen kunst rejser fx spørgsmålene: Bliver deres frisættelse af energi givet en autoritær retning, vil den altså mere omstyrte det bestående end netop frisætte, hvad der allerede findes i mennesket, men ikke findes udtrykt i samfundet? Afslører den da, at den mere vil nedbryde uden reelt at kunne sætte noget bedre i stedet? Disse spørgsmål kan delvis besvares i dag med det, at meget af hippiernes tankegods og menneskesyn reelt er blevet human praksis. Knudsen besvarer det også anderledes: Den radikale del af hippiebevægelsen, som forfatteren fx beskriver ved den store demonstration mod verdensbanken, er reelt mere interesseret i omstyrtelsen end det menneskelige mål med den, og denne fraktion har mere magt end den frisindede. Vores egen tids terror, angst og polarisering synes at gribe ind i hans besvarelse, og om midler, magt og mål findes der en hel række, som læseren selv må tænke sig til og afgøre.

Magtens problemer
Altså: Hvilken gruppedannelse kan, med tiden, ikke klandres for at være mere interesseret i magten end målet med den, eller: hvilken magt og tid bør ikke spørge sig selv, om de brugte midler står i en tilstrækkelig menneskelig relation til den magt, de opnår? Bliver midlerne til magten ikke også kvaliteten af den magt, der ender med at forekomme? Og hvis målet er tilstrækkeligt ophøjet, kan der – særligt over for de åndeligt ubemidlede – tillades umenneskelige midler, der skal tilvejebringe ”den forjættede menneskelighed”. En højere magt må have lovet menneskeheden denne, uden altså at tilstrækkelig mange kan forstå det, førend altså efter omstyrtelsen. Heraf dukker hippiernes guruer op. Fx?

Guruerne er der mange af i tiden, og Knudsen giver et meget spændende portræt af deres originalitet, der frodigt viser, at vor egen tid kunne lade sig inspirere af mere skæve og kantede tankegange, mindre stive og konforme former, mere inspirerende og positiv tiltro til, at troen på skæv kærlighed er vigtig, hvis der fx skal blive mere af den. At den sjældent står alene, og måske står sig bedre, hvis også dette anerkendes.

Forrige anmeldelse
« Ernst Ludwig Kirchner – Die D... «
Næste anmeldelse
» Als Dresden im Feuersturm versa... »