Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




22 Bullets (112 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 19/1 2011, 20:14 af Torben Rølmer Bille

Den blodige, retfærdige hævn


Den blodige, retfærdige hævn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forleden dukkede den franske skuespiller Jean Reno på nærværende anmelders TV i en promo for actionfilmen L’immortel hvor han proklamerede at han syntes denne film var endnu bedre end Luc Bessons fremragende actionfilm Leon, idet han mente at den nye film var langt bedre en førnævnte til at vække seerens følelser – og han tilføjede, at seeren nok skulle forberede sig på at få en klump i halsen undervejs. Provokeret af denne utroværdige salgstale blev filmen sat på, for den er blevet udsendt herhjemme under titlen 22 Bullets.

Sammenligningen med Leon er måske ikke helt tilfældig, for i begge film spiller Jean Reno en hårdkogt gangster, der i høj grad lader sine våben tale og begge film byder på Luc Bessons navn på coveret. Til forskel fra Leon, er det dog ikke Besson der har instrueret eller skrevet manuskriptet til L’immortel, han har faktisk kun fungeret som filmens producent. Derfor kommer Bessons navn, lige som på et utal af andre franske actionfilm på markedet, primært til at fungere som det blikfang, der gerne skulle foranledige folk, som står i videobutikken og skal vælge en film til enten at leje eller købe pågældende.

Den originale franske titel (”Den udødelige”) er faktisk ganske rammende, for i filmens start bliver hovedpersonen Charlie Matteï brutalt skudt ned af en større gruppe maskerede mænd, umiddelbart efter han har sat sin lille søn af på en travl markedsplads ovenpå det underjordiske parkeringshus. Far lover sin søn umiddelbart før han kører ned og parkerer straks at vende tilbage og der krydsklippes naturligvis mellem den lille, fortabte dreng på pladsen og den sønderskudte, blodige fader der i parkeringskælderen desperat ser sig om efter hjælp.

Mateï overlever det voldsomme angreb på sin person og anseelig lang tid i hospitalssengen hvor han er under konstant politibeskyttelse kan han forlade hospitalet med enkelte, alvorlige mén – blandt andet har han mistet følelsen og førligheden i højre hånd. Politiet ved nemlig at der er al mulig grund til at Matteï blev forsøgt likvideret, for han har været en fremtrædende gangster i Marseilles underverden. Matteï forsøgte egentligt at trække sig helt ud af organisationen for at nyde sit velfortjente otium med sin familie, men som de fleste nok ved, så er det lige så svært at slippe ud af den organiserede kriminalitet, som det er at slippe af med et abonnement på Det Bedste.

Derfor går Matteï i gang med systematisk at finde frem til folkene bag skimaskerne og han har naturligvis en ganske god idé om, at det er hans gamle omgangskreds, der på en eller anden måde er involveret. Samtidig får en politikvinde til opgave at forhindre Matteï i sit blodige hævntogt, men hun er ambivalent i forhold opgaven hun er blevet stillet, for hun har en anelse om at en af bagmændene der skød Matteï, faktisk var den samme, der i sin tid dræbte hendes mand. Idet Matteï forsøger at spille gangsterne ud mod hinanden bringer han sin nærmeste familie i overhængende fare.

L’immortel er en film der, til trods for at den præsenterer en fortælling man har set i et utal af variationer før, leverer varen. Jean Reno havde måske ikke helt ret i sin vurdering af, at L’immortel er langt bedre end Leon, men hans sammenbidte hovedperson løfter helt klart filmen, ligesom at den, i trit med mange nyere, franske film (deriblandt andre produceret af Besson) er virkelig er grænseoverskridende i dens eksekvering af den - for genren - nødvendige vold. Selv om gangsterne består af klassiske stereotyper og politiet ligeså, så er Matteïs figur ganske interessant, idet den moralske forbryder og familiefar faktisk som lovet på tv, på udsatte steder i filmen, formår at fremtrylle en række rørstrømske følelser hos sin seer.

Selv om L’immortel er formularisk opbygget, så er de forskellige handlingsforløb som vi følger på begge sider af loven alle sammen interessante at følge med i. Spændingen opbygges med stor professionalitet og selv om langt de fleste seere sikkert godt kan regne ud hvordan det hele spænder af, så er der ingen tvivl om at filmen bestemt er seværdig, især hvis man i forvejen holder af brutale spændingsfilm. Godt solidt håndværk, men samtidig en film, der nok aldrig formår at opnå status som nyklassiker på linje med Leon.


Forrige anmeldelse
« Aliens vs. zombies «
Næste anmeldelse
» Gainsbourg – manden, musikken... »


Filmanmeldelser