Et godt pejlemærke for om en digterisk udgivelse er vellykket er det forhold, om bogens tekster fortsætter med at arbejde og rumstere i én, efter læsningen er afsluttet. Præcis sådan er det med Andreas Pedersens (f. 1990) debut Fryden, der kom på forlaget Gladiator i slutningen af 2016.

Selvom der ikke medfølger genrebetegnelse, er det rimligt at kalde bogens tekster for digte. I længde og format varierer de – nogle er korte og sansende, andre er lange og fortællende – men alle har det tilfælles, at de udtrykker en rolig, nærmest overlegen sikkerhed udi det lyriske. Her en snas fra åbningsdigtet, der angiver en række situationer og – det er kodeordet for bogen – stemninger, som knytter an til titel-ordet, ”fryden”:

”Et ord jeg skrev ned, fordi nogle en dag gav sig til at synge og/ spille i gården, og jeg stod ligesom mange andre på en af altanerne og lyttede til det./ Notater i flok, hen over kroppen som en anden bevidsthed./ Citater som brød gennem dagens hinde.”

Senere i digtet hedder det, at jeget elsker tanken om, hvad et andet menneske kan lide, og at forestillingen om et møde med dette menneske, vil opleves som et øjeblik af det ”sælsomme/ som gennemstrømmer verden.” (s. 7)

Jeg opfatter digtene som et forsøg på at indfange netop fornemmelsen af noget sælsomt og måske betydningsfuldt, der kan opstå overalt. Digterjeget er tydeligt til stede som en bevidsthed (jf. åbningsdigtet ovnf.), der også kan gengive reminiscenser af det, der ligner erindringer fra en opvækst på en gård i provinsen:

”Når det er snestorm, når hoveddøren bliver åbnet, fordi nogen/ er kørt i grøften og skal låne telefonen, når det er mor, der/ åbner døren, når vi bliver bange, min far bliver også bange og/ råber: ”Inge”. Så åbner hun døren. Hvorfor er det husets skøn-/hed, der lukker op? (…)” (s. 43)

Alligevel er det ikke så meget digteren som tænkende og agerende persona i et givent univers/miljø, som det er selve besyngelsen af det rent faktisk at være til, der træder frem som bogens ærinde. Det gennemgående her er altså noget så old school som taksigelse og, ja, fryd. ”Hvor drømmende” (s. 38) hedder det i et pludseligt indfald, der giver mindelser om en klassisk, apostrofisk retorik – ”O, at jeg tør favne dig skære dag”, for at citere en linje fra et muligt tekstligt forlæg, Jakob Knudsens morgensalme Se, nu stiger solen.

Men er der så ikke tale om en glat og sværmerisk bog, der overser livets skyggesider? Sådan kan man tænke. Men nej: Selvom projektet rimer på idyl og velvære, er der ikke meget fortrængning over Pedersens univers. Tværtom er det urovækkende og smertelige – sygdom og død – skrevet så åbenbart og selvfølgeligt ind i digtene, at det nærmest chokerer. Her mere eller mindre ud af det blå:

”Det gode har næsten intet sprog. Det er ikke sjovt, at det altid skal nævnes, at det er lidt farligt at spise kiksekage, når det er blandt de vigtigste ting, man kan glæde andre med nu. Jeg ville ønske hun havde levet længde nok til at kunne servere kiksekage i dag, hvor der ikke længere er salmo-/nellafrygt. (…)” (s.46)

Når jeg skriver mere eller mindre, er det fordi, at det ganske tidligt, faktisk i åbningsdigtet bliver gjort klart, at jegets mor er sygdomsramt. Det er altså skrevet ind i selve bogens logik, at fryden og taknemmeligheden også må rumme det ubærlige. På den måde er det ikke kun som æstetisk afsøgning at Pedersens debut virker moden og vellykket. Også i de erfaringer og den livsholdning, som træder frem, er der tale om et afklaret og væsentligt værk, der står som en de stærkeste lyriske debuter fra de seneste år.