Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Smølferne - den hemmelige landsby (90 min.) Købefilm / Sony
Anmeldt 30/8 2017, 18:20 af Torben Rølmer Bille

Smølfer du smølf?


Smølfer du smølf?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som mangeårig fan af Peyos klassiske tegneseriealbums om de små, blå fyre, med de karakteristiske hvide huer; smølferne er en af de første ting man lægger mærke til når man sætter sig til at se den nyeste film i serien; Smølferne - den hemmelige landsby at de kære væsener ikke smølfer ret meget smølf til hinanden.

Hvis du ikke helt er med på hvad dette betyder, så vil fans vide at smølferne i tegneserierne kendetegnes ved at de ofte benytter ordet ”smølf” i forskellige bøjninger, når de taler sammen. Eksempelvis bliver sætningen ”Laver du sjov? Taler du slet ikke smølfesprog.” til ”Smølfer du sjov? Smølfer du slet ikke smølf?”. Det kan da godt tænkes, at dette er for avanceret for nutidens ungdom, eller deres unge forældre der aldrig har lært at smølfe smølf (læs: ”forstå/tale smølfesprog”), men for alle os andre er det altså en anelse mystisk, at se en hel film hvor dette særlige smølfesprog ikke indgår som en naturlig del af universet.

Den nye film er til forskel fra Smølferne og Smølferne 2 ikke kombination af realfilm og animationsfilm, i stedet er der tale om en 100% animeret film, der udelukkende foregår i smølfernes verden. Det betyder også at der er fuld knald på farverne og hittepåsomheden, for som titlen antyder, så opdager en lille gruppe af smølfer, at der eksisterer en hemmelig landsby på den anden side af den forbudte skov.

Det samme gør smølfernes ærkerival Gargamel, der sammen med sin kat Azrael og en mærkværdig Kraxelikrox-lignende fugl (der mystisk nok ikke hedder ”Kraxelikroix”) ligeledes forsøger at nå frem denne hemmelige by, før smølferne gør det. Gargamel vil nemlig, som altid, indfange smølferne som han ved er de mest magiske væsener i verden. Fanger han dem kan han nemlig dræne dem for deres livsenergi og bruge den til at blive verdens mægtigste troldmand.

Fortællingen starter dog et helt andet sted, nemlig med Smølfine. For problemet er, at alle andre smølfer har et bestemt kendetegn. Brillesmølf er klog. Stærksmølf er stærk. Bagersmølf kan lave kager og så videre - men hvad er det egentlig Smølfine kan? Hun er, som filmen også nævner, oprindeligt skabt af Gargamel for at narre smølferne, men hun blev i stedet en del af deres samfund. Som hun spørger både sig selv og sine omgivelser om; ”hvad er en ’-fine’ egentlig?”, men i Smølfernes landsby er der ikke rigtigt nogen der kan svare hende på dette.

Det er primært Smølfine, Stærksmølf, Billesmølf og Klodsetsmølf, der ender med at være filmens hovedpersoner, for selv om de indledningsvis får husarrest af Gammelsmølf fordi de har udsat sig selv for unødig, så beslutter de fire venner at trodse reglerne og se, hvad det er der gemmer sig i den forbudte skov. Filmen kan derfor beskrives som en slags roadmovie med smølfer, der er nysgerrige på hvilke hemmeligheder der gemmer sig på den anden side af den høje mur der omgiver den forbudte skov.

Filmen er fint animeret og kan ses af alle. Den byder muligvis på en, set med voksne øjne, meget forudsigelig fortælling, hvor de onde får deres retfærdige straf. Til gengæld gør de heltemodige venner en opdagelse i den forbudte skov, der potentielt kan ændre smølfernes selvopfattelse radikalt. Hvad det går ud på skal selvsagt ikke afsløres her.

Der kan måske være enkelte fans af Peyos tegneserier, der vil mene at filmen ved denne nye tilføjelse til universet bryder med en mangeårig tradition, men omvendt er der sikkert også mange der mener, at det er på høje tid med lidt fornyelse i smølfeland, efter så mange år hvor universet har set ud som det altid har gjort. Personligt mener Kapellets udsendte ikke at dette er nær så u-smølfet som det manglende smølfesprog er det.

BluRay-skiven er fyldt med ekstramateriale, fra kommentarspor til iscenesatte auditions med de amerikanske stemmeskuespillere og film om skaberne, hvor bl.a. instruktør og animatorer har fået børn til at spille dem selv. Derudover er der små film der kan vise ungerne hvordan de tegner deres favoritsmølfer, instruktioner i smølfedans og meget, meget mere. Så selv om filmen selvsagt er hovedattraktionen er der masser af materiale som smølfefans, unge som gamle, kan give sig i kast med.

Smølferne – den hemmelige landsby er en hyggelig, actionfyldt familiefilm, der både er fantasifuld og som også byder på en opbyggelig historie om at finde sig til rette, til trods for at man kan føle sig udenfor indimellem. Den sætter ikke nye standarder for hverken animationsteknik eller børnefilm, men er man bidt af en gal smølf (GNÆK!) så skal man naturligvis også se denne seneste film.


Forrige anmeldelse
« Elle «
Næste anmeldelse
» Stefan Zweig: Farvel til Europa... »


Filmanmeldelser