Den aktuelle udstilling med billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen på Odense Museum, giver stof til eftertanke om glemte kunstnere, der genopdages og revurderes i eftertiden.

Anne Marie Carl-Nielsen, Vera Nabokov, Alma Mahler, Clara Schumann, Fanny Mendelssohn, Camille Claudel, Johanne Luise Heiberg, Marie Krøyer, Anna Ancher, Nancy Dalberg. Listen er lang. Disse kunstnere har alle det til fælles, at de stod i skyggen af mænd. For Anne Marie Carl-Nielsens vedkommende er det nu ved at gå op for verden, at det var urimeligt, at hun skulle stå i skyggen af sin berømte mand, komponisten Carl Nielsen.

Det var ikke fordi Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) var ukendt i sin samtid, hun fik blandt andet en prestigiøs bestilling til at skabe en rytterstatue af Christian IX. Dermed blev hun den første kvinde i verden, der fik til opgave at skabe en rytterstatue af en konge. Men i eftertiden gled hun ud hun i glemsel, i takt med at Carl Nielsen blev Danmarks mest berømte komponist med international bevågenhed, ikke mindst da dirigenten Leonard Bernstein tog Nielsen under sine dirigentvinger i 1960’erne.

Hvordan kan det lade sig gøre, at Anne Marie Carl-Nielsen nu bringes frem i lyset og genopdages og revurderes med superlativer af kunsthistorikere og kritikere? Som så ofte skal svaret til dels søges i det trivielle svar: Følg pengestrømmene.

Paradigmeskift i kunstlivet
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat blev stiftet i 1957 af kunstnerparrets døtre, Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmanyi. Legatet uddeler hvert år hæderspriser til danske billedhuggere, komponister og musikere – skiftevis i lige og ulige år. På legatets hjemmeside kan man læse, at legatet, udover hæderspriserne, også uddeler legatet talentpriser og støtter projekter, der synliggør Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske virke.

Det er betydelige summer, legatet drysser ud over kunstlivet hvert år, og i forhold til hæderspriser kun tangeret af Beckett-Fondens hæderspris på en million kroner til Per Nørgård i 2008. På det tidspunkt satte Beckett-Fonden en helt ny standard inden for omfanget af hæderspriser i Danmark.

I forrige århundrede havde Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat flere udfordringer. En af dem var at tilgodese billedkunsten, som levede en stedmoderlig tilværelse som følge af, at Carl Nielsen var kendt og elsket, hans hustru var ukendt og ingen havde opdaget, at hun også var en stor kunstner.

Legatets kapital er i al væsentlighed tilvejebragt fra indtægter af kunstnerrettigheder, og midlerne gik i høj grad til komponister i form af det, der i folkemunde blev kaldt ´Carl Nielsen-legatet´. Det er ikke den korrekte titel på legatet, men billedkunsten i tildelingerne var stort set fraværende i offentligheden. Legatet havde en anden nok så speciel udfordring: det var svært at komme af med midlerne til komponister. Det førte til, at man ´vendte bunken´ og gav legatet til samme komponist to gange. En af dem var komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Dengang talte vi halvt i spøg, halvt i alvor om, at legatet måtte finde komponister helt ned på konservatorieniveau, for at komme af med pengene.

Anne Marie Carl-Nielsens anerkendelse skal måske ses i sammenhæng med et paradigmeskift i kunstlivet, hvor kvindelige komponister og billedkunstnere blev genopdaget og sat i rette kunsthistoriske perspektiv.

Nu er Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen forenet på en ligeværdig måde i Odense Museum, hvor man lige nu kan se omkring 200 skitser af Anne Marie Carl-Nielsen, modelleret i voks, mel, beg og olie. Værdigt støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. I en anmeldelse af udstillingen kalder Kristeligt Dagblads anmelder Anne Marie Carl-Nielsens voksskitser for ”verdensklasse” og samlingen for ”… en af verdens mest velbevarede samlinger af slagsen.” Alverdens kunstinteresserede er i fremtiden nødt til at komme til Odense, siger kunsthistoriker Emilie Boe Bierlich, der er leder af Anne Marie Carl-Nielsen centret i Odense.

Udstillingen er en rejse værd, for den giver et fremragende indblik i både kunsten og livet og ikke mindst samlivet med Carl Nielsen, hvorfor det anbefales også at besøge udstillingen om Carl Nielsen på Carl Nielsen Museet.

