Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Baade Og / Lene Andersen (alias Jesper Knallhatt) / 427 sider
Det Andersendske Forlag. ISBN
Anmeldt 20/12 2007, 12:30 af Kim Toft Hansen

Polyshistorens renæssance


Polyshistorens renæssance

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Det skal være morsomt, ellers er det ikke sjovt”.

Sådan lyder Shubiduas slogan, som omtrent er totredjedels parafraseret i Lene Andersen-forlagets motto ”Det skal være sjovt at blive klogere”. Dette mødepunkt mellem på den ene side en humoristisk tilgang og på den anden side et forsøg på at kanalisere en smule dannelse ud til sine læsere er et ikke sjældent anerkendt aspekt af selve formidlingen af et svært tilgængeligt stof. Humoren har den usædvanlige egenskab af, at den fjerne angst hos modtageren, idet humor – i særdeleshed selvironi – taler på en ligefod, der ikke altid kendetegner videnskabelig kommunikation, som ofte er pakket ind i tykke vinterdyner af indspisthed og selvtilstrækkelighed. I Lene Andersens Baade Og-projekt er vinterdynen i allerhøjeste grad slået til side.

Den videnskabelige selvgyldighed taget i betragtning kan det ikke synes uden årsag, at de enkelte videnskabelige fag opfører sig, som var de i kommerciel, skurkagtig konkurrence med hinanden – desværre er det også politisk motiveret – i stedet for at på groveste at udnytte hinandens resultater, som kunne analysere mennesket som det biologi-kulturelle dyr, det er. Og når jeg her siger videnskab, taler jeg altså også om andet end naturvidenskab, som nærmest in terminis har taget på patent på at være vor videns skab. Det er en selvbestaltet eksklusion af muligheder, der her bliver etableret, og en humoristisk tilgang – krydret med en engageret nytænkning – kan perforere og forhåbentlig punktere dette interne rotteræs mellem natur-, samfunds- og menneskevidenskab. Lene Andersens projekt er et sådant nålens projekt, der pifter faglige begrænsninger, og i stedet lader grænserne stå pivåbne med en alt andet end navlebeskuende integration af forklaringsmodeller, som kan hjælpe os til at forstå 1) hvad vi har gang i, 2) hvordan det hele hænger sammen, og 3) hvem vi er. Det er spørgsmålene i den første del af Lene Andersens bogserie, der har fået undertitlen 1. del - Mandag.

Projekt Knallhatt
Projektet er ambitiøst, bøgerne er omfattende og kompleksiteten – et i øvrigt helt centralt begreb for teorien – er høj. Mandag er den første bog i en serie af i alt fem planlagte bøger, hvoraf vi nu har fået de tre første – jeg ser her nærmere på den første. Samlet tegner serien sig for intet mindre end en ”teori om alt”, hvilket er – i disse individualiserende tider – et sjældent set scenario, et polyhistorisk program, og det er for det første strengt forpligtende for læseren, men for det andet samtidig befriende, at der (næsten!) ikke anlægges hverken teoretiske, metodiske eller analytiske begrænsninger. I udgangspunktet levnes der plads til alle aspekter, der kan levere små vink til den store menneskelige vognstang, men samtidig bliver sagsforholdene placeret i en form, som vi kender ganske godt – dog med nuanceforskelle.

