Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Den klassiske musiks former. Kontrast og variation / Gorm Busk / 168 sider
Nyt Nordisk Forlag / Arnold Busck. ISBN
Anmeldt 13/4 2008, 19:36 af Lars Ole Bonde

Den klassiske musiks former


Den klassiske musiks former

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Denne bog er gammeldags - på godt og på ondt. Det gode gammeldags ved den er, at forfatteren er fagligt velfunderet, skriver godt og leverer en gennemtænkt pædagogisk indføring i emnet. På sine egne præmisser er bogen absolut vellykket. Det problematisk gammeldags ved den er, at den opererer med en efter min mening forældet forståelse af, hvad musik og musikoplevelse egentlig går ud på. Det er som om de seneste årtiers udvikling inden for musikvidenskab og musikpædagogik er gået sporløst forbi forfatteren.

Lad først se nærmere på det gode ved bogen. Indledningen tegner bogens projekt særdeles klart: Musik forstås som en lydlig leg med principperne kontrast og variation, som anvendes af komponister (og udøvende) til alle tider – i denne bog dog indskrænket til at gælde klassisk musik fra middelalder til modernisme med nogle få afstikkere til bluesens og jazzens verden. Der gøres kort og præcist rede for det dynamiske og det statiske formprincip, tonearternes strukturelle betydning og funktion, ikke mindst i deres hovedfunktioner i tonal musik fra barok til romantik.

Bogen er herefter bygget eksemplarisk systematisk-pædagogisk op, begyndende med de enkleste musikalske former i klassisk musik og jazz: to- og tredelte viseformer, menuet, rondo, da capo-arien og suiten; fulgt af de mere komplekse: ouverture, fuga, tema med variationer (bogens længste kapitel), Lied; og kulminerende med den mest komplekse form i klassisk musik: sonateformen og dens varianter. Desuden giver bogen generøst sin læser en kort redegørelse for nogle vigtige musikalske genrer: messe, opera, oratorium, passion og kantate (andre genrer som strygekvartet, instrumentalkoncert eller jazz-trio nævnes ikke). Der mangler heller ikke et udførligt personregister eller et mini-leksikon i form af et sagregister med korte forklaringer på de fagudtryk, der anvendes i fremstillingen.

Musikeksemplerne til illustration af de enkelte genrer er gennemgående godt valgt, nodeeksemplerne er overskuelige, og forfatteren gør mange gange opmærksom på, at nodekendskab ikke er en forudsætning – det væsentlige er at lytte til de omtalte eksempler. Jeg synes dog ikke forfatteren hjælper den ikke-nodekyndige læser særlig meget på vej. Formlærens ”arkitektoniske” præg fungerer fint i skriftlig form, hvor lange forløb kan omsættes til overskuelige relationer mellem f.eks. A-, B- og C-dele. Det er min egen erfaring som musikpædagog, at ”formhøring” ikke er let, selv for meget musikinteresserede. Det kan være mere relevant at lytte efter ”begivenheder” i musikken: hvor/hvornår sker der noget spændende og hvad er det særlige ved dette?

Det kan diskuteres, om man kan tale om musikkens ”indhold”, men musikkens form er i hvert fald ikke identisk med dens ”indhold”, og jeg synes man går galt i byen, hvis man bilder sin elev/læser ind, at formen er det egentlige, det som det drejer sig om i musiklytning. Den amerikanske komponist Aaron Copland udgav i 1939 en klassisk og stadig meget brugbar indføring i klassisk musik – What to listen for in music – hvor form og genre naturligvis indgår som mulige indfaldsvinkler, men Copland mener musiklytning bør starte med at lytteren lærer at fokusere på musikkens grundelementer: rytme, melodi, harmonik, klang og tekstur. Form er faktisk for viderekommende! Den slags pædagogiske overvejelser findes ikke hos Busk.

Det fører mig så over til mine mere kritiske bemærkninger.

