Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Deviance in Contemporary Crime Fiction / Christiana Gregoriou / 178 sider
Palgrave MacMillan. ISBN
Anmeldt 2/4 2008, 16:00 af Kim Toft Hansen

Afvigelsens poetik


Afvigelsens poetik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Krimifiktionen har de seneste år formået at skabe og genskabe fokus på sig selv. Det er i sig selv ganske fortjent, mest fordi krimifiktionen længe – hvis ikke i al den tid den har eksisteret – har været båret frem af en nævneværdig kvalitet. Desværre kan man derfor også sige, at forlagene har fået øje på denne selvforstærkende tendens, og af samme grund synes forlagsvirksomheden at gå i selvsving – og sprøjte metervarer ud på stribe, hvor der knap har været tid til en ordentlig korrektur.

Men samtidig har journalistikken og den akademiske verden – i takt med salgstal, udgivelsesmængde og kvalitet er steget (desværre ikke i ligedelt forhold) – givet krimifiktionen et fornyende fokus, både nationalt og internationalt. Her hjemme drejer det sig primært om forskningsprojektet ”Krimi og kriminaljournalistik i Skandinavien”, mens det i angelsaksisk sammenhæng udspringer af forskningsserien ”Crime Files”. Det er som en del af sidstnævnte, Christiana Gregorious Deviance in Contemporary Crime Fiction er udkommet.

Det har indtil for et årti siden været så som så med kvalificerede undersøgelser af krimifiktionen, hvilket i sig selv kan virker mystisk, eftersom der er så meget af den. De fleste studier har (derfor) forholdt sig til de større klassiske udgivelser inden for feltet, såsom Dennis Porter, Peter Brooks eller Julian Symons. Disse udgivelser står stadig solidt den dag i dag, men i forhold til nutidens krimifiktion trænger den akademiske forskning inden for området til – ikke nødvendigvis en revision men i særdeleshed – en udvidelse.

Enkelte antologier er det blevet til i nordisk sammenhæng, mens den engelske eller amerikanske tradition i større grad har været fokuseret på enkeltstående udgivelser. Desværre har der her været en tendens til, at fokuseringen har været mest i retningen af Julian Symons-modellen, altså at der primært og ofte kun fokuseres på genrens historiske udvikling, divergens og centrale forfatterskaber.

Enkelte værker har arbejdet på at skabe et mere teoretisk indblik i genrens mekanismer, hvilket har været tiltrængt. I særlig grad bør Carl D. Malmgrens Anatomy of Murder fremhæves. Det skal siges, at jeg her formentlig gør flere udgivelser uret ved ikke at nævne dem, men det er blot for at tegne et kort rids over en forskningstradition, der har været mindre teoretisk og principielt mest drejet sig om genskabelse af en efterhånden godt beskrevet genrehistorie. Derfor er Christiana Gregorious bog et belejligt indslag i den manglende teoretisering af krimifiktionen, trods hun ikke kan dy sig for at give en lidt overflødig genrehistorie under påskud om, at hun er nødt til det for at kunne definere genren. Heldigvis adskiller hun sig her ved også at fokusere mere teorihistorisk.

Gregorious omdrejningspunkt er – som det klart ligger i titlen – begrebet deviance (afvigelse). Dette begreb the poetics of deviance defineres over tre gange, en tilgang Gregoriou selv omtaler som triangular approach. Det betyder, at hun deler afvigelsesbegrebet i tre dele, som i hendes optik samlet set giver en definition af, hvad krimifiktionen kan. Disse tre områder er linguistic deviance, social deviance og generic deviance. Disse tre dele får tildelt hvert deres kapitel i bogen.