Det er nemlig i sin form, at Baade Og både viser sin humoristiske tangent, sin metode og ikke mindst sine inspirationskilder. Baade Og er udgivet under pseudonymet Jesper Knallhatt, hvilket allerede etablerer den første projektmæssige distancering fra Lene Andersen selv. Desuden handler den, som megen romantisk litteratur, om det overraskende fund af spændende dokumenter: Ikke nok med at Jesper Knallhatt er forfatteren, men ’blændværket’ bliver kun større af, at vi ikke ved, hvem han er – bogen, der i øvrigt tillige er forfattet som et stykke fiktion, introduceres af professoren Pamfilia Severinsen, der ved et tilfælde får fat i en gammel computer, hvorpå hun finder Knallhatts dokumenter. Vel at mærke så finder dette fund sted i år 2035, altså er symploken (rammesættelsen) en fremtidsfortælling om Severinsen, der har redigeret Knallhatts dokumenter. Som det ikke var nok, så er Knallhatts dokumenter, som Severinsen finder, skrevet som en dialog mellem to fiktive karakterer, den pensionerede tv-producer Cornelius Magnussen – som sidder på psykiatrisk hospital, hvor de kloge altid havner – og modejournalisten Tenna E. Rasmussen. Men som Severinsen skriver i sit forord (på dansk fra år 2035): ”Ders dialogform til tross, bögerne er heller ikk kun fiction og filosofi. De er lissaa meget et forsög til og formidle et nummer a komplexe videnskabli teorier, i hva man vel bedst ka kalde ”en folkeli form””.

Vi har altså fra starten etableret en række niveauer, der ville kunne anfægte bøgernes ”videnskabelighed” i nutidig gængs forstand, for som vi alle ved, så kan fiktion jo ikke være sandhed – hvem end, der så har udtænkt en sådan himmelråbende fejlagtig betragtning af fiktionens rolle i menneskers liv (host: nykritikere). Det er på den måde et opgør med videnskabelig formidling, som vi for tiden kender den, altså den indtørrede egennyttige formulering – og derfor kommer Baade Og til at fremstå som ganske comme il faut for den brede befolkning, som jo medfinancierer det videnskabelige symposion. Dette er netop ”den folkelige form”, der omtales i citatet. Det er et forsøg på at trække, ikke kun sammenhænge mellem men også, de videnskabelige formuleringer frem i et lys, der kan gøre dem forståelige for folk uden (alt for mange!) kompetencer inden for de enkelte felter. Når man på 400 sider ønsker at fremstille en sammenhæng mellem naturvidenskabelige teorier, filosofiernes reaktion herpå, kulturelle mekanismer med heri indbyggede religiøse perspektiver, så er det nødvendigt, at formuleringerne ikke tilsværtes med for mange langhårede disputter.

Formidleren
Det bringer os videre til selve formidlingsaspektet i Baade Og, der – som allerede nævnt – er komponeret som en fiktionsbaseret dialog. Det er ikke noget nyt for værker som disse at benytte sig af den fiktionelle dialog som form og metode. Klassisk græsk filosofi som hos Platon benyttede sig af dette – det er jo uvist, i hvor høj grad Platon selv har skrevet sine dialoger blot med Sokrates som karakter og bagmand for tankerne. Dialogen var hos Platon et helt grundlæggende metodisk middel til at nå frem til Sandheden; det er her, hvor Sokrates gennem retorisk kløgt udfritter sine verbale modstandere ved hjælp af dialogens bagholdsangreb. Et centralt begreb, som Platon nævner i fx Staten, er diégèse, som kendetegner den formgivende akt, som al kommunikation er lagt i – in-formation, som Ole Thyssen kalder det. Det betyder, at allerede ved at videregive sine videnskabelige, filosofiske eller fiktionelle budskaber som en kommunikativ handling, så har man trukket sig væk fra virkeligheden. Den fiktionelle dialog er blot en accept er dette ’formgivende’ anlæg.

Én ting, der dog kan undre, når vi har fat på det formidlende aspekt i Baade Og, er citaterne, der pryder marginen undervejs i hele bogen. Citaterne er ikke så meget med som en del af teksten, snarere fungerer de ud fra et slags montageteknik, hvor de svæver frit og giver en ekstra dimension til teksten – det er i øvrigt fra starten understreget, at citaterne ikke er en forudsætning for forståelse men er mest for de nørdede. Alligevel synes jeg, at det er en skam, at der ikke er mere konsekvens i brugen af citaterne i deres enten oprindelige eller oversatte form. Der citeres på engelsk, dansk, svensk, tysk og en enkelt gang på fransk. For det første trækker sprogbarrieren her kraftigt ned på selve den ellers høje grad af formidling, men for det andet – og her træder nørden i karakter – så citeres værker, der er oversat til udmærket dansk på engelsk (fx Platons Faidros), Luther citeres på tysk fra en dansk hjemmeside, og Konfutze på engelsk. Der vil selvfølgelig gå spor tabt i oversættelser, men er målet at give teksten en ”folkeli form”, så trækker det væsentligt ned med for mange fremmedsprog. Når det så er sagt, så medgiver jeg, at Monty Python ikke giver meget mening på dansk.

