Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Anamorph (99 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 17/11 2008, 08:45 af Kim Toft Hansen

Mordet som kunstværk


Mordet som kunstværk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ofte givende, når man beskæftiger sig med krimifiktion, at drage paralleller. Såkaldte homologier, der viser nogle strukturelle ligheder mellem to forståelsesrammer, viser sig nyttige, når analysen måske ikke rigtig giver noget. En kendt og fortærsket homologi i krimitraditionen er derfor detektiven som tegnlæser, hvor detektiven læser de enkelte spor for til sidst at koble disse til en større mening, nemlig sandheden eller noget der ligner. En sådan homologi når man langt med i de fleste krimier.

Men inspirationen dukker ofte op, hvis homologien er overraskende, eller hvis den udspringer af fortællingens egen tematik. Her bliver krimifortællingen nemlig også i sig selv mere videnskabsteoretisk orienteret. En slående homologi finder man således hos Jeremy Lethem i romanen Motherless Brooklyn, hvor de strukturelle ligheder placeres mellem krimiplottet og vittigheden: Giver du løsningen væk i begge to, ødelægger du som regel resten.

En anden, måske mere morbid, homologi er den, der findes mellem morderen og kunstneren. De fleste homologier går på at sammenligne detektiven med noget andet, men her er det gerningsmanden, der kaster nyt lys over krimien. Vi så senest denne strukturelle lighed hos den danske forfatter Jonas Bruun i Morelli-metoden – og nu finder vi den igen i thrilleren Anamorph.

Kriminalbetjenten Aubray (Willem Dafoe) kastes på ny ind i en serie af mord, der til forveksling ligner en tidligere sag, som han har været med til at opklare. Gerningsstederne er åbenlyst arrangeret i en sådan grad, at Aubray må trække på sin kunsthistoriske viden for at læse mordene. Aubray, der i øvrigt er ekspert i analyser af gerningssteder, finder hurtigt ud af, at mordene er arrangeret som såkaldte anamorfoser – kunstværker, som i udgangspunktet giver én mening eller slet ingen, men hvis man kigger på dem i en ganske bestemt vinkel, får de en helt ny betydning. Det tyder på, at politiet her har fået sig en copycat eller måske det, der er værre – de fangede den forkerte, da de troede de opklarede sagen…

Med andre ord er det ikke noget originalt plot. Vi har set denne lettere fordrukne detektiv med den ophøjede rationalisme før, og vi har set – uden at sige for meget – denne forbryderiske jagt på detektiven selv før. For Aubray viser sig hurtigt selv at være indhyllet i gerningsmandens udtænkning af et større plot – man fristes i denne sammenhæng til at sige ouvre. Både stil og plot har derfor temmelig meget at takke Se7en for.

Det interessante ved Anamorph er derfor ikke selve fortællingen eller den neonoirske stil, selvom det hele fungerer som en toptrimmet, blodig markhøster. Særligt er Willem Dafoe indgående i rollen som Aubray. Men det spændende er filmens egen refleksion over mordets æstetik eller irammesættelsen af forbrydelsen. Aubray snakker selv æstetik, og hans kongstanke er, at gerningsstedet er et værk, der skal læses inden for nogle ganske bestemte rammer.

Herved trækker Anamorph på et krydsforhold mellem æstetikken og erkendelsen, der ellers ikke har høj kurs for tiden. For gennem æstetisk sensibilitet formår Aubray at læse og forstå gerningsmandens budskab og erkende nogle ting, som ellers ville være gået fløjten. Værket er til for at blive set, og derfor må man jo tro, at gerningsmanden er til for at blive snuppet, ligesom kunstneren ikke (altid) gemmer sig bag sine værker. Anamorph er, selvom stilen godt kunne have trukket flere interessante veksler på kunsten, tematisk set en af tidens mest kunstorienterede krimier – hvor går grænsen for, hvad man kan udstille?


Forrige anmeldelse
« 2900 Happiness «
Næste anmeldelse
» Eichmann »


Filmanmeldelser