Tenacious D Rize of the Fenix
Sony Music, CD 41:16 min.
Anmeldt 14/5 2012, 20:35 af Torben Rølmer Bille

The D is back


The D is back

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For år tilbage var det et særsyn at filmskuespillere udgav plader som var værd at lytte til (måske med nævneværdig undtagelse af bluesplader fra Bruce Willis og makkerparret Ackroyd og Belushi) – for lad os være ærlige, der kommer sjældent noget godt ud af det. Tænk blot på musikalske rædsler spyttet i den sagesløses lytters øre fra folk som Eddie Murphy, Steven Seagall og et utal af andre ”talenter”. Heldigvis er der undtagelser for i 2000 kom den første plade fra Jack Black & Kyle Gass – bedre kendt som Tenacious D – en plade der blev fulgt op af Pick of Destiny i 2006 og som begge siden udgivelserne har ligget i fast rotation på undertegnedes portable lydgengivelsesapparat.

Der er sikkert de, der vil mene at The D ikke er andet end en leg, en fodnote til Jack Blacks filmkarriere, et hobbyband man ikke bør tage alvorligt og som blot er smidt sammen for at tjene lidt ekstra penge, men det er ikke sandt. Synes man d’herrer er sjove og interessante bør man få fat i DVD’en The Complete Masterworks pt. 2, der foruden en god koncertoptagelse byder på dokumentarfilmen D Tour – A Tenacious Documentary, der med al tydelighed viser at begge parter i bandet tager det ganske seriøst, selv om tekstuniverset er så skævt og fjollet.

I filmen ser vi hvordan makkerparrets filmdistributør vælger at udsende deres, efter amerikanske standarder, b-komedie ud på samme tid som årets store blockbusters uden samtidig at give Pick of Destiny nogen omtale i medierne. Muligvis fordi det ikke var en film de troede på, muligvis fordi filmen ikke var hverken politisk korrekt, eller fordi de ikke mente der var et publikum til løjerne. Så mens filmen flopper i biograferne, oplever Tenacious D at de aften efter aften fylder koncertsteder til bristepunktet med ivrige fans.

Bedre bliver det ikke af, at det konstant er Jack Black der bliver hevet ind til TV interviews, takket være hans kendisfaktor og D Tour ender stort set med at Kyle bliver så rasende, at man ikke skulle mene, at der nogensinde ville komme mere fra Tenacious’ hånd . Selv om sangene er sjove og de to begge leger med at spille dem selv, så er der masser af alvor at spore lige under den ellers så glade rockoverflade.

Dette er netop udgangspunktet til titelnummeret Rize of the Fenix, der ved den første gennemspilning lover virkeligt godt for det nye album. De synger netop om hvad der skete siden sidst og har endda, før albummet kom på gaden, lavet en passende teaser for deres kommende album, der med al tydelighed viser at de er tilbage i god form og med sans for selviscenesættelse: http://www.youtube.com/watch?v=nai7w1frB1E

Når man som undertegnede er så glad for at The D ikke har smidt håndklædet i ringen skyldes det ikke nostalgien, for selv om de to ikke laver lige så ikoniske numre som “Tribute” og “Fuck her gently” på den nye skive kan mindre også gøre det. Den selvopfundne mytologi der omgiver tomandsbandet er stadig lige så god som den altid har været og ideen at to kvabsede tabertyper der aldrig vil holde op med at spille rock og i stedet leve drømmen ud selv om ingen tror på dem, har en bred appel, især fordi det samtidig er en ublu hyldest til alt rockrelateret.

I forlængelse af introduktionsnummeret, der stolt proklamerer at The D blot har brug for et enkelt massivt hit for at komme på benene igen, så deres fans alligevel ikke skal have fjernet Tenacious D-tatoveringer med laser, finder vi nummeret “The Ballad of Hollywood Jack and Rage Kage”, der er sangen der ligesom førnævnte video, fortæller historien om, hvordan de to bandmedlemmer fandt sammen igen.

Selv om der kun er 40 minutters musik på Rize of the Fenix, er der al mulig grund til at få fingrene i det, især hvis man holder af The D, for selv om de fleste numre, vanen tro er rockede, metalinspirerede sange, der hylder underlivet kun to gange afbrudt af sketches, som man – som ren fanboy – ikke bliver træt af i længden, så formår de faktisk også at lave sange som kan gå hen og blive små klassikere.

Her tænkes især på numre som “Deth Starr” (uden nogen forbindelse til Star Wars franchisen overhovedet!!) og “Roadie”, der er en fin, patosladet sang om ham, der får hele liveshowet til at fungere, men som aldrig får æren – en sang der blandt roadier med tiden sikkert vil blive lige så populær som Motörheads “We Are the Road Crew”. Faktisk er der netop kommet en musikvideo til dette nummer som kan ses på bandets officielle hjemmeside, hvor det også er muligt at høre numrene fra pladen: http://rizeofthefenix.tenaciousd.com/video/

Selv om pladen har været længe undervejs, og selv om man også kan finde et par lettere fesne numre på pladen, som eksempelvis det meget 80erinspirerede “To Be the Best” eller “Senõrita”, så trækker disse ikke helhedsindtrykket voldsomt ned, for Rize of the Fenix er klart anbefalelsesværdigt. Man kan så kun håbe på at der både er flere plader og en ny film undervejs, for selv om selskabet måske har forsøgt at ignorere Cage og JB længe, så er vi stadig mange herude som aldrig vil få fjernet vores tatoveringer, med mindre The D pludselig vælger at laver en juleplade eller optræde i reklamer for Pepsi.


62
Forrige anmeldelse
« Blues for the Modern Daze «
Næste anmeldelse
» Violence, Fraud, Treachery »


Flere musikanmeldelser...