Filosofiktion
Fiktionen som formidler af filosofi og andet vedkommende men ofte mere utilgængeligt stof er heller ikke noget nyt. Søren Kierkegaard, der er en eksplicit erkendt inspiration for Baade Og, benyttede sig af både fiktion og pseudonymer, fx Enten-Eller. I den forbindelse kan man sige, at Baade Og blot i rammefortællingen udskrifter det gamle chatol, som pseudonymet Victor Eremita finder Enten-Eller i, med en gammel computer med dokumenter på. Baade Og benytter sig undervejs desuden af begrebet ”diapsalmata”, som også Enten-Eller, for en række aforistiske anskuelser af emner af bred diversitet. Spørgsmålet er dog, om Kierkegaard – ved at benytte sig af fiktionen som form – herved opnår en bedre formidling; det er nok tvivlsomt, idet Enten-Eller bestemt ikke er et nemt værk at gå til. Derfor er Kierkegaard mest et eksistentielt, begrebsmæssigt og holdningsmæssigt rækværk af tanker at spille bold opad.

Genren, vi her har fat på, er blevet døbt filosofiktioner – jævnfør her Henrik Schovsbos efterskrift til Ernesto Dalgas’ Dommedags bog (i serien Danske Klassikere), der jo også er et værk af samme porøse støbning. Den er i øvrigt også ”berettet” af det yderst kierkegaardske fortælledække Peregrinus peripateticus (jeg bliver heller aldrig ked af Kierkegaard-navnet Hilarius Bogbinder). Friedrich Nietzsches Således talte Zarathustra er også blandt de mest nævneværdige i denne kategori, mens litteraturhistorien har budt på flere eksempler på filosofiktion. Som en personlig favorit bør jeg næsten nævne Robert Pirsigs Zen and the Art of Motorcycle Maintanence, der – i sin diskussion af værdibegrebet – ikke er placeret langt fra Baade Og, der blandt meget andet analyserer ”sammenhængen mellem de ting vi omgiver os med og de værdier, vi har”. Som et populært eksempel på formidlingen af filosofi kan vi nævne Jostein Gaarders Sofies verden, der dog blegner i selskab med de her nævne værker – Sofies verden tangerer mest dét, som Robert Pirsig kalder filosofologi (læren om filosofi uden at lære selv at filosofere), idet den på ingen måde tager kritisk stilling til de tanker, der formidles. Det gør de andre – og det gør Baade Og i alderhøjeste grad.

Teorien om alt
Hvad handler denne teori om alt så om? Efter den ovenstående diskussion af de formelle omstændigheder, som sådan et projekt nærmest selv er skyld i, kan vi se nærmere på, hvad det er Lene Andersen – under dække af Cornelius Magnussen, Jesper Knallhatt og Pamfilia Severinsen – skriver. Og det skal da også nævnes, at vi her møder den primære forskel fra den platoniske dialog i, at bogen faktisk ikke består af megen dialog. Hos Platon er der fremtrædende taletid til modstanderen, og dette er således årsag til, at vi kender mange af datidens filosofiske strømninger, i stedet for de var blevet glemt (det gælder fx sofistikken, som også nævnes i Baade Og). I Baade Og, derimod, er det nærmest kun Cornelius Magnussen, der får taletid, mens journalisten Tenna ofte blot supplerer med uvidenhed, der dog undervejs viser sig at være mindre end først antaget.