Lingvistisk afvigelse
Linguistic deviance sættes særligt i forbindelse med stilistik. Gregorious teoretiske startsskud er altså den egentlige næranalyse, der kredser omkring blandt andet fortællerroller, den implicitte forfatter og synsvinkel. Dette samler hun i begrebet mind style, som hun henter hos Roger Fowler. Han definerer begrebet som kumulative, konsistente strukturelle muligheder, der samler verden i et mønster, som samlet giver indtrykket af et verdensbillede. På den måde har det affinitet til Benedict Andersons begreb imagined communities.

Det bliver således klart, at Gregoriou ikke forbeholder de lingvistiske komponenter til sproglige og stilistiske undersøgelser af krimien, men går skridtet videre og kobler dette til nogle mere sociologiske sammenhænge. Hun placerer sig her ”a cognitive linguistic approach”, hvor selve sprogliggørelsen og måden at bruge sproget på er en del af de menneskelige kategoriseringsmekanismer.

Metaforiseringer og andre troper bliver her en måde at kende og forstå verden på. Og særligt disse sproglige mekanismer er centrale for den måde Gregoriou læser selve forbrydelsens element på, idet det indblik, krimien kan give af ’the deviant mind’ jo sjældent giver plottet væk, men formuleres i stedet kodificeret på en måde, så vi som læsere får både indblik og ikke forstår noget som helst alligevel (det er i hvert fald, hvad der er tilsigtet). Derfor kobler hun forbrydelsen og formidlingen af den til de russiske formalisters begreb ostranenie (fremmedgørelse). Vores indblik i det afvigende og for os fremmedgjordte bliver således i krimien formidlet til gennem en fremmedgørelse.

Social afvigelse
Det næste område, social deviance, ligger klart i sammenhæng med denne skildring af sprogliggørelsen af det fremmedartede og forbudte. Som allerede sagt, så kobler hun dette til sociologiske tænkemåder. Men mest centralt i denne sammenhæng står Gregorious analyse af det kriminelle og krimifiktionen som carnivalesque. Hun henter dette begreb fra Mikhail Bahtin, der beskriver karnevallet som den fest, hvor de alternative konstruktioner af sociale relationer får lov til at bryde igennem. På den måde kan det karnevalistiske forstås som flerstemmig modkultur og på den måde afvigende, også i Gregorious forstand.

Det vigtigste aspekt er dog her, at den karnevaliserede omvendelse ikke længere er forbeholdt den årlige fest eller lignende, men at det forekommer hele tiden. Og her bliver forbrydelsen som en social afvigelse central, idet den her kan kobles til det kropslige og det groteske. Den kriminelle gerning er her det groteske element, men Gregoriou lader det ikke være ved det, idet hun også gør læseren skyldig. Selve læseprocesen, mener hun, kan tænkes som en manifestering af det groteske på baggrund af den lystbetonede læsning, krimilæseren er fanget i.

Lidt som Noël Carroll siger, at horrorgenren er et paradoks, fordi vi her er tiltrukket af det frastødende, så har krimien et lignende paradoks, i og med vi drages af dette forbudte område. Med andre ord (gen)skaber krimien det socialt afvigende, vel at mærke ved at præsupponere noget at afvige fra, som på karakterplan hos Gregoriou bliver nogle proto- eller arketyper og skemata, vi arbejder ud fra, men læseren formår heller ikke at gå fri. Læseren tager også del i festen.

Genremæssig afvigelse
Det sidste område af afvigelse kalder Gregorio for generic deviance, og har primært at gøre med, hvordan genren afviger fra forudgående værker og derved udvikler sig. Men som både den lingvistiske afvigelse forudsætter et sprogsystem at afvige fra, og den sociale afvigelse forudsætter en norm af slå til side, så antager den genremæssige afvigelse også en forudgående tradition.

Her er Gregorious vigtigste påskud at koble genreteorien til Ludvig Wittgensteins begreb om familieligheder, hvor genrer i stedet for i alle elementer at kopiere de foregående i stedet ligner ved at tage enkelte elementer med videre, men ikke alle. Her kunne Gregoriou have fået temmelig meget ud af at konfrontere Rick Altmans Film/Genre, der arbejder med præcist samme projekt, men det gør hun desværre ikke. Idéen er med andre ord ikke så original, som Gregoriou præsenterer den – men den er god.

