´

Mest læste
[Udstillingsanmeldelse]

1 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde og Danmark
2 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde – maler mellem Seebüll og Berlin
3 - Udstillingsanmeldelse
Off Location
4 - Udstillingsanmeldelse
25 år Ib Braase - Oh no, that shit again
5 - Udstillingsanmeldelse
Carlo Wognsen – i krig og fred
6 - Udstillingsanmeldelse
Grænseegn
7 - Udstillingsanmeldelse
Et stykke forelsket Danmark
8 - Udstillingsanmeldelse
Dialog
9 - Udstillingsanmeldelse
Spatial Relations
10 - Udstillingsanmeldelse
Sommerudstilling på Mikkelberg

As Seen Below James Turrell
ARoS Permanent del af ARoS
Anmeldt 19/6 2026, 17:52 af Torben Rølmer Bille

As Above, so Below...


As Above, so Below...

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I næsten ti år har de, der har haft deres daglige gang i Århus midtby kunne følge med i byggeriet af den nye tilføjelse til kunstmuseet ARoS i Århus. I dag, fredag den 19/6-2026 kunne først pressen (læs: heriblandt Kulturkapellets udsendte – red.) og senere nysgerrige museumsgæster selv få mulighed for at se værket As Seen Below skabt af den amerikanske kunstner og arkitekt James Turrell.

Det er intet mindre end et imponerende værk. Fra museets hovedbygning bevæger du dig ned af en lang gang på omtrent 100 meter, en gang der skråner nedad, så du fysisk begynder at bevæge dig ned under jorden. Idet du når til enden af denne blåt oplyste korridor og vender dig mod selve værket, er det vanskeligt ikke at blive ovenud imponeret.

Du befinder dig nu under jorden i en halvkugle, hvor en enorm kuppel strækker sig mod himlen og vender du ansigtet mod kuplens top, vil du opdage, at der er en cirkelrund åbning der viser dig himlen ovenover. På denne dag skinnede solen fra en azurblå himmel og det var indledningsvist vanskeligt at afgøre om man så på himlen, eller en lyseblå kuppel der kronede værket.

Langs siderne i dette imponerende bygningsværk (cirklen er 40 meter i diameter og der er 16 meter fra gulvet og til kuplens højeste top), er der bygget bænke så museumsgæsterne i ro og mag kan finde en plads på betonhylden, så de kan betragte kunstværket. Det er nemlig ikke kun kuplen og åbningen, som det består af, for Turrell er en kunstner der ligesom sin kollega Olafur Elisasson arbejder med lys. Ikke kun det naturlige, men i Turrells tilfælde har han fået installeret over 1100 individuelle spots, der er med til at fuldende oplevelsen.

Pludselig og næsten lydløst glider der i løbet af små tre minutter et enormt låg på plads, der hvor der før var åbning. Idet dette sker, bliver man måske mindet om månens faser eller en solformørkelse idet både de solstråler der rammer gulvet, antager halvmåne og dernæst nymåneform, samme oplevelse er det at betragte låget der lukkes. Idet låget er helt på plads, starter det behagelige lysshow som er det egentlige værk.

Væggene ændrer farve. Hullet ændrer farve. Ofte er der komplementærfarver der skiftes ud med andre, men det sker så tilpas langsomt at man oplever disse lysskift som nogle der nærmest naturligt glider over i hinanden. Når rummet samtidig er en perfekt cirkel, så forstærkes også alle lyde, idet man bevæger sig rundt i det, lidt ligesom du måske kender det fra ”The Whispering Gallery” i St. Paul´s Cathedral i London, så forstærkes lydene og den kastes rundt i cirklen, så man kan komme helt i tvivl om, hvor lyden stammer fra. Dette gør også at publikum dæmper sig og i stedet oplever rummet og de mange præprogrammerede farveskift i ro.

As Seen Below har fire måder at se ud på. Den primære er der dagslysmodellen, som selvsagt ændrer sig alt efter om det regner, er gråvejr, sner eller som i dag byder på blændende sol. Under hullet i loftet, er der en række marmorfliser med afløb, som sørger for at evt. overskydende vand kan blive ledt væk. Dernæst er der to særlige programmer der køres ved henholdsvis solopgang og tusmørke, farver som Kulturkapellets to udsendte ikke fik set, denne gang. Endelig er der den skiftende farvecyklus, som kunstneren har designet specielt til ARoS og det særlige nordiske lys.

Selv om man måske kunne mene at en stor, tom betonstøbt kuppel måske lyder som et kunstværk der nemt kunne opfattes som Kejserens nye Klær´ så er det vanskeligt at beskrive hvor vildt et værk det er James Turrell har skabt. Det er et kunstværk der ikke kun imponerer qua sin enorme størrelse, men også et der direkte påvirker en. Man føler sig meget lille i dette store rum, man bliver opmærksom på de lyde man selv genererer og ikke mindst, så indbyder værket også til at man for et øjeblik bare tager en pause, enten siddende eller stående og bare sanser. Det fungerer utroligt godt for selv på en så hektisk dag som i dag, var det som om skuldrene faldt ned og vejrtrækningen blev helt rolig. Kort sagt, en vild, sanselig og overvældende oplevelse af kunsten, arkitekturen og en selv midt i det hele.

Samtidig gør de roligt skiftende farver og de enorme flader i rummet, at man kan opleve den særlige Ganzfeld effekt, der gør at din hjerne vil have vanskeligt ved konkret at bearbejde farveskiftene på vægge og på kuplens loft. Selv om man logisk set godt ved at den halvkuppel der dækker hullet, er en halvkuppel, så kan den også, idet man betragter den, nærmest ligne en lampe i loftet, der dækker for den resterende del af rummet. Et optisk bedrag, der er yderst virkningsfuldt. Som sagt har byggeriet varet i ti år og selve byggeriet af dette mesterlige kunstværk kan du komme tættere på i bogen Kunsten at bygge, der foruden en masse kortere tekster af bl.a. James Turrell, tidligere og nuværende museumsdirektører, sponsorer primært består af Torben Nielsens virkelig lækre, stoflige fotografier. Langt de fleste i S/H, men med et par enkelte i fuldfarve, som skøn kontrast. Bogen er selvsagt en slags ledsager til værket, men evner heller ikke at gengive hvor monumentalt As Seen Below er.

Når man ser på ARoS her i juni 2026, så virker museet også mere komplet, forstået på den måde at Olafur Elisassons Your Rainbow Panorama fra 2011 nu har fået en underjordisk bror i form af James Turrells imponerende lysværk. Cirklerne er ens, fascinationen af lyset er ens, men som en af dagens talere sagde, så hvor Eliassons værk er ekstrovert, et som udstiller betragteren idet denne bevæger sig rundt over Århus’ tage, så er As Seen Below i højere grad et introvert værk, der fordrer til at kigge indad og som gemmer sig i jordens dyb, hvorfra du kan rette dit blik mod himlen.

Kulturkapellet anbefaler derfor på det varmeste at du selv oplever James Turrells enorme værk på egen krop. Ord og billeder er i den forbindelse fattige. Du bliver ganske enkelt nødt til selv at opleve dette nye vartegn for Århus. Det er nemlig intet mindre end vildt imponerende og en oplevelse der på linje med anden stor arkitektur og kunst, potentielt vil være en oplevelse du vil bære med dig i lang tid efter dit museumsbesøg er slut.

LINK til kapellets video - desværre med lidt dårlig lyd

Foto: Dorthe Bille (c)

Forrige anmeldelse
« Malermenneske i Berlin «
Næste anmeldelse
» Ulydig. Kroppen i Punk »