Derfor kan et væsentligt kritikpunkt i Baade Og netop være, at der – ved ikke at byde på en værdig verbal modstander – ikke levnes megen plads til modsigelser af den omfattende teori ”om alt”; den platoniske dialektik, der tilsyneladende er et inspiratorisk fundament mere end Kierkegaards fiktioner, opnår på den måde ikke den høje grad af dialektik, som netop kendetegner Platons tekster. Men når det så er sagt, så er omvendt ikke (kun!) det, der er projektet: Journalisten Tenna kommer, mere end en dialogisk modstander, til at fremstå som en form for læserrolle, der giver mulighed for læseren – der endnu ikke ved eller vidste (undertegnede inkluderet), hvad nanoteknologi præcist går ud på – at stille ”dumme” spørgsmål igennem Tenna. Derfor er det ligeså meget i en formidlingsrolle, at dialogen fungerer, nærmest mere end det er i en grundlæggende metodeforståelse.

Pragmatik
Den dialektiske metodeforståelse afspejler samtidig skildringen af en idémæssig, semipolitisk holdning til verden, nemlig en mere pragmatisk holdning. Pragmatikken hænger som filosofi, som sprogteori, som holdning sammen i disse aspekter, og derfor er Baade Og formelt sprogligt et pragmatisk projekt, der fungerer i dialogen, som undervejs korrigeres ind i forhold Tennas forståelseshorisont (Tenna placerer sig således faktisk rent empatisk mere i retningen af Sofie i Sofies verden). Men denne pragmatisk-sproglige tilgang til stoffet, der netop af kendetegnet gennem dialogen, afspejles også i værkets filosofiske grundholdning: ”Jeg er éthundrede procent pragmatiker”, ytrer tv-producer Magnussen. Pragmatikkens forhold til sandhed (bemærk venligst, at det er skrevet med lille s) er nemlig også en yderst dialogisk konceptualisering, idet mantraet ofte lyder, at ”det er sandt, fordi det virker”. Viden og sandhed fremstår på den måde som en dialogisk proces, der leder os hen mod – ikke nødvendigvis noget bedre men – noget andet, noget nyt.

Derfor introduceres Zygmunt Baumans begreb ’homo liquens’ (det flydende menneske), som skal karakterisere mennesket i nu- og fremtidens samfund, kultur og forståelse. ”Når verden ikke længere er stabil (hvis den da nogensinde har været det, red.), når vi kan forandre os som det passer os, så vil der opstå et ”nyt” menneske. Homo liquens. Det flydende menneske, det dynamiske jeg”. Her anes der en klar inspiration fra Zygmunt Baumans sociologi (han citeres da også undervejs) og dennes begreb om ”flydende modernitet”, der netop også kendetegnes af, at menneskets muligheder har forandret sig. Før i tiden, hvor verden var stabil, og behaviorismen passende på mennesket (både Andersen og Bauman uddeler en grundig dragt prygl til behaviorismen), var mennesket systematiseret og i-kasse-sat af modernitetens ordensprojekt. Afvigelse anskuedes som brud på denne orden, hvilket – som er den centrale påstand i Adorno og Horkheimers dystopi Oplysningens dialektik – resulterede i den anden verdenskrig og Holocaust.

I den postmoderne, globaliserede verden er mennesket blevet (mere) frit, hvilket netop afspejles i de personlige muligheder, og her henter Lene Andersen tilsyneladende også nogle væsentlige teser fra Bauman, nemlig at en udvidelse af menneskets frihed samtidig kan indskrænke menneskets tryghed. Men der, hvor Andersen adskiller sig fra Bauman, er ved at påstå, at man gennem politiske løsninger faktisk kan have begge dele – både frihed og tryghed (læg mærke til titlen Baade Og, hvis det da ikke allerede skulle være sivet ind): ”Vi kan sige at samfund som tilbyder deres individer både meget frihed og stor tryghed, de skandinaviske samfund for eksempel, er bedre samfund end samfund der hverken yder medlemmerne frihed eller tryghed”.

