Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Kald mig ikke offer! / Dina Yafasova / 351 sider
Gyldendal. ISBN 9788702070668
Anmeldt 4/10 2011, 21:49 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Kampen mod tortur


Kampen mod tortur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dina Yafasova er eksilforfatter og stammer fra Usbekistan, hvor hun er uddannet i journalistik fra Tasjkent Statsuniversitet i 1993. Hun er kendt for sit arbejde som centralasiatisk korrespondent for danske og andre internationale medier fra 1998-2001. Hendes reportager og undersøgelser har skildret dagliglivet under postsovjetisk diktatur og dette førte til landsforvisning. I 2001 blev hun tvunget til at flygte efter at have været udsat for tortur og trusler på livet. I dag bor hun i København med sin familie.

I 2001 modtog Yafasova et prestigefyldt legat fra Human Rights Watch til forfattere, der har været udsat for politisk forfølgelse, og i 2002 blev hun indstillet til ”Courage in Journalism Awards”, men valgte at undlade at træde offentligt frem for ikke at bringe venner og slægtninge i hjemlandet i fare. I 2010 blev hun indstillet til Reader’s Digest European of the Year. I 2006 debuterede hun som forfatter på Gyldendal med den anmelderroste selvbiografiske fortælling Dagbog fra Sandholm, en bog som blev et af årets omdiskuterede bøger. Kald mig ikke offer! er Yafasovas anden bog og ligesom den første skrevet på russisk og oversat af Sten Jacobsen, som omhandler Archana Guhas fortælling, en fortælling om tortur, hævnlyst og kampen for retfærdighed.

Archana Guha blev født i Bangladesh i en stor familie med syv børn, hjemmegående husmor og en far, der var lærer. Archanas bror Saumen viser sig allerede i barndommen at have særlige talenter, hvorfor alle forventer en lys fremtid for ham. Archana tager selv uddannelsen som lærer og klarer sig godt. Senere bliver Saumen aktiv hos marxistiske naxalitter, der af Indien blev opfattet som terrorister, og stort set alle metoder blev sat i brug for at udrydde bevægelsen, hvorfor Saumen må leve under jorden. Hans kone flytter ind hos Archana og moderen. En aften i 1974 braser de indiske myndigheder igennem døren og tager daværende 31-årige Archana, broderens kone Latika og Archanas veninde Gouri med sig. Alle tre bliver grusomt tortureret i politiets særlige antiterror-afdeling, men de ved intet om naxalitterne eller broderens foretagende – de var uskyldige. Bag torturen og deltagende i selve torturen var politichefen Runu, der på hver tænkelig måde prøver at knække de tre kvinder. Senere bliver også Saumen arresteret og tortureret og de bliver alle fængslet på ubestemt tid. Archanas mor ofrer sit liv og alle sine økonomiske midler på at besøge og oplyse verden om deres tilstand.

En dag giver Archanas krop efter for torturen og hun bliver lam i begge ben og kun pga. et hospitalsophold overlever hun mod alle odds. Efter 27 dage med tortur og tre år i fængsel bliver Archana endelig løsladt – som krøbling med ar på krop og sjæl. Men heldet tilsmiler Archana, da Amnesty Interrnational tilbyder hende behandling i Danmark. Archana bliver det første torturoffer, som bliver behandlet af Center for Rehabilitering af Torturofre hos Inge Genefke, dengang leder af Amnesty International’s lægegruppe. Langsomt genvinder Archana førligheden, men kan endnu kun gå et par skridt, inden smerterne bliver for voldsomme. Under opholdet møder Archana den danske portør Per, som forelsker sig i hende, og som hun senere bliver gift med.

Men Archanas kamp er endnu ikke ovre: broderen Saumen er siden løsladelsen blevet besat af ønsket om hævn over Runu og i og med at Archana er hovedvidne i sagen, må hun rejse frem og tilbage mellem Danmark og Indien mange gange. Saumen bliver så besat af sagen, at han tilegner sig så meget juridisk viden, at han kan agere advokat over sagen, men hans besættelse berører hele familien. Saumen giver klart udtryk for, at enten er man med ham eller mod ham. Archana står pludselig mellem familien og et ægteskab, mellem at komme videre med sit liv eller hænge fast i fortiden. Sådan fortsætter Archanas skæbne igennem 19 år, indtil Runu endelig bliver dømt under stort pres fra internationale mediers bevågenhed. Saumen har på dette tidspunkt fuldstændig afskrevet Archana fra sit liv, fordi hun nægtede at dedikere 100 procent af sin tid til retssagen og bruddet er så definitivt, at Yafasova ikke kan få et interview med ham til bogen for at få hans synspunkt.

