Et hurtigt blik på forsideillustrationen til Dakota 1880 synes at pege i retningen af, at hovedkræfterne bag dette ekstraordinære eventyr med Lucky Luke er meget glade for de klassiske spaghettiwesterns. Kapellets anmelder kom i al fald til at tænke på Sergio Corbuccis enestående The Great Silence idet forsiden viser Lucky Luke med riffel i hånd vade gennem ankeldyb sne.

Idet man begynder læsningen, så opdager man også hurtigt at både fortælle- og tegnestil er meget forskelligt fra de mere traditionelle Lucky Luke-albums. Dette er en tegneserie henvendt til en mere voksen læser, for her er ingen talende heste, ingen slapstick, ingen fjollede Daltonbrødre, men derimod benyttes Lucky Luke-figuren på en helt anden, mere alvorlig, cool måde. Ikke dermed sagt at vi ikke kan genkende Luke eller for den sags skyld konceptet om at han er ”hurtigere end sin egen skygge.” Dette er faktisk titlen på den tredje fortælling.

Albummet er delt op i syv enkelte kapitler. Disse flankeres af en introduktion og en epilog, samt et par siders sluttekst, der på fineste vis forsøger at manipulere læseren til at tro på at figuren Lucky Luke ikke var tegneren Morris´ opfindelse, men at han baserede sin berømte karakter på en person fra virkelighedens verden. Disse sidste par sider synes, lige som den noget mere seriøse fortællestil, at være en hyldest til Girauds og Charliers Blueberry, da skaberne af denne figur på samme vis forsøgte at overbevise læserne om at deres figur havde eksisteret i virkeligheden.

Dette er dog ikke de eneste forskelle mellem udtrykket i dette album og så det vi kender fra de klassiske album. Mange af de enkelte historier der fortælles om den sympatiske cowboy kan god ligne de mange af os sikkert husker fra tegneserier som Prins Valiant eller Illustrerede klassikere. Man mødes af billedrammer med en beskrivende tekst gengivet under eller over illustrationen. Bevares, idet man læser videre i Dakota 1880 så dukker der også flere og flere talebobler op, men valget om indledningsvist at lade tekst og illustrationer være adskilt på denne måde, giver albummet en visuelt stram stil samtidig med at den peger på fordoms tiders tegneserietraditioner.

Alt dette gør at dette album i den grad kommer til at fremstå som Et ekstraordinært eventyr med Lucky Luke som også fremgår af forsiden. For de tegneseriefans der ikke har fulgt med de sidste år, så er der kommet en hel del albums med kendte figurer i uvante omgivelser. Udfordringen for de der skaber disse historier er naturligvis at de skal sørge for på den ene side at behandle deres figurer med så tilpas megen respekt så læseren ikke fremmedgøres overfor dem, samtidig med at man forsøger at placere figurerne i mere uvante rammer og anderledes typer af fortællinger. Begge dele synes lykkes i Dakota 1880.

Apollog og Brüno får i samarbejde med deres ganske eminente farvelægger Laurance Croix skabt et Lucky Luke-univers der på én gang virker både velkendt, retroagtigt og overaskende friskt. Selv om de enkelte kapitler fortæller hver deres lille historie, så flettes disse på elegant vis sammen med at læsningen skrider frem.

Selve tegnestilen mindede undertegnede lidt om den man finder hos Hernandez-brødrene (Love and Rockets - red.) idet der arbejdes med en ret bred tuschpen og nærmest ingen skraveringer eller detaljer. Det gør dog også at hver enkelt billedrude får en meget stærk grafisk kvalitet, der sammen med den fine farvelægning giver et overordentligt lækkert helhedsindtryk.

Som nævnt synes folkene bag Dakota 1880 at holde meget af spaghettiwesterns, hvilket kommer til udtryk på mange forskellige måder. Eksempelvis foregår fjerde del i en diligence der kører over prærien i silende regn og som visuel kontrast kan man i sjette del bål opleve Luke redde en stakkels ungmø fra den grum skæbne i en fortælling der næsten udelukkende er gengivet i røde og sorte farver, for saloonen og den omkringliggende skov brænder. Her dukker Luke også op, men læseren ser ikke hans ansigt da han er gengivet som en skygge på baggrund af den brændende skov. Meget dramatisk og effektivt.

Dakota 1880 er en tegneserie, der med stor sandsynlighed vil appellere til både de der samler på Lucky Luke i alle afskygninger, men måske i særdeleshed til der blot holder af gode (western)tegneserier. Det er ikke fordi, at de enkelte småhistorier alle er vildt nyskabende, men de er velfortalte og som nævnt er de alle meget stilrent og flot tegnet.