”Mennesket er et religiøst dyr”
Det er ikke mange teorier, der kan få plads til naturvidenskabelige forklaringer skulder ved skulder med religiøse gestaltninger, men det er et centralt element i Andersens teori, der handler om både natur og religion – dette som basis for en omgang mulje, der er stærkt krydret med perspektiver fra humanistiske, filosofiske og sociologiske videnskaber. Ud over ”sapiens”-delen af mennesket (altså fornuften), understreger Andersen, at vi også er det eneste dyr, der har religionen. Religion og fornuft – i instinktiv prioriteret rækkefølge – ”har vi for os selv. Og vi kan ikke leve uden. Og skulle vi vælge, så ville vi leve længst uden fornuften”. Henrik Ibsen lurer med over skulderen her: ” Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme”.

Selvom religion og fornuft strider mod hinanden, så sameksisterer de i bedste velgående hos mennesket, der – kan man sige – kun har været uden religion i små hundrede år, men ser ud til at have fundet den igen i det postmoderne samfund, hvor subkulturer er begyndt at trække sig tilbage mod nogle rituelle, mytologiske og yderst religiøse rammer. Det dufter for så vidt behageligt af Ludwig Wittgensteins filosofi, hvor det mystiske netop begynder dér, hvor fornuften hører op (eller ikke er tilstrækkelig). Gud kan ikke erkendes, som Andersen gengiver fra Immanuel Kant – og, som Wittgenstein skrev: ”Det, hvorom man ikke kan tale, må man tie”, et mantra om mening, værdier og etik, som han ikke selv fulgte, da han senere forfattede Filosofiske undersøgelser.

Lene Andersen tier så sandelig heller ikke i Baade Og, der grundlæggende er en teori om vores værdier, vores måde at sameksistere på, og mest af alt en teori om, hvordan vi har udviklet og vil udvikle os. Og i dette sammensurium af teorier og forståelsesrammer får hun gjort plads til, at vi kan være religiøse mennesker med en naturligvidenskabelig og kulturel tro på og tiltro til verden omkring. Lene Andersen konverterede til jødedommen for nogle år tilbage, og jødedommen er da også omtalt mere ukritisk end andre religioner. Det er da heller ikke forkert, at kristendommen desværre ikke har gjort op med sin sociale arv(esynd); arvesynden kan kun synes som blandt de mest ubarmhjertige menneskesyn, tænkere hidtil har udtænkt. Dette leder til en moralsk og handlingsmæssig askese, der ”satser” på bedreværd i det hinsides i stedet for at gøre det levede liv bedre. Derfor – kan det tænkes – har jødedommen, der ikke har arvesynd og derfor forpligter sig mere til det levede liv, ikke modarbejdet videnskaben på samme måde som kristendommen (et aspekt man eksempelvis kan se quasi-reflekteret i Darren Aronofskys film π).

At videnskaben (endnu) ikke har slået et syvtommersøm i religionens kiste, vidner om, at det nok heller ikke vil ske, og skal der i en verden med øget kompleksitet (som også er central påstand i Baade Og) være plads til tolerance, skal der også levnes plads til religion og alternative kulturelle manifestationer – ellers havner vi tilbage i modernitetens regelrette dogmatik (hvad det desværre tegner mere og mere til, red.). Hvor vi er på vej hen, må vi dog vente til bind tre med at finde ud af (for de interesserede, så er det udkommet).

Professor Tournesol
I Hergés tegneserier (om) Tintin optræder karakteren professor Tournesol, der kendetegnes af den distræthed, man – om jeg så må sige – kan forvente af en professor, og denne Tournesols opfindelser – som mange af tegneserierne handler om at redde – har altid til formål at forbedre vilkårene for menneskeheden. Et væsentligt aspekt ved Tournesol er hans evne til at forudsige begivenheder ved hjælp af sit pendul, hvis forudsigelser ofte synes at være bemærkelsesværdigt præcise. Pendulet bliver her en sandhedskugle, der kan forudsige fremtiden – eller i hvert fald forsøge på det, for det er jo ikke altid, at det har ret.

