Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Strain – Sæson 2 (559 min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 24/11 2016, 08:28 af Torben Rølmer Bille

Actionvampyrer i New York


Actionvampyrer i New York

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er i løbet af de sidste ti-femten år blevet skruet gevaldigt op for farten på de udøde. Ikke kun zombier er tilsyneladende begyndt at dyrke parkour i fritiden og spurte efter deres ofre (selv om både Romero og Walking Dead stadig holder fast i de klassisk, langsomme zombier), men også enkelte vampyrer er ikke længere skumle skabninger, der kommer glidende langsomt frem fra tågen, men i stedet kommer springende ned fra hustage, hvorefter de hurtigløbende og adræt sæter i løb efter dig.

Sådanne hurtige vampyrer har man kunnet opleve i en række nyere horrorfilm som f.eks. den undertippede Daybreakers og 30 Days of Night. Dertil kommer tv-serien The Strain, der ligeledes benytter sig af vampyrer, der bevæger sig meget hurtigt. I den seneste sæson kan man ligefrem opleve en masse børnevampyrer, der edderkoppeagtigt kribler og krabler på vægge og lofter. .

Vampyrerne i The Strain er desuden en fed hybrid mellem den klassiske Nosferatu-type og en form for hurtigsmittende virus, for skærer man i dem, vælter det ud med hvidt blod og nogle klamme orme, som man bestemt ikke skal i kontakt med, medmindre man da selv har lyst til at blive forvandlet til vampyr. Seriens anden sæson er i dette øjeblik netop udkommet på DVD.

Tv-serien er baseret på Chuck Hogan og Guillermo Del Toros romantrilogi, som bestemt også er værd at læse. Selv om tv-serien tager en række afstikkere fra romanforlægget, så er den stadig ganske tro overfor originalen. Frygter man at det bliver en af den slags serier som blot har tænkt sig at fortsætte i det uendelige, så kan kapellet berolige vor ængstelige læser, for der er planlagt i alt fire sæsoner af tv-serien, hvilket nok primært er fordi den sidste del af trilogien har nok stof til at kunne blive delt over i to sæsoner.

Uden at afsløre for meget så slutter denne anden del af tv-serien stort set med nøjagtigt de same cliffhangers som læseren blev præsenteret for da denne nåede slutningen af den anden roman i serien. Som de der har læst den ved, er dette et virkeligt smart sted at stoppe handlingen, da det er svært ikke at have lyst til at vide hvad der sker med protagonisterne herefter.

I det hele taget er en af de ting som er ganske fremragende ved serien netop dens evne til at skabe suspense. Man oplever scene efter scene hvor man som tilskuer tænker at den situation som bliver skabt selvsagt må ende med at vore hovedpersoner dør voldsomt, eller bliver forvandlet til ”strigoi” (som vampyrerne kaldes i serien), men på både overraskende og ikke mindst opfindsom vis, klarer de alligevel skærene. I al fald nogle af hovedpersonerne.

Selve produktionsdesignet er vildt gennemført. Ikke alene er effekterne virkelig flotte, både hvad angår make-up og de klamme tentakler som Strigoi kan skyde ud af munden for at suge blod og inficere de levende, men fedt er det også på de steder i serien hvor seeren bliver transporteret tilbage i tiden og ser både hvordan vampyrenes konge - The Master - i den mørke europæiske middelalder selv blev vampyr. Man ser også hvordan Professor Setrakian og Eldritch Palmer som unge mænd jagtede den sagnomspundne bog Occido Lumen, som muligvis kan vende krigen mod de udøde til menneskenes fordel.

Det er både det fine, om end noget karikerede persongalleri, de mange forskellige sideløbende fortællinger og ikke mindst seriens evne til at skabe reelt uhyggelige scenarier, der får det hele til at spille optimalt sammen. De mange actionscener hvor horder af Strigoi skal nedkæmpes, eller hvor vor hovedpersoner er omringet af dem, fungerer også helt efter hensigten. Det er måske hverken stor kunst eller synderligt originalt – idet bog såvel som serie genbruger de fedeste elementer fra de bedste andre vampyr- og gyser-historier – men det er medrivende og svært ikke at blive grebet af.

Der er kun to mindre irritationsmomenter ved serien. Det ene bunder i hvor forholdsvis langsomt det går med udbredelsen af vampyrsmitten, i forhold til romanen. Der er mange scener hvor folk, selv i New York, går rundt på gaderne om natten uden at blive jagtet af blodsugere. Hvorfor? Det andet irritationsmoment er, at det virker mystisk at der ikke er eneste af de klamme orme, der rammer vore hovedpersoner, når man tænker på hvor mange nærkampe de efterhånden har været ude i. I seriens første del, skulle man stort set bare være i rum med en af disse orme, før man blev inficeret, i anden sæson virker dette slet ikke så farligt. Det er selvsagt mindre detaljer, men det er også irriterende at seriens skabere ikke har været mere opmærksomme på dette, når man tænker på hvor gennemført resten af serien er.

Har man derfor ikke set The Strain endnu, kan den enten streames på enkelte tjenester, eller endnu bedre anskaffes fra en af de gode butikker der stadig servicerer de af os som tror på fysiske medier. Det er sikkert ikke en serie, der vil falde i alles smag, men for de af os der knuselsker det makabre, er det perfekt underholdning. For en gang skyld en anden sæson der hverken mister fokus eller taber pusten som et mellemspil.


Forrige anmeldelse
« Independence Day: Resurgence «
Næste anmeldelse
» Fantastiske Skabninger og hvor ... »


Filmanmeldelser