Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Baskin (93 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 15/6 2016, 10:00 af Torben Rølmer Bille

Kultister i mørket


Kultister i mørket

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Filmen, alle horror- og splatterfilmsnørder taler om i øjeblikket, er uden tvivl Baskin. Det er noget så eksotisk som en tyrkisk gyserfilm, der, når den først kommer i gang, synes at skabe en række fine referencer til film, som alle os, der elsker gyset, holder mest af. Prominente folk som både Fulci, Argento, Lovecraft & Clive Barker synes at lure i kulissen, men spørgsmålet er, om filmen vitterligt kan leve op til den hype, som har fulgt den.

I denne anmelders optik kan man sagtens stole på den begejstring, filmen har vakt andetsteds! For selv om filmen starter mærkværdigt og ganske ujævnt ud, finder den efter en halv times spilletid virkelig formen. Dertil kommer, at den formår at blande okkulte elementer med voldsomme splattersekvenser og ikke mindst en virkelig dæmonisk skurk, der stjæler billedet.

Ganske enkelt handler filmen om en gruppe på seks politibetjente, der har gjort holdt på en afsides diner. De får lidt mad, fortæller røv(er)historier og hygger sig egentligt meget godt, inden de skal på patrulje. Stemningen bliver dog lidt trykket, da en af dem får et ildebefindende efter at have oplevet noget mærkværdigt på dinerens toilet. En anden af betjentene er ved at komme op og slås med en af de ansatte. De forlader derfor lettere omtumlede restauranten og forsøger at glemme ubehagelighederne ved at bryde ud i fællessang, da et kendt popnummer lyder over radioen.

Det er måske især denne fællessangscene, som virker lidt malplaceret, men filmmagerne skal jo have etableret at gruppen af hovedpersoner har det godt, før de kastes ud i mødet med det virkeligt onde.

For ondt, det bliver det! Lige som de hygger sig i bilen og tror, det bliver en rolig nat uden mange opgaver, lyder der et nødopkald over politiradioen. Et par kollegaer er i problemer i en nærliggende by. Der er flere af betjentene, der har hørt rygter om byen før. Ifølge rygterne skulle byen huse en masse helligdomme, men til trods for det er det et sted, som mange er bange for at opsøge.

Betjentene ankommer på dramatisk vis til den mystiske by og finder dér deres kollegaers bil foran den bygning, der engang var politistationen. Alle, der har spillet gyserspi,l vil straks blive mindet om sekvenser fra spil som f.eks. Resident Evil, Silent Hill, The Evil Within eller lignende, idet gruppen af betjente nærmer sig bygningen. Den enorme, faldefærdige bygning, badet i rødt lys, kun afbrudt af blinket fra politibilens blink. Denne forladte politistation gemmer på meget andet end bare støv, knirkende døre og knuste ruder.

Der er som nævnt blevet lånt en række elementer fra andre gysertekster. Mest tydelig er nok den ekspressive farvepallette, der leder tankerne hen på 70’ernes og 80’ernes klassiske, italienske skrækfilm, mens at de væsener, der snart begynder at dukker op fra skyggerne, ligner nogle, der kan være inspireret af førnævnte videospil.

Flere af scenerne i filmen er bevidst drømmeagtige. En af filmens figurer taler også om et tilbagevendende mareridt, han har, og samme figur falder da også i søvn før resten af selskabet når byen. På den vis er det både for figurerne i filmen men også for tilskueren lidt svært at vurdere, hvor drømmen slutter, og filmens reelle mareridt begynder. Denne usikkerhed giver filmen et overnaturligt, surreelt præg, der til gengæld ikke gør de sadistiske blodsudgydelser bliver mindre væmmelige at se på.

Oven i dette er der endda drysset, hvad undertegnede anser som, et par direkte referencer til The Blair Witch Project ind på udsatte steder. Dette handler ikke om, hverken håndholdt kameraføring eller overspillende teenagers. I stedet er det iscenesættelsen af den scene, hvor vore politifolk møder en af de betjente, som sandsynligvis foretog nødopkaldet. Endnu tydeligere bliver Blair Witch referencen i de scener, hvor betjentene undrende undersøger de mystiske genstande og magiske symboler, som nogen – eller noget – har hængt ned fra loftet i den forladte politistation.

De, der spiller betjentene, leverer alle sammen ganske gode og overbevisende skuespilpræstationer, men mest overbevisende er Mehmet Cerrahogulu, der spiller filmens hovedskurk. Der er sikkert enkelte seere, der vil blive irriterede over, at man ikke får klare forklaringer på alt, der foregår i filmen. Eksempelvis får man aldrig helt at vide, hvad der præcist er sket på den forladte politistation, eller hvad filmens primære skurk har af diabolske planer ud over at torturere sine ofre. Andre vil sikkert kunne kritisere filmen for, at den er overdrevent splattet, sadistisk og voldsom, men i så fald er dette en kritik, der kommer fra folk, der på samme vis kunne pege anklagende fingre mod gyserklassikere som The Beyond eller Phenomena.

Selv om Baskin ikke når helt samme status som de gode titler, den sammenlignes med hér, så er det en fascinerende spillefilmsdebut og ganske enkelt en god gyser! Gyserfans bør i al fald holde et vågent øje med instruktør Can Evrenol. Samtidig beviser filmen, at det er værd vende blikket mod andre lande end USA og England, hvis man leder efter et godt gys. Baskin er måske ikke super original, men den leverer varen, har et svedigt, stemningsfyldt soundtrack, en håndfuld gode skuespillere, der tager deres roller meget seriøst, voldsomme effekter og endelig lykkes det filmen at lave en virkelig vellykket afslutning – noget som rigtigt mange andre gyserfilm ofte har meget svært ved at gøre.


Forrige anmeldelse
« Mapplethorpe: Look at the pictu... «
Næste anmeldelse
» Martyrs »


Filmanmeldelser