Lene Andersen benytter sig også af pendulet som en metafor for svingninger i tiden og udviklingstendenser over tid. Uden at skulle gennemgå dem alle – det fylder nærmest halvdelen af bogen – kan grundtesen skitseres ved, at man ved at følge et penduls udvikling (retning) gennem tiderne kan forudsige, hvor det er på vej hen. Det er endnu en metafor for, at historien gentager sig selv, hvis ikke vi tager ved lære – og Lene Andersens lære er her, at vi kan læse fremtiden gennem fortiden. Det er der for så vidt heller ikke noget nyt i at påstå – fx understreger dele af hermeneutikken, at nutiden er et produkt af fortiden (gjort gerning) og fremtiden (intention), men det nytænkende i Andersens forståelse heraf er, at hun baserer det på en række naturvidenskabeligt-matematiske kalkulationer, som kommer til at ligge til grund for både argumentatorisk, paradigmatisk, religiøs, idémæssig og trendmæssig udvikling. Hver af disse henviser til et pendul, der fortæller noget om os selv, vores tid og vores retning: ”Det er dem der definerer, hvorfor vi tænker og handler, som vi gør i vores kultur. Og det er dem der giver os et praj om, hvor vi er på vej hen” (og her skal jeg nok lade være med at snakke længe om Michel Foucault).

Dialektisk materialisme
Som nævnt er kompleksitet et centralt begreb i denne teori, hvilket bygger på en række videnskabelige begreber, jeg her – af pladshensyn – heller ikke vil komme ind på. Den overvejende antagelse er, ”at kompleksitet er dét der opstår på kanten mellem orden og uorden. Kompleksitet er altså ikke det samme som orden og heller ikke det samme som uorden, kompleksitet og dekompleksitet er derimod dét der foregår på grænsen mellem de to. I faseovergangen mellem orden og uorden”. Det er i denne begrebsliggørelse af verden – altså den mere matematisk formulerede kompleksitet – at pragmatikken også indfinder sig i ren og skær dialektik. Den materialistiske dialektik bliver dermed nærmest et credo, men Andersen bekender sig hverken til marxistisk eller hegeliansk dialektik, men installerer snarere en slags ateleologisk dialektisk materialisme, hvilket betyder, at vi ikke havner i hverken, hvad Martin Heidegger kaldte for ontoteologier (en religiøs prefunderet værensforståelse), eller en anden særlig målrettethed. Det betyder, at verden er i bevægelse men ikke nødvendigvis i bevægelse mod noget, såsom det klasseløse samfund hos Marx eller den Geist-lige fugl Føniks, der rejser sig af asken hos Hegel.

Pragmatikken understreger i stedet, at det handler om at træffe nogle valg, der fungerer, hvilket hos Lene Andersen især bliver spundet dybt ind i en etik, som skal overlevere verden til vores efterkommere i en tilstand, som er forsvarlig. På den måde er Baade Og især også et revsende kritisk værk, der faktisk lugter lidt af en dystopi: ”Er nynazisterne ikke godt i gang? Hvis man brænder en boligblok med muslimske indvandrere af, hvad er så dét? Børneporno på internettet er vel også en slags menneskeofring? Entusiastiske enspændere og nydelige familiefædre som er med på en kigger. Gruppevoldtægter. Organiseret sexturisme til Fjernøsten. Vi er slet ikke så sofistikerede som vi selv går og tror”.

Baade Og er et råb – måske et skingrende skrig – om handling i forhold til nogle moralske perspektiver, der er gået tabt – tør jeg nok sige i Lene Andersens talerør – i en vestlig kompleksitet og selvtilstrækkelighed, der ikke sørger for, at verden er i balance (selvom vi har alle muligheder for det). Når naturvidenskaben efterhånden har erkendt, at verden er kaotisk og usystematiserbar relativ, hvad det så, der får os til at tro på absolutter? Baade Og er et forsvar for demokrati og menneskerettigheder, men ikke amerikaniseret absolutistisk demokrati eller den type menneskerettigheder, der sætter folk i KZ-lejrer på Cuba. Baade Og er – hvis den selv skal sige det – et dystopisk råb om sidste udkald, hvis vi skal nå at træffe en række valg, der kan give verden en samlet fornemmelse af både frihed og tryghed.

