Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Guldet på havets bund – Det uperfekte Menneske 2 / Jørgen Leth / 417 sider
Gyldendal. ISBN
Anmeldt 4/1 2008, 18:39 af Torben Rølmer Bille

Skandalen der udeblev


Skandalen der udeblev

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var nemt, som medfølende humanist, tilbage i 2005 at få meget ondt af Jørgen Leth. Måske var det oplagt for medierne endelig at have en mulighed for at hetze Jørgen for hans til tider arrogante, (selv)højtidelige og helt igennem udanske tro på sig selv og sine egne erotiske, kunstneriske og/eller sportskommenterende evner. Påskuddet var dog et helt andet, for manden havde i sin biografi indrømmet, at han engang smuglede hash, og hvad var værre, at han havde leget med tanken om, at være en besiddende, hvid herremand overfor en meget ung pige af anden etnisk herkomst, som det jo politisk korrekt hedder. Se det var noget, der kunne bringe selvudnævnte puritanere som Bent Falbert op af sin redaktørstol for siden hen på nationalfjernsyn, i meget grove vendinger, at fremvise en noget så stor smerte i røven over et stykke litteratur, alt imens hans egen avis på daglig basis delvis sponsoreres af prostitutionsannoncer.

Poul Pilgaard Johnsens Det Fordømte Menneske tegnede samme år et billede af den stemning, der lå til grund for den massive foragt for Leths biografi. Ret beset, så kan der også rejses en vis tvivl om, hvorvidt Leth ikke selv kunne gisne om provokationsværdien, der lå i at tage kokkens datter, når han havde lysten. Men mest interessant for denne anmelder – ud fra et rent litterært aspekt - var det, at mediediskursen om Leth var bundet op på den skråsikre tro på, at en biografi er rendyrket fakta og at alle ord i en biografi er lige så sande som dem, der står i den Gode Bog. Det krævede ellers ikke megen indsigt at se, at filmmanden, der beskriver scener fra mit liv (bogens undertitel) var den evige legende digter, der på meget ærlig vis, forsøgte at gengive et liv på skrift, selv om sproget i den sammenhæng altid modarbejder. Den, der lever, kan ikke samtidig være 100% objektiv betragter, uanset hvad Leth skriver, og i dette diskussionsoplæg lå det eminent fine ved den første bog. Fiktionen og den poetiske frihed overtog for en kort tid fakta.

Nu skulle man tro, at virakken omkring Jørgen Leth nemt kunne få den gamle livsnyder ned med nakken, men tværtimod fik den massive modgang, i tråd med Nietzsches mest berømte citat, gjort Leth stærkere og endda mere populær end nogensinde før. Teltet på Roskilde festivalens spoken-word scene er altid proppet, når han optræder, Weekendavisen tildelte ham velfortjent litteraturprisen og to digtsamlinger senere kom så, kort før jul, fortsættelsen til den mest omdebatterede erindringsbog i Danmark.

Holdt man af den første bog, vil man sandsynligvis også blive begejstret over Leths anden ekskursion udi selvransagelsens kunst. For det første så kan han jo skrive. Selv om han gør sig lige så skyldig i anglicismer, citater og gentagelser, som jeg for nyligt kritiserede Kurt Thyboe for, så kommer man i modsætning hos Leth helt ind under huden på forfatteren. Han virker utrolig ærlig omkring sine mest private tanker, og skriver på en gang klart og forståeligt men med en poetisk undertone, der tilføjer bogen de litterære kvaliteter, som mange andre autobiografier latent mangler.

Denne gang er der også blevet plads til provokerende kapitler. Man kan i flæng nævne ”Kusse”, der var Leths tekst til Brøndums Encyklopædi; mere information om den berømte datter af kokken i ”Hvordan så med Dorothie?”; og ikke mindst Leths forbrug af og forhold til amfetamin i kapitlet ”Præstationsfremmende midler”. Måske klog af skade, måske af frygt for endnu engang at booste Leths salgstal og offentlige berømmelse, er skandalen og fordømmelsen udeblevet. Måske har nypuritanerne indset, at det er lækkert for nogle mænd, at købe Armani jakkesæt og lækre New Yorker designer shirts, selvom man ikke har råd. Måske har de indset, at bare fordi man er fyldt 70, så kan man stadigvæk være en flirtende, liderlig og elskovssyg knægt indeni. Måske har ytringsfriheden efter Muhammed tegninger og Leths litteraturpriser fået nye kår. Eller måske er der bare ikke så meget at blive forarget over i denne bog?

Selv om bogen er fyldt med nye anekdoter og revurderinger, så er den heller ikke så stærk som den første. Der er en masse gode passager og livsanskuelser, men det virker som om Leth har udtømt de allerbedste livsfortællinger i den første bog. Der er ikke så meget at blive overrasket og fascineret af, som var tilfældet under det første møde med manden. Det er lidt som at vende tilbage til en gammel kæreste frem for at finde en ny – man ved hvad der venter én, og selvom der måske er fysisk tiltrækning, så er det ikke lige så spændende, som dengang man var nyforelsket.

Dermed ikke sagt, at Leths nye udspil er dårligt, for den er som nævnt både velskrevet og rummer flere ærlige overvejelser, både knyttet til ham selv og hans store kreds af celebre venner. Mest træg er hans skildring af samarbejdet med Trier, der såfremt man har set De Fem Benspænd udelukkende fungerer som en form for skriftligt kommentarspor til filmen. Bedst er måske kapitlet ”Zombi” – men det afspejler nok også meget godt denne anmelders helt personlige smag for absurditeter og okkultisme.

Leths sprog er levende, indeholder stor refleksion over både skrivekunsten, livet og kunsten, og han formår at formidle dette i en uprætentiøs og letlæselig stil, der gør, at man nærmest sluger Leths prosa. Det er en velovervejet og moden mand, der sætter sig behageligt til rette i sin egen tekstuelle skriftestol. Guldet på havets bund er ikke et banebrydende værk, ikke stor kunst – men det er uden tvivl den mest personlige og velskrevne danske selvbiografi fra det forgangne år.

Forrige anmeldelse
« Baade Og «
Næste anmeldelse
» Renæssancens verden »