Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Wake up and die (81 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 7/8 2013, 20:09 af Torben Rølmer Bille

Voldspornografisk loop


Voldspornografisk loop

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er godt nok en veritabel nedtur, der hver eneste morgen venter den unge kvinde Clasrissa. I samme øjeblik hun slår øjnene op opdager hun, at hun stadigvæk befinder sig i Dorians hus. Første gang hun vågner kan hun ikke huske hvem manden er. Hun har kun en vag hukommelse om at have været fuld til en fest aftenen før, men kan ikke huske hvordan hun er endt nøgen i mandens seng, endsige om de to har været sammen. Hun finder dog hurtigt ud af at Dorian langt fra er sødt og venligt kærestepotentiale for pludselig vender han sine kærtegn til vold og myrder hende.

Clarissa vågner atter op i den samme seng til den samme situation. Måske har det hele været en drøm, men som de værste mareridt forløber deres samtale næsten præcis som før og præcis som før, ender scenen med at Dorian slår Clarissa ihjel. Denne gang dog ikke ved kvælning, men ved at brække nakken på hende. Dette er begyndelsen på den ganske udsyrede og noget anderledes colombianske gyserfilm Wake up and die.

Filmen har bestemt lånt sit repetitive element fra den romantiske komedie En ny dag truer (org. Groundhog Day) fra 1993, men de eksplicitte scener med vold og nøgenhed gør, at gentagelsen bliver det eneste element som de to i øvrigt har til fælles. For med hver ny opvågnen, for hvert nyt mord, lærer Clarissa lige så langsomt flere ting om sin banemand. Lige som seeren, er hun tydeligvis i strand til at huske detaljerne om hvad der hændte sidste gang Dorian dræbte hende og lige som man skræller lagene af et løg, dukker der flere og flere informationer op som Clarissa kan bruge til muligvis endeligt at sat en stopper for det diabolske loop hun er blevet en del af.

Filmen har som udgangspunkt en ganske interessant fortællestruktur og man gribes da også uvilkårligt af en trang til at finde ud af hvordan det hele hænger sammen. Hvorfor er Dorian blevet så voldsom en psykopat? Hvordan kan Clarissa undslippe det værelse hun er låst inde i med Dorian? Hvad befinder der sig der bag den hemmelige dør i skabet? Hvad er Clarissas rolle i alt dette? De mange spørgsmål som seeren muligvis sidder med, sikrer filmens fremdrift.

Selv om det er en film, der har mange traditionelle horrorelementer bliver det aldrig sådan rigtigt uhyggeligt, idet man jo efter et par mord har luret hvordan det vil gå Clarissa. De er naturligvis ubehageligt at vide, at den unge kvinde utvivlsomt om få øjeblikke vil gå endnu en krank skæbne i møde, men mordene blokerer også for både Clarissa og seerens opklaringsarbejde, hvilket også bliver en anelse trættende i længden. Variationen ligger naturligvis i den måde som Dorian dræber hende på og måske hvor langt hun når rundt i hans hjem, inden mordet finder sted, men filmen har måske i virkeligheden mere til fælles med exploitation og eksperimentelle (kunst-)film end med den traditionelle gyser. Ikke desto mindre er den så tilpas mainstream at man ikke har nødig at have en Ph.D. i kunsthistorie for at kunne følge med.

Skuespilpræstationerne er klart over middel, da det kræver en hel del af sine to hovedrolleindehavere at de nærmest konstant skal spille overfor hinanden helt nøgne i ordets bogstaveligste forstand og med en voldsomhed, der i måske bliver mere skræmmende netop fordi figurerne ikke kan arbejde med mere end deres blottede kroppe.

Selv om både ideen og udførslen er ganske god, så bliver Wake up and die aldrig den kultklassiker, som den måske på skrivebordet havde potentiale til. For selv om kapellet godt kan afsløre, at filmen da finder en form for afslutning og en der ikke er helt så fesen som man ellers godt kunne have troet, så er det ej heller en finale, der vil gå over i filmhistorien. Kort sagt, så udvikler det, der ellers starter så lovende, sig til noget man har set i andre afskygninger før i mere lineær form.

Ikke desto mindre bør man fæstne sig ved navnet Miguel Urrutia, for Wake up and die har bestemt potentiale og har i al fald modet til at fortælle sin voldshistorie på en noget anderledes måde end man ellers er vant til at se. Dertil kommer at det ikke er særligt mange film fra Colombia der når vore breddegrader. Derfor lyder rådet, er man til horrorfilm, der hører til i den mere kunstneriske ende og som måske ikke giver sin seer svarene på alle de spørgsmål som den indledningsvis stiller, så prøv denne her. Det er måske ikke stor kunst, men det er både sært fængslende og under alle omstændigheder meget anderledes.


Forrige anmeldelse
« Pacific Rim «
Næste anmeldelse
» Loops »


Filmanmeldelser