´

Mest læste
[Udstillingsanmeldelse]

1 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde og Danmark
2 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde – maler mellem Seebüll og Berlin
3 - Udstillingsanmeldelse
Off Location
4 - Udstillingsanmeldelse
25 år Ib Braase - Oh no, that shit again
5 - Udstillingsanmeldelse
Carlo Wognsen – i krig og fred
6 - Udstillingsanmeldelse
Grænseegn
7 - Udstillingsanmeldelse
Et stykke forelsket Danmark
8 - Udstillingsanmeldelse
Dialog
9 - Udstillingsanmeldelse
Spatial Relations
10 - Udstillingsanmeldelse
Sommerudstilling på Mikkelberg

Levende Landskaber forsk.
SMK Thy 28/3-18/10-2026
Anmeldt 23/7 2026, 12:09 af Maria Stensgård

Naturen i mennesket og mennesket i naturen


Naturen i mennesket og mennesket i naturen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

At køre til Doverodde i Thy i det nordvestlige Danmark og besøge SMK-Thy handler ikke kun om kunst. Det er i høj grad en totaloplevelse hvor natur, kultur og kunst smelter sammen til en højere enhed.

Hvad er det for en natur museet er placeret i? Hvad er det for et liv menneskene har haft der før det blev til museum? Og hvilke kulturelle artefakter fortælles der om på stedet ud over formidling af kunst på den aktuelle udstilling Levende landskaber?

SMK-Thy åbnede i 2025 ved den lille havneby Doverodde ved Limfjorden, der i 1800-tallet var en af fjordens vigtigste handelspladser med ugentlige skibsforbindelser med korn og kvæg til London. Og lige ved siden af museet ses Købmandsgården, der i dag er kombineret spisested og butik drevet og ejet af Thisted Kommune, en fredet bygning fra 1848 der var en del af fortidens storhedstid for området.

Desuden rummer stedet en såkaldt ´naturlandsby´ med omkringliggende park hvor der løbende formidles diverse naturprojekter, byggefællesskaber og undervisning i bæredygtighed med målet at formidle landskabets særegenhed og lokale håndværkstraditioner.

Bygningskomplekset rummer desuden en silo fra den hedengangne eksport af korn som dette år viser en særudstilling Frøskallerne hvor tre samtidskunstnere viser værker, der tager udgangspunkt i vores levende kulturarv, nemlig det vi dyrker i haver og på marker. Denne udstilling er også en del af SMK-Thy!

Museet er det nænsomt ombyggede pakhus fra 2025 er skabt af materialer fra det tidligere pakhus med den norske tegnestue Reiulf Ramstad Arkitekter i spidsen, som vandt arkitektkonkurrencen i 2021.

Levende landskaber ses på 1. sal i pakhuset i de tre sale med i alt 49 værker. Alle med fokus på menneskets afhængighed af de fire elementer, jord, luft, ild og vand, ligesom de er inddelt i grupper som: Skovens mystik, Kroppe i elementernes vold, m.fl.

Et af de ældste værker er i hollandsk guldaldertradition af Simon van der Does (1653-1717): ”Hyrdinden med Hjorten” fra 1708 hvor kvinden ses i en dobbeltrolle som ammende mor og vogter af får. Maleriet er i vanlig guldalderstil, der formidler et italiensk landskab med et ældgammelt træ i forgrunden, en mindesten ved siden af og i mellemgrunden ruinerne fra en storladen borg eller lignende. Alt sammen ses i et smukt landskab med blå himmel og lammeskyer svævende over jorden. En skøn symbiose mellem menneske, dyr og landskab som er dybt afhængige af hinanden mens ånden hviler over altet.

Næsten 200 år efter er J. F. Willumsen (1863-1958) klar med ”En bjergbestigerske” fra 1912. Her er kvinden frigjort fra pligter med børn og dyr, men indgår som en levende del af de schweiziske alper hvor hun er optaget i egne tanker og synes at nyde at bestige bjerge som en del af et moderne fritidsliv. Sådan kunne man i hvert tilfælde tænke i dag. I 1912 var det forbeholdt en lille overklasse at have tid og råd til den slags fornøjelser. Bare det at rejse til udlandet var jo forbeholdt de få. Men billedet viser Willumsens syn på kvinden som ligeværdig med den traditionelt set opdagelsesrejsende mand. Kvinden skuer videbegærligt og erobrende ud på verden.

I nyere tid er det især Lene Adler Petersens (f. 1944) ”Mountains Water” fra 1985 der tager opmærksomhed. Som om fattigfirserne med høj arbejdsløshed, voksende udlandsgæld og udbredt social ulighed fik kunstneren til at tage flugten til udlandets bjerge og fredfyldte vande, for med kontemplativ ro at lade sindet op med naturoplevelser i dens egne farver langt fra storbyens neonfarver og tiltagende sociale uro.

Et af de nyeste værker er Anne Bjerger´s (f. 1973): ”Climber” fra 2019. Den svenske kunstner viser ofte, fragmenter af tilstande, som her et udsnit af en kravlende og opadstræbende agurk-plante hvor både gule blomster og en moden agurk er en del af planten. Hvad er det vi skal forstå? Hvad er det vi skal se? Det er op til beskueren selv. Måske skal vi bare blive bedre til at se hele skaberværket alias naturens magi. Husker vi det når vi køber agurker i Netto, Føtex eller Menu?

Samlet set en smuk udstilling med et bredspektret syn på mennesket i naturen og naturen i mennesket. Undlad ikke et besøg på SMK-Thy. En udstilling der maner til undersøgelse af 500 års kunsthistorie med diverse forståelser af mennesket og dets plads i naturen. Er vi - homo sapiens - egentlig bare ligesom agurkeplanten der søger lys, vand og modning for at undgå mørkets snarer?

Forrige anmeldelse
« Anne Marie Carl-Nielsen - At fo... «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser