Noir Burlesque 2 / Faraos Cigarer / Fahrenheit / 160 sider
Tekst: Enrico Marini, ill: Enrico Marini & Philippe Ravon (grafisk design)
Anmeldt 29/8 2026, 13:46 af Torben Rølmer Bille
Sort, hvid og blodrød
Sort, hvid og blodrød
« Tilbage
Det er vist ganske tydeligt at tegner Enrico Marini har ladet sig inspirere af Frank Miller ikoniske Sin City da han satte pen til papir og begyndte første bind af Noir Burlesque (et faktum undertegnede også nævnte da første del blev anmeldt på disse sider.
Efter at have læst første bind, var det vanskeligt at afgøre om hvor lang fortællingen om den barske, kriminelle enspænder Terry ville blive. Det kan nu afsløres, at serien med stor sandsynlighed strækker sig over to bind. Uden at ville afsløre alt for mange detaljer, så bliver det i anmelders optik meget vanskeligt at fortsætte serien oven på de begivenheder der udfolder sig hér i anden (sidste?) del.
Det blev allerede i første del etableret at Terry har en affære med den rødhårede natklubsangerinde Caprice. Det er problematisk for hun ´tilhører´ jo gangsterbossen Rex. Da første bind sluttede var Terry blevet kaldet i audiens hos Rex og her i starten af anden del, finder vi ud af hvorfor.
Det viser sig, at Rex har tænkt sig at udfordre si rival Don Zizzi. Da Terry spørger hvorfor han skulle have en interesse i at gøre livet surt for Zizzi, forsøger Rex sig med replikken: ”Måske fordi han slog din far ihjel og gjorde din mor til luder?” Terry svarer: ”Min far var et dumt svin og min mor endnu værre. Det var på grund af Zizzi at jeg fik en lykkelig barndom i min bedstemors smugkro. Jeg burde nærmere takke ham.” (s. 6) Så er den hårdkogte stil lige som lagt, men uanset alle smarte replikker kan Terry ikke undgå at udføre den opgave Rex giver ham.
Rex fortæller at han vil sende en flok hårde drenge ud til Zizzis palæ, for dér at stjæle et maleri af Zizzis mor. Maleriet er malet af en verdensbrømt kunstner men det som gør maleriet ekstra specielt er at Zizis afdøde mors aske er iblandet malingen. Ud over dette, skal håndlangerne også få fat i hvad de først tror er et smykke, men den ”perle” der tales om viser sig at være Pearl, Zizzis datter. Disse to ting skal Rex bruge for at lægge maksimalt pres på sin konkurrent, uden dog at han har tænkt sig at starte en egentlig krig i underverdenen.
Noir Burlesque – bind 2 er en meget veltegnet og stemningsfuld actionfortælling, som nævnt er holdt i gråtoner foruden den røde farve som primært bliver brugt til Caprices hår og læber, Pearls bukser og selvfølgelig al det blod der bliver udgydt. Ulig hos Miller, så er der her ikke tale omhårde sort/hvide kontraster, men et væld af gråtoner udført i hvad der ligner akvarelteknik.
Selv om der er en del dialog, så er der også længere passager i disse 120 sider, hvor tegningerne får lov til at dominere, både i de ret så fremragende actionscener, hvor vi oplever hårde fyre gå i kødet på hinanden med pistoler, maskinpistoler, knive og selv økser men også i de mere stemningsskabende scener som den der strækker sig fra s. 19-26. Den består primært af en natklubscene hvor Caprice optræder. Scener som den gør, at fortællingen ikke føles forhastet eller forhippet på udelukkende at skabe fart og spænding, men også tager sig tid til miljøskildringer og forførende, femme-fatale stemninger.
Selv om Noir Burlesque – bind 2 ikke genopfinder den hårdkogte kriminalfortælling, så er den guf for de der holder af genren. Det er en meget fedt tegnet serie. Det er Enrico Marini der står bag både historien og illustrationer, så optræder navnet Philippe Ravon også i udgivelsen. Han er krediteret for ”grafisk design” - men hvad dette konkret indebærer er vanskeligt at afgøre. Uanset hvad, så fungerer fortællingen virkeligt godt, og takket være det lækre finish som udgivelsen har fået af Forlaget Faraos Cigarer, er det også en positiv oplevelse at bladre gennem den. Den er flot trykt og papirkvaliteten er helt i top.
Holder du derfor af hårdkogte fyre, smækre duller, vilde actionsekvenser, et retro-storbysmiljø og af tegneserier i al almindelighed, bør du skynde dig hen og få fat i anden – og foreløbigt sidste - del af Noir Burlesque. Hvis du lige som Kapellet var pjattet med første del, vil du bestemt ikke blive skuffet over afslutningen.