Sammenstillingen af Anne Marie Carl-Nielsens mange gipsmodeller, monumentale værker og den nutidige dialog med Jesper Justs installation Luminiscens, gør udstillingen meget nutidig og viser os, at de såkaldt vitalistiske strømninger i begyndelsen af 1900-tallet kan fortælle noget væsentlig og være relevante også i vores egen tid.

På en lidt bagvendt måde har Anne Marie Carl-Nielsen fået et smukt eftermæle, måske netop fordi hun var gift med Carl Nielsen og fordi de posthume pengestrømme fra Nielsens musik gjorde det muligt at kaste lys på hustruen, som vi nu ser i egen ret, om end det i et nutidigt lys er mærkværdigt, at hun skal bære hele sin mands navn i sit navn. Man kunne polemisk spørge, om det ikke burde være omvendt?

Liv efter døden?
Kunsthistorien er fyldt med eksempler på kunstnere, som blev glemt og siden genopdaget. Indenfor musikkens område J.S. Bach, der først ved Felix Mendelssohn-Bartholdys mellemkomst blev hentet ud af glemslen og ind i den klassiske musiks kanon af store mestre.

Historien er også fyldt med eksempler på kunstnere, som var betydelige i deres samtid, men gled ind i det store mørke efter deres død. Niels W. Gade er et eksempel blandt mange. Hans karriere var enestående i dansk musikhistorie. I 1840 sejrede han i Musikforeningens kompositionskonkurrence med sit opus 1, Ossian-ouverturen. I 1843 uropførte selveste Mendelssohn-Bartholdy Gades første symfoni i Leipzig ved de berømte Gewandhaus-koncerter. I den koncertstatistik Angul Hammerich publicerede i Musikforeningens jubilæumsskrift i 1886, står det sort på hvidt at Gade var den mest spillede danske komponist med 122 opførelser. Robert Schumann skrev om Gades 2. Symfoni i Neue Zeitschrift für Musik: ”Man denkt dabei an den schönen Buchenwälder Dänemarks” (”Man tænker i den forbindelse på de smukke bøgeskove i Danmark”). Efter Gades død blev komponistens skaberværk stort set glemt.

Indenfor billedkunsten finder vi selvfølgelig også eksempler på kunstnere, som blev glemt efter deres død. Jørgen Gudmundsen-Holmgreen, som ingen rigtig kender i dag, skabte værker, der var inspireret af den arkaiske skulpturverden, funderet i de klassiske idealer. Han tog studentereksamen fra H. Adlers skole i 1913 og blev elev hos billedhuggeren Anders Bundgaard (mest kendt for værket Gefionspringvandet, der er opstillet nær Kastellet og Langelinie i København), hos hvem han studerede indtil 1915. Samme år debuterede han på Forårsudstillingen Charlottenborg.

Det er ikke tilfældigt, at Jørgen Gudmundsen-Holmgreen bringes ind i denne anmeldelse. Allerede som 18-årig blev han i 1913 af Anne Marie Carl-Nielsen inviteret til Celle i Nordtyskland for at hjælpe med opskaleringen af hesten til Christian IX’s rytterstatue. Christian IX’s foretrukne hest var hannoveraneren, og Celle var hjemsted for statstutteriet, hvor Anne Marie havde udsøgt sig hingsten Flingart. I en korrespondance mellem Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen i efteråret 1913 fremgår det, at Gudmundsen-Holmgreen gjorde en god figur i Celle. Carl Nielsen skrev til sin hustru den 4. november 1913:

”Din lille Medarbejder [Gudmundsen-]Holmgreen var her igaar og fik Hilsener med til Dig. Jeg tænker Du bliver helt glad for ham, og at Arbejdet saa vil gaa frem for Dig. Jeg kan se Dig saa tydeligt hvordan Du gaar i Dit Arbejde og jeg kunde have stor Lyst til at komme ned til [Dig] engang. Mon det ikke kunde gaa! Nu skal vi se. Holmgreen bad om noget Forskud og jeg udbetalte ham 50 Kr at Du ved det.”

Den 28. november skrev Anne Marie Carl-Nielsen til sin mand: ”Lille Holmgreen er meget rar og hyggelig og ivrig med at se på Heste.” Det lykkedes Anne Marie Carl-Nielsen at hjembringe og opbevare gipsmodellen af hesten uskadt under Første Verdenskrig. Med ti års forsinkelse blev rytterstatuen endelig officielt afsløret den 15. november 1927 på Christiansborg, hvor den står den dag i dag.

