Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Blindness (121 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 28/4 2009, 07:36 af Torben Rølmer Bille

Den enøjede konge


Den enøjede konge

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Blindess er baseret på en roman af José Saramago, som undertegnede ikke har læst, men efter at have set filmen så er det meget svært at finde lysten til at kaste sig over romanen. Det er måske at gå for langt ligefrem at ønske sig blind i stedet, men det er desværre ret tæt på.

Filmen starter med en ung mand, der pludselig blindes af et skærende hvidt lys, mens han sidder bag rattet i sin bil. Han får hjælp fra en helt fremmed til at komme hjem, og inden længe rammes også denne fremmede af samme symptomer. Inden længe er stort set alle ramt af denne mystiske ”hvide syge”, som den kaldes, og regeringerne gør det eneste, de kan; de følger det klassiske eksempel fra Venedig under den sorte død - isolation af alle berørte.

Vi følger en rar læge, der var en af de første til at miste synet, og dennes dejlige kone. Konen har bevidst løjet overfor myndighederne. Hun kan nemlig se som den eneste indsatte i det fængsel, de placeres i, og det er gennem hendes øjne, at vi bliver vidne til, hvor papirtynde facader civilisationen rent faktisk har, når folk pludselig berøves en af deres vigtigste sanser. Fra dag til anden bliver alle nærmest kastet ud i hjælpeløshed, og straks er der folk til at vil udnytte den desperate situation.

Der er et engelsk ordsprog, der fortæller os at ”i de blindes land er den enøjede konge”, men det er nu ikke uanet magt, doktorens kone tilraner sig. Man kan naturligvis godt se hende som enøjet i overført betydning, især fordi hun gennem store dele af filmen er meget idealistisk og tror på det gode i folk, samtidig med at hun er nærmest handlingslammet, selvom hendes syn giver hende klare overlevelsesfordele.

Hun kan naturligvis se det, som de andre kan lugte - de blinde i fængslet lever under utroligt kummerlige forhold, for selvom de får rationer udefra, er der ingen til at gøre rent efter dem, grundet frygten for ”den hvide syge”. Fængslet deles hurtigt over i to lejre - de kyniske på den ene side og den humanistiske gruppe, der blandt andet tæller filmens centrale hovedpersoner, på den anden side.

Den første fraktion sæter sig hurtigt på madrationerne, og først vil de kun give mad til deres medfanger, hvis de til gengæld får alle værdigenstande, som de besidder. Da humanisterne er løbet tør for ringe og ure, må der naturalier på bordet, og derfor kræver banditterne, at kvinderne prostituerer sig for mad. Situationen tilspidses, og det ender naturligvis i ganske desperate handlinger, overraskende nok anført af vores ellers så handlingslammede doktorviv.

Senere får vi også et dystopisk blik udenfor fængslets mure, for en dag står portene på vid gab, og den lille flok humanister, ledet af den seende doktorhustru, begiver sig ud i en kaotisk og dommedagsagtig verden, hvor kampen om mad og overlevelse står øverst på dagsordenen.

Parablen er meget tydelig, for selvom filmen på overfladen leger med ideen om, hvad følgevirkningerne ville være, hvis vi alle pludselig mistede synet, så synes filmen jo at ville lære dens publikum en lektie udi basal medmenneskelighed. For er det virkeligt muligt at bevare sin etiske sans og retfærdighedsfølelse i en verden, hvor civilisationen synes at være truet med undergang, blot fordi menneskeheden er blevet berøvet synet?

Filmens problem er, at den aldrig rigtigt kommer op i gear. Den starter med et godt udgangspunkt, et interessant tankeeksperiment, der forvaltet rigtigt kunne have været brugt til at fortælle en virkelig vedkommende historie om os alle. Men ulig mange gode science fiction romaner, når Blindness aldrig helt dette mål. Det er som om, at filmen konstant kredser om den varme indholdsgrød, men aldrig snubler over et eller andet som ligger på gulvet for så at skvatte ned i den med ansigtet først.

Filmens bærende hovedrolle spilles af den evigt dejlige Julianne Moore, der på trods af en upåklagelig skuespillerpræstation desværre er fanget i et ret kedeligt manuskript, der hverken har retning eller bestemthed. Det kan naturligvis være en pointe i at gøre filmen så lidt handlingsorienteret som muligt i et bevidst forsøg på ikke at lade sig diktere af den klassiske fortælleform fra Hollywood, men man sidder altså gevaldigt og savner noget fremdrift i Blindness. Rent faktisk sidder man under flere scener og keder sig bravt.

Karaktererne, som man konfronteres med, bliver aldrig hverken vedkommende eller interessante nok til, at man danner et empatisk bånd med dem, og derfor mislykkes Blindness på flere planer. Folk, den fiktive situation til trods, opfører sig fuldstændigt utroværdigt, handlingen er som nævnt udynamisk – nærmest som et tableau af begivenheder sat sammen i kronologisk rækkefølge, og slutningen synes at forekomme både påklistret og malplaceret. Kort sagt, så er der ingen rigtig god grund til at spilde sin tid på Blindess, end ikke hvis man er begejstret for Julianne Moore.


Forrige anmeldelse
« Alice in the Cities «
Næste anmeldelse
» F for får - Sæson 1 »


Filmanmeldelser