Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Gyldendals religionshistorie / Tim Jensen, Mikael Rothstein og Jørgen Podemann Sørensen (red.) / 763 sider
Gyldendal. ISBN 9788702047943
Anmeldt 13/10 2011, 07:31 af Kim Toft Hansen

Viden om hvor viden hører op


Viden om hvor viden hører op

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Religion starter, hvor viden hører op, siges der. Det giver i nogen grad mening, eftersom en del religiøse forestillinger og filosofier er enige om, at vi reelt ikke kan vide noget om Gud og det guddommelige. Men mange rammer for gudsdyrkelse handler faktisk om det modsatte, netop erhvervelsen af viden om det guddommelige. Det går under betegnelsen religiøs erfaring, der signalerer, at vi – gennem en bestemt ritualiseret praksis – kan opnå viden om guder og guddommelighed. Gennem meditation eller sågar visualiseringer kan den enkelte opnå indsigt i det, der for mange ligger uden for erfaringens område. Derfor vil nogle også hævde, at religion fortsætter, hvor viden hører op – gennem ritualer, myter og billeder.

Holdningerne til religion og religiøs erfaring er mange, og studiet af religion er multifacetteret. Religionsvidenskab er en slags paraplybetegnelse for flere tilgange, mens teologi i enkelte grene har nogle kristne rammer, men i høj grad ofte forudsætter, at den enkelte tror. Det afvrister dog ikke muligheden for en art indbygget religiøs rationalisme. Religionsfilosofi er derimod studiet af de religiøse argumenters holdbarhed, hvilket kan indbefatte en implicit tro, men ikke behøver det. Religionshistorie er derimod den vinkel på religion, som læner sig i videst omfang op ad det videnskabelige studie af religion. Det er studiet af de enkelte religioners selvstændige udvikling, mødet med andre religioner, og derfor er der også i religionshistorien indbygget et komparativt element. Ingen religion udvikler sig alene – der er kulturmøder blandet ind i det.

Gyldendals religionshistorie – redigeret af Tim Jensen, Mikael Rothstein og Jørgen Podemann Sørensen – afdækker et bredt, meget bredt, udvalg af hele verden religiøse traditioner. En bog under samme titel blev udgivet i 1994, men denne nye udgave er kraftigt udvidet og revideret. Artikler er skiftet ud, andre genskrevet med nye resultater til følge, mens den nuværende udgave er suppleret med nye artikler. Med andre ord er der en del at komme efter i Gyldendals mursten på intet mindre end 763 sider. Bogen er flot indbundet og rigt illustreret, men omfanget taget i betragtning kunne udgivelsen med fordel have været splittet op i to bind. Det er en skam, når ellers spændende læsning suspenderes, fordi bogens volumen giver myoser i nakken.

Det forvoksede omfang – næsten 200 sider mere end første udgave – betyder dog, at den indsigt, som den samlede bog giver i alverdens religiøse forestillingsrammer naturligvis forøges. Religionshistorie er dog jo nærmest en menneskets bevidsthedshistorie, i hvert fald så langt som det er muligt at finde verificerende kilder, og derfor må en religionshistorie selvfølgelig også vælge et fokus. Forhåndenværende udgivelse fokuserer hovedsageligt på tre aspekter: ritualer, mytologi og ikonografi, hvilket fungerer ganske fornuftigt – også ud fra idéen om, at det derved giver læseren nogle konkrete og håndgribelige eksempler, der illustrerer de enkelte religioner. Podemann Sørensen introducerer meget fornuftigt til disse tre begreber i bogens indledning.