Under arbejdet i Tyskland i 1913 så Jørgen Gudmundsen-Holmgreen en arkaisk mandstorso i Berlin, som gjorde dybt indtryk på ham. Herfra udsprang interessen for studier af græske skulpturer, som blev en væsentlig forudsætning for dennes fortolkning af ynglingefiguren, som blev det gennemgående hovedmotiv i hans senere kunst. Var Gudmundsen-Holmgreen, ligesom komponisten Rued Langgaard, født i et forkert århundrede, som flere mente? Eller fortjener han at blive bragt ud i lyset og revurderet, med samme substantielle støtte fra Legatet med de gode penge?

Set i historiens lys er paradokset slående. I 1930'erne syntes Carl Nielsens æstetik at have sejret næsten totalt, mens Rued Langgaard blev betragtet som en excentrisk romantisk anakronisme. I dag står begge som centrale skikkelser i dansk musikhistorie – men af vidt forskellige grunde. Carl Nielsen blev den nationale klassiker gennem samtidens institutionelle anerkendelse. Langgaard blev først for alvor anerkendt efter sin død, da senere generationer opdagede, at hans visionære værker på mange måder pegede længere frem end den musik, der i hans egen levetid blev betragtet som den moderne norm.

Langgaards skæbne fik samtidig et næsten symbolsk præg. Som domorganist i Ribe passerede Langgaard dagligt Anne Marie Carl-Nielsens bronzedøre til domkirken. Ifølge overleveringen udløste synet et mut ”føj” fra Langgaard – et lille, men sigende billede på, hvordan Carl Nielsen for ham var blevet personificeringen af det musikliv, der havde afvist ham.

Det er dog vigtigt ikke at gøre Carl Nielsen selv ansvarlig for Langgaards marginalisering. Meget tyder på, at Nielsen personligt havde respekt for Langgaards talent. Problemet var snarere, at Langgaard manglede det netværk og den institutionelle opbakning, som Nielsen havde opbygget gennem årtier. Langgaards vanskelige temperament gjorde desuden situationen værre. Han var dybt afhængig af anerkendelse, reagerede stærkt på kritik og havde svært ved at indgå i de personlige og institutionelle relationer, som et musikliv også består af.

Tre-i-en
Sideløbende med udstillingen med Anne Marie Carl-Nielsens kunst, har Museum Odense fået betydelig medieomtale for særudstillingen Anne Marie & Carl Nielsen. Gemte breve fra et ægteskab i krise, hvor de nyåbnede breve fra den forseglede kapsel på Det Kongelige Bibliotek vises.

Denne udstilling har tiltrukket mere presseinteresse end den permanente kunstudstilling, måske fordi brevene angiveligt ændrer forståelsen af det stormfulde ægteskab mellem Carl og Anne Marie Carl-Nielsen.

Midt i den ægteskabelige krise var Anne Marie Carl-Nielsen en af hovedkræfterne bag etableringen af Kvindelige Kunstneres Samfund i 1916. Hun indgik i en bemærkelsesværdig generation af kvinder, som omkring år 1900 ikke blot kæmpede for kvinders juridiske rettigheder, men også for deres plads som professionelle kunstnere, intellektuelle og samfundsborgere. Hun var ikke den mest højtråbende feminist, men hun var blandt de mest handlekraftige, fordi hun omsatte sine holdninger til institutionel handling.

Det interessante er, at Anne Marie Carl-Nielsens arbejde for kvindelige kunstnere fandt sted netop i de år, hvor hendes eget ægteskab med Carl Nielsen var under voldsomt pres. Hvor brevene mellem ægtefællerne afslører personlige konflikter, viser hendes organisatoriske arbejde en kunstner, der samtidig formåede at løfte blikket og arbejde for en sag, som rakte langt ud over hendes eget liv. Det giver hendes virke en bemærkelsesværdig dobbelthed: privat krise og offentlig handlekraft eksisterede side om side.

Anne Marie endte med at tilgive Carl for ekstra-maritale aktiviteter, herunder forholdet til Marie Møller, som også portrætteres i særudstillingen. Efter Carl Nielsens død i 1931 skabte hun monumentet Musikkens Genius, som blev afsløret i 1939 i trekanten mellem Grønningen og Store Kongensgade i København. Det er et usædvanligt mindesmærke, fordi det ikke forestiller Carl Nielsen som portrætstatue. Hun ønskede ikke at rejse endnu en traditionel statue af den afdøde komponist. I stedet skabte hun en allegori over musikkens skabende kraft. Det er stærkt.