I forhold til gængse, sammenlignelige fremstillinger af musikalsk form savner jeg hos Busk begreber som kædeform og udviklingsform (to pædagogiske kernebegreber i Jens Brinckers Formlære), rækkeform (den serielle musiks grundform), symmetriform (barokkens typiske formprincip) og fri form (typisk for visse former for kunstmusik efter 2. verdenskrig). Jeg konstaterer (uden større undren), at forfatteren ikke vender blikket mod andre kunstarters formprincipper ud fra ønsket om en bredere kulturhistorisk forståelse af kunstarternes formprincipper: Hvordan kan det f.eks. være, at barokmusikken ofte følger et symmetriprincip, wienerklassisk musik et periodisk princip og romantisk musik et udviklingsprincip? Disse principper kan jo også findes inden for såvel bildende kunst, arkitektur og litteratur, og det er muligt at forstå og fortolke formprincipper kulturhistorisk! Men dette er ikke Busks anliggende – han behandler musikalske former, som om musikalsk logik var noget fuldstændigt enestående, eksklusivt forbehold kunstarten musik.

Man kan nærme sig oplevelsen af musik og musikalsk form på mange andre måder end den, Busk repræsenterer og taler for! Afslutningsvis vil jeg problematisere bogens syn på musik, musiklytning og musikoplevelse. Indirekte viser bogens begrænsning sig i udeladelsen/manglende omtale af musikalske former, som ikke hører til repertoiret af kanoniserede principper. Vi leder forgæves efter f.eks. serielle formprincipper (også kaldet rækkeformer; fra Schönbergs 12-tonemusik til Messiaëns klang- og modusserier), tilfældighedsprincipper (Cage, Xenakis), momentform (Stockhausen), improvisatorisk frie former, brugen af citater som formprincip osv. osv. Det er, som om forfatteren aldrig har hørt om musikkens formverdener i de sidste 50 år (og så har jeg slet ikke sagt noget om rytmisk musik og dens former, som Busk kun nævner, hvis de svarer til de klassiske).

Forfatterens credo præsenteres allerede i åbningssætningerne (som parafraseres på bagsiden): ”Man kan høre musik på to måder: som baggrunds- og hyggemusik eller aktivt-analytisk og i detaljer.” Selvom Busk prøver at sige noget pænt om den første lyttemåde er det tydeligt, at den anden ikke bare er bogens emne, men også forfatterens ideal. Men der er faktisk mange andre måder at lytte til musik på – hvad de fleste læsere af denne anmeldelse nok vil vide ud fra egne erfaringer. Flere danske forfattere – som dog ikke findes i Busks personliste – har bidraget med beskrivelser af og metoder til at udvikle disse oplevelsesbaserede lyttemåder: Peter Bastian (bestselleren Ind i musikken), Erik Christensen (Intensiv lytning – se timespace.dk), Orla Vinther (Oplevelsesbaseret musikanalyse, se At skabe interesse. Festkrift for Orla Vinther) – for slet ikke at nævne mere esoteriske navne som Kim Kløverhus Jørgensen, Daniel Perrett og Madhurima.

Professor Frede V. Nielsen (DPU) har udviklet en teoretisk model, som anskuer musikken som ”et mangespektret meningsunivers”, som man kan nærme sig lyttemæssigt på mange måder: musikken har ikke kun klang- og form-lag (dem som Busk interesserer sig for), men mange andre meningslag, man kan lytte efter, f.eks. psykologiske, eksistentielle og åndelige lag. Som Nielsens kollega Sven-Erik Holgersen formulerer det:

”Man kan være rettet mod og af musikken som klingende fænomen, som lydbillede, musikalsk struktur (form, tid og intensitet i melodi, rytme m.v.), som emotionel eller kropslig mening og som et eksistentielt fænomen (...) Eksistentielle aspekter fremtræder i kraft af, at subjektet altid vil opleve sig som forviklet med musikken, hvad enten det er behageligt eller frastødende” (psyke & logos 28(1) s. 99).

Busks bog er en gedigen, god gammeldags klassisk formlære. Som sådan kan den være til gavn og glæde for lyttere, der synes om en kognitiv og meget fokuseret indgang til ”musikforståelse”. Nye lyttere bør starte helt andre steder.

38
Forrige anmeldelse
« Deviance in Contemporary Crime ... «
Næste anmeldelse
» Hvorfor er feminister så snerp... »