Samlet set understreger Gregoriou, at disse tre aspekter ikke er hinanden eksklusive men netop hører til på samme tid. Det betyder på den ene side, at afvigelsesbegrebet i høj grad, hvad angår de lingvistiske og de genremæssige komponenter kan bruges på tværs af genrer. Hun kobler dem da også til spørgsmål om litteraritet og kvalitetsvurdering af litteratur og derfor også krimi, men det er uden at gøre et stort nummer ud af det. Det vigtigste aspekt i krimien må nok siges at være den sociale afvigelse. På den anden side viser Gregoriou på gennemført vis, hvordan alle tre dele er i dialektik med hinanden og skaber en specifik syntese i krimien, specielt omkring formidlingen af selve det kriminelle.

Erkendelsesmæssig afvigelse?
Tilgangen mener hun således både kan forklare genren men også alle aspekter af livet. Hun skaber med andre ord en homologi mellem disse litteraturanalysevinkler og livsfilosofi som sådan, hvilket også er i fin overensstemmelse med grundtanken i den kognitive narratologi og lingvistik. Men det er ikke som sådan det, hun beskriver, der er problemet; det er snarere det, der mangler. På den ene side siger hun, at hvad der er brug for for at give give et ”full picture of a novel” er denne triangular approach, men på den anden side siger hun ”did not focus much on the puzzle-solving element of crime fiction” (s. 159).

Spørgsmålet er så, om hun giver et ”full picture”, hvis hun netop vælger dette fra, der et så centralt aspekt af krimifiktionen. Det er klart, at størstedelen af krimifiktionen ikke eksplicit behandler efterforskerens metode og måde at opnå viden på, men der findes virkeligt gode behandlinger af dette emne. Hun benytter sig endda af Paul Auster, der netop i The New York Trilogy forekommer central i diskussionen af det epistemologiske rammer, som efterforskeren arbejder i. Fra Skandinavien kunne vi nævne Karin Fossum eller Gunnar Staalesen som prægnante eksempler på dette. Med andre synes en enkelt afvigelseskomponent at mangle, idet man formentlig også kunne snakke om epistemological deviance, altså en mere erkendelsesteoretisk afvigelsesanalyse. Hvordan ved efterforskeren det, han ved, og hvordan opnår han den viden? Det er ikke spørgsmål, som vi med Gregorious krimiteori kan besvare.

Men hun understreger da også, at hendes bog ligeså meget er et oplæg til at arbejde videre med deviance-begrebet, og depechen er hermed givet videre. Hun formår i særdeleshed at analysere, teorien er i sig selv yderst analysevenlig, og de analytiske perspektiver, hun selv kommer frem til forekommer yderst plausible. Hendes centrale forfatterskaber, som jeg har ikke har gjort noget ud af, er James Patterson, Michael Connelly og Patricia Cornwell.

I koblingen af lingvistisk, social og genremæssig afvigelse kommer man virkelig langt i sin analyse af krimifiktionen, og på den måde er bogen et helt grundlæggende forsøg på en minimaldefinition: Krimien handler om afvigelse. Men det er også vigtigt at have med, at krimien også har at gøre med erkendelsen og (ofte) forståelsen af denne afvigelse. Selve erkendelsesprocessen er fraværende hos Gregoriou, men forståelsesrammerne bliver især sat ved hjælp af begrebet om social afvigelse. Det er sjældent, krimifiktion behandles på et så dybdegående niveau, som vi ser hos Gregoriou. Hun er på den måde i sig selv deviant.

37
Forrige anmeldelse
« Den oversvømmede hjerne «
Næste anmeldelse
» Den klassiske musiks former. Ko... »