Nærværende tegneserieglade skribent, har i mange år hårdnakket påstået at de allerbedste DareDevil-tegneserier er dem Frank Miller har tegnet. Et udsagn som bør revideres, for idet du begynder at læse Dare Devil – Manden uden frygt som godt nok er skrevet af Miller, vil du opdage, at hans kollega John Romita Jr. er mindst lige så veltegnende som Frank.

Romitas tegnestil læner sig kraftigt op ad Millers, og selv om ekstramaterialet er lidt sparsomt i denne udgivelse, så kan man også godt fornemme at de to har arbejdet meget tæt sammen, for at få tekst og billeder til at gå op i en stærk, grafisk enhed. Et samlet udtryk der gør at dette album er et som alle der holder af Dæmonen skal have hjem i samlingen.

Det er i alle fald en både dyster, voldelig og superspændende fortælling som du får serveret på albummets 184 sider. Det var med tegneserier som denne (og selvsagt Alan Moores Watchmen og Millers Nattens Ridder vender tilbage) at tegneserielæsere i halvfemserne blev opmærksomme på, at der også kunne laves superheltetegneserier til et langt mere voksent publikum end tidligere.

I Manden uden frygt får du faktisk serveret en slags kondenseret version af den oprindelseshistorie som du også kan opleve i eksempelvis de tre bind om den blinde helt som Faraos Cigarer i 2024 udsende med titlen Daredevil bind 1-3.

I de to første bind af den serie, kunne tegnede Frank Miller størstedelen af historierne, men så overtager Klaus Jansson tegneopgaven og Miller fokuserer i stedet på historierne. I Daredevil: Genfødt var det David Mazzucchelli der førte pennen. Så det beviser endnu engang, at undertegnede tog grueligt fejl da han påstod at den eneste ”rigtige” Daredevil-tegner er Miller. Når det er sagt, så er det stadigvæk Frank Miller der bør få æren for at give denne ikoniske Marvel-figur nyt liv og som gjorde DareDevil til den figur vi kender i dag.

Du er i Manden uden frygt vidne til at den unge Matt - i forsøget på at hjælpe en gammel mand - selv bliver offer for den ulykke der gør ham blind. Du får også at se hvordan den unge Matt Murdock systematik beslutter sig for at hævne drabet på sin far. Faktisk er det dette motiv, der driver størstedelen af handlingen frem hér, men sideløbende får læseren også et indblik i Matts liv på universitetet, venskabet med hans senere advokatpartner Nelson og ikke mindst så udrulles Matts komplicerede had/kærlighedsforhold forhold til den smukke snigmorderske Elektra. Kort sagt er Manden uden frygt et fint sted at starte, hvis du ikke kender figuren i forvejen.

En af Millers største bedrifter er at han er virkelig god til at fortælle spændende, voldsomme historier fra storbyen. Det raffinerede han måske i særdeleshed i sin Sin City-serie men man kan allerede se masser af gode tiltag til det hér. I DareDevils univers er det også New York City der danner rammen om alle de dramatiske begivenheder og byen synes at være lige så stor en medspiller som de figurer vi møder undervejs.

Miller synes at gå præcis til kanten for hvad de amerikanske censurmyndigheder (læs: comics code) kunne acceptere og idet man læser Manden uden frygt er det svært ikke konstant at blive mindet at prosaen er en man kender fra de mest hårdkogte, amerikanske noir-romaner hvor handlingen altid foregår i storbyens snuskede underverden. Det er godt tegnet men det er også hamrende godt skrevet.

Millers ord er i øvrigt blevet forebilledligt blevet oversat til mundret dansk af Henrik List, hvilket gør at sproget i den danske version ikke har mistet den kant og spændstighed som kendetegner originalen.

Selv om Man without Fear første gang udkom i 1993, så føles den lige så frisk og rå i sit udtryk i dag som dengang. Det er meget muligt at store dele af New York i 2026 er blevet gentrificeret og byfornyet, men det ændrer ikke på at denne tegenserieudgave af byen fungerer upåklageligt. Faktisk er det lige før man savner denne version af NYC lidt.

Manden uden frygt bringer muligvis ikke meget nyt til DareDevils univers, men den er virkelig velfortalt og sejt tegnet. Så selv om handlingen synes at dække ”de unge år”, altså årene før Matt Murdock trak i sin karakteristiske røde, tætsiddende DD-dragt, så hører den også til den slags af superheltetegneserier der nærmest læser sig selv – så medrivende er den!