Ritualer er handlinger kombineret med tale, der sætter religionens budskab i scene for tilhørerne, hvorved de fremstår som repræsentationer af den mytiske urtid. Derfor står ritualerne også i et tæt forhold til myterne, der aktualiseres gennem ritualer (fx nadverens ihukommelse af Jesu sidste måltid). Ikonografien er således de visuelle fremstillinger af såvel myter og ritualer, det være sig arkitekturen, malerier eller andre genstande, som på en eller anden måde indgår i tilbedelse og ritualisering. Disse tre begreber er særdeles velvalgte, fordi det giver bogens øvrige forfattere gode muligheder for at sætte ord på det uhåndgribelige gennem tre begreber, der på den måde kommer til at sitre opad hinanden. De giver bedst mening i forhold til hverandre.

Det er meget svært at klandre bogens redaktører for udvalget af fokuseringer, altså de enkelte nedslag i religioner. Bogen kommer meget vidt omkring med sektioner, der fokuserer på Oldtidens religioner såsom ægyptisk, græsk, iransk eller nordisk religion, Jødedom, Kristendom, Islam, samt Asiens religioner såsom hinduisme, sikhisme og buddhisme. Det sidste store afsnit hedder Nye verdener, hvilket – også i bogen indrømmet – er en noget occidental optik at placere religion indenfor, eftersom disse nye verdener – fx Sydamerika eller Australien – indbefatter den logik, at disse skal opdages først. I dette tilfælde af den vestlige verden. Selvom bogen indrømmer, at det er anskuet ud fra en vestlig vinkel, er dette i sig selv problematisk. Afslutningsvist introduceres der også til begrebet om Nye religioner, der også er et svært emne, eftersom alle religioner på et tidspunkt jo har været nye. Det omgås dog med de vanlige faglige forbehold, og fremstår ikke som et problem.

Bogens indledning peger også på det komparative aspekt af religionshistorien, hvilket da også dukker op stedvist i de enkelte kapitler, men det er ikke hovedstrømmen gennem bogen. Det er en skam, eftersom den samlede vidensbank, som udgivelsen udgør, i høj grad giver mulighed for det. Det er derfor i nogen grad op til læseren selv at lave de fleste af koblingerne. Adskillelsen i sektioner, der handler om Islam, Jødedom og Kristendom, er i sig selv måske lidt besynderlig, eftersom sektionerne om Islam og Jødedom – i modsætning til sektionen om Kristendom – kun indeholder ét kapitel. Disse kunne med fordel og mulighed under komparationens skue være sammenkoblet i en sektion om monoteistiske religioner (på trods af det polyteistiske islæt i Kristendommen).

Derud over varierer sværhedsgraden af de enkelte kapitler en del. Det kan selvfølgelig hænge sammen med læserens (in casu mine) forkundskaber og kulturelle bevidsthed, men afsnit om fx Islam er meget svært at læse, eftersom det skorter noget på helt basale introduktioner til tid og sted. Det gælder også i nogen grad fx afsnittene om Jødedommen eller Græsk religion. Andre artikler om fx Hinduismen, Jainismen eller flere af introduktionerne til religion i den nye verden fungerer langt bedre. Særligt de sidstnævnte, hvilket måske tager udgangspunkt i, at den enkelte ikke har specielt gode forudsætninger for at vide så meget om netop disse. En mere kritisk redaktion kunne have homogeniseret skrivestilen i de enkelte afsnit og kapitler mere.

Samlet set betyder det, at udgivelsen fungerer som en udmærket introduktion til et væld af religiøse tankegange. De fleste af artiklerne – ovenstående anke in mente – fungerer meget fint i sin egenret, og derfor kan bogen fint bruges som nedslagsværk. Artiklerne kan fint læses for sig, og i de fleste tilfælde uden forkundskaber, men det er også her, at den komparative model lidt efterlades i svinget. Indekset fungerer også nogenlunde, men bogen er ikke helt velegnet som opslagsværk. Generelt består den af en række til- og fravalg, der gør, at de enkelte nedslag vil kunne bruges som grundige, elementære introduktioner til det, vi ved om det, vi ikke kan vide noget om. For det ved vi faktisk en hel del om.

Forrige anmeldelse
« Kald mig ikke offer! «
Næste anmeldelse
» Ideologiens sublime objekt »