Bogens fortælling er autentisk, dog er bogen skrevet som en dokumentarroman. Dvs. at Yafasova, som selv har været udsat for tortur, er meget deltagende igennem hele bogen, hvor hun løbende kommer med kommentarer og reflekterer Archanas skæbne i lyset af hendes egen. Yafasova er selv flygtning i Danmark og har haft Suzanne Brøgger som mentor, et helt kapitel af bogen dedikeres til deres oplevelser sammen.

Enten påskønner man Yafasovas aktive og personlige fortællestil eller også irriteres man af de brud, der sker på Archanas historie igennem hele bogen. Personligt synes jeg, at det var berigende, at forfatteren kom på banen, da hendes fortolkning af historien under alle omstændigheder influerer udfaldet af historien, og her er der ingen tvivl, hvorom Yafasova står i ft. problemstillingen omkring tortur: Det er meget tydeligt, at denne bog er et opråb til verden omkring torturens eftervirkninger. Derfor skånes læseren ikke for de grusomme detaljer om Archanas tortur – det er Yafasovas ønske, at læseren selv skal kunne forestille sig Archanas skæbne med krop og sjæl, og hun lykkes deri: det er næsten ubærligt at læse om de metoder, der blev brugt for at få Archana i tale – selvom hun ikke havde noget at fortælle!

Yafasova sender igennem bogen klare politiske budskaber om afskaffelsen af tortur. Bogen er dedikeret til Inge Genefke og hendes ægtefælle Bent Sørensen og deres beundringsværdige arbejde med torturofre. Verden er ikke oplyst tilstrækkeligt om omfanget af brugen af tortur verden over, det er ikke blot i tredjeverdenslande at sådanne metoder tages i brug: Bush godkendte brugen af tortur på Guantanamo for at få oplysninger til at bekæmpe terrorismen, men også her blev uskyldige tortureret, bl.a. nævner Yafasova den sudanesiske journalist Sami al-Hajjs oplevelser her. Tortur bruges til at knække mennesker og de færreste kommer helskindet igennem, derfor må man spørge sig selv om bekæmpelsen af terrorisme legitimerer tortur? I og med at tortur ofte støttes af regeringen i det pågældende land, stilles bødlerne meget sjældent til regnskab for deres handlinger, hvorfor Archanas historie er en succeshistorie trods baggrunden.

Yafasova kommer reflekterer bl.a. over følgende: ”Kræver kampen mod terrorisme, at vi selv bliver som terrorister? Måles det menneskelige individs værd ikke også efter den måde, hvorpå vi behandler vores fjender? Er vores angst for at miste vore egne nok til at fratage andre deres rettigheder? Jeg tænker på menneskerettigheder. Jeg spørger: Hvem er det, der er gået fra forstanden – verden eller mig?”. Næsten halvdelen af verdens befolkning finder det rimeligt at anvende tortur for at bekæmpe terrorisme viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Sonar har gennemført. I Danmark er det hver anden mand og hver tredje kvinde, der støtter tortur. Efter at have læse Kald mig ikke offer! eller lignende bøger kan man håbe at læserne får en mere nuanceret forståelse for eftervirkningerne af tortur samt, hvorfor det er nødvendigt at afskaffe tortur. Archanas historie er på den ene side frygtelig og trist men også et vidnesbyrd om menneskets overlevelsesstyrke og kamp for retfærdighed. Kald mig ikke offer! er personligt en af de bedste bøger, jeg har læst i år, den beskriver en grusom skæbne, men er samtidig en debatbog med dybe og alvorlige overvejelser til følge.

Forrige anmeldelse
« Leonardo Da Vinci – videnskab... «
Næste anmeldelse
» Gyldendals religionshistorie »