Hvad har jeg (haft) gang i?
Jeg har forsøgt i, hvad der har vist sig at blive en mere omfattende smøre end tilsigtet, at give et indblik i, hvad Baade Og går ud på. Det er et førsteværk i en serie af i alt fem bøger, og det er et monumentalt værk, der tør sætte verden stævne ved hjælp af en (mere) generel forståelsesramme end den nihilistiske postmoderne holdning til samme. Men det er ikke en modernitetens irammesættelse, snarere er det også et opgør med samme, samtidig med, at værket tilgodeser et nødvendigt tværsnit af faggrupper. Ikke nok med at mennesker mellem mennesker skal følge den dialektiske forståelse (så tal dog sammen!), så skal videnskabelige faggrupper, politikere og meningsdannere, der har dyrket skyttegravskrig i årtier (hvis ikke århundreder), nu samles til fælles front mod en truende neomodernitet og tilbageskridt. Derfor er værket yderst sympatisk, selvom man måske ikke er helt enig i alle betragtningerne.

Fx synes Andersen at forfalde til netop nogle absolutistiske forståelser af demokrati, som netop ikke er sammenfattelige med den mere pragmatiske formulering: ”kulturelt, økonomisk og politisk eksisterer der fremskridt indtil et vist punkt, nemlig når der er indført demokrati, sikkerhed, ligestilling, mulighed for privat ejendomsret og foretagsomhed og samfundet er afmilitariseret”. En sådan begrebsliggørelse af eksempelvis demokrati overser, at demokrati – i et pragmatisk format – er en parametrisk pendlen mellem totalitær styreform (ekstrem kontrol) og anarki (ingen styreform). Det flydende menneske eksisterer i et flydende, pragmatisk demokrati, der ganske rigtigt skal varetages og opretholdes men så sandelig også plejes. Uden at lulle os ind i en alt for nydelsesrig søvn, kan vi kæle for det demokrati, der har kostet så mange menneskeliv undervejs.

Men jeg erkender også, at sproget er ubehjælpeligt, når man vil slippe af med absolutter. Selv Heidegger måtte erkende, at vi trods alle gode frisættende forsøg alle er bundet i et sprog. Derfor vil jeg også understrege, at teorien i sin generalisering bærer præg af en frygtløs implementering af tværgående – og for mange modstridende – paradigmer. Jeg kan kun anbefale dette omfattende, velskrevne værk til den, der gerne vil meningstugtes, sættes til vægs og lære at tænke selv: Der er et oplysningsprojekt impliceret i udgivelsen, og derfor den høje grad af formidling, idet den verden, som Lene Andersen stiler mod, er et krævende samfund, hvor det enkelte menneske skal være oplyst. Men Lene Andersen overser ikke, at oplysningen også er i dialektik med en ekspansiv kompleksitet – man fristes næsten igen med Adorno og Horkheimer i tankerne til at sige en irammesættende myte: ”Processen kan i princippet fortsætte i uendelighed”, og derfor vil der altid være aspekter af virkeligheden, vi på et givent tidspunkt ikke forstår.

Min anmeldelse af Baade Og har været et (langt!) forsøg på at både for andre og for mig selv at skabe en forståelse for et centralt nutidsværk. Derfor har det været mere medkommenterende end slet og ret gengivende, af hvilken grund anmeldelsen selvfølgelig kommer til at bære præg af mine egne perspektiver og medkomponering til værket. Jeg tager derfor forbehold for fejlfortolkninger af værket selv, men står selvsagt ved mine egne ord –

– det handler vel om dialogen, der over tid kan skabe enighed og nye idéer.

Læs også anmeldelserne af Baade Og Tirsdag og Baade Og Onsdag.

Forrige anmeldelse
« KURT. Storyteller. Kurt Thyboe... «
Næste anmeldelse
» Guldet på havets bund – Det ... »