Slayer World Painted Blood
Sony, CD 39:46 min.
Anmeldt 9/11 2009, 19:42 af Torben Rølmer Bille

Røvspark i verdensklasse


Røvspark i verdensklasse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det amerikanske metalband Slayer har siden debutten Show No Mercy fra 1983 været garant for den kompromisløse thrash- & speedmetal, med en umiskendelig personlig lyd, der gør deres musik øjeblikkeligt genkendelig. Efter nogle år med ret ujævne udgivelser trådte bandet igen i karakter i 2001 med albummet God Hates Us All, muligvis takket være en kombination af at den oprindelige trommeslager Dave Lombardo igen var en del af bandet og Rick Rubins fabelagtige evne til at skrue på knapperne i et studie.

Her mod slutningen af 2009 er Slayer igen på banen, denne gang produceret af Greg Fieldman med Rubin som excecutive producer. Fieldman har tidligere produceret for både Slipknot & Metallica, så han ved hvordan folk, der har et bredt udvalg af distortionpedaler bør behandles. Albummet er kommet til at hedde World Painted Blood og formår efter ganske få gennemlytninger at imponere selv en gammel fan som undertegnede.

Slayer viser at de - deres fremskredne alder til trods - sagtens kan konkurrere med ynglinge som Warbringer og andre nyere thrash- og speedmetalbands. Tempoet er som vanligt skruet helt op og tror man ikke på det kan man bare lytte til det AK-47 beat som akkompagnerer nummeret ”Public Display of Disfigurement”.

Der bliver dog ikke kun insisteret på hastighed, men også på de tunge, hårde grooves, for numre som ”The Human Strain”, ”Beauty Through Order ”og især ”Playing With Dolls” giver en virkelig god balance på pladen, men uden at begå den enorme brøler (som en lang række af deres kollegaer både har begået og til stadighed begår) at indspille ballader, i et forsøg på at udvide fanbasen. Slayer lyder umiskendeligt som Slayer, der sælges ikke ud og kan man ikke klare mosten, så skal man bare holde sin kæft og skride!

Selv om Kerrry Kings umiskendelige forvredne soloer stadig fylder meget og giver pladen den unikke Slayerlyd, så er der også efter et par gennemlytninger et par numre, der godt kunne lyde som om bandet har ladet sig inspirere af nogle af deres kollegaer, eksempelvis kan man godt finde et AC/DC-lignende riff på ”Playing With Dolls” og måske er det fordi Rammstein har lavet nummeret ”We All Live in America”, at dele af ”Americon” lyder som noget DDR-kollegaerne godt kunne have lavet – naturligvis med det Slayer-twist, der gør det til et lydmæssigt los i løgene, som rammer med lidt større kraft og præcision, end deres europæiske kollegaer formår.

Lyden er formidabel, bliver på intet tidspunkt mudret og man overraskes endnu engang over hvor godt sammenspillet de gamle gubber i Slayer er. Slayer hviler ikke på deres succes, men overrasker endnu engang ved at levere varen så overbevisende at man ikke kan blive andet end imponeret. Teksterne er i klassisk stil hverken overraskende intelligente eller særligt nuancerede, men det ville også bare ødelægge helhedsindtrykket. Slayers univers er simpelt, brutalt, råt og nådesløst – de er imod religiøs fanatisme og politisk råddenskab - sådan har det altid været og sådan vil det forhåbentligt fortsætte med at blive til Slayer engang ikke er mere.

World Painted Blood er en plade som alle, der kan lide Slayer skal løbe ud og få fingre i, for det er Slayer i topform og det er samtidig en skive der, efter den lidt mere ujævne Christ Illusion fra 2006, genplacerer Slayer solidt på den piedestal af knogler, blod og krom som udgør thrashmetallens kongetrone. Hil til kongerne!


37
Forrige anmeldelse
« Sun Quakes «
Næste anmeldelse
» Boksen »


Flere musikanmeldelser...