En af de tegneserier som kunderne spurgte mig hyppigst til om var kommet, da jeg stadig arbejdede i Faraos Cigarers butik i Århus, var anden og sidste del af Milo Manaras tegneserieudgave af Umberto Ecos roman Rosens Navn. Det var der også god grund til, for som du kunne læse i Kapellets omtale af første del, har Manara formået at omforme Ecos meget omfangsrige romanforlæg til en meget stemningsfuld tegneserie, der på den ene side bevarer meget af det der gør romanen til en klassiker, samtidig med at Manara umiskendeligt får sat sit eget præg på denne historie. Så efter flere forsinkelser er anden del nu endelig kommet på dansk og den har så afgjort været ventetiden værd.

Det kan ikke siges nok gange, Manara er en enestående tegner. En af de tegnere der har fundet frem til en streg, der gør at man øjeblikkeligt kan genkende, at det er ham der styrer pennen. Selv om manden har fejret sin 80 års fødselsdag, så er der intet der tyder på at alderen står i vejen for kunsten. Til trods for at farvepaletten, lige som i første del er holdt i nuancer af brun, grå, sort og hvid (ganske forståeligt idet handlingen jo foregår i et munkekloster i middelalderen ved vintertide red.), så er det et visuelt imponerende værk han har skabt. Det kan godt være at du ved første øjekast ikke opdager dette, men giver du dig til at nærstudere hans gengivelser af ansigter, af arkitekturen og landskabet, så vil du blive imponeret af mandens eminente håndværk.

Fortællingen om William af Baskerville der forsøger at opklare hvem der står bag de apokalyptiske dødsfald i klostret fortsætter hvor første del slap. I denne anden del kommer der desuden en masse nye besøgende til klostret. Først en samling munke fra resten af Italien, der i fællesskab skal forsøge at nå til enighed om hvorvidt det er i tråd med Biblen, at kirken tjener penge. Dernæst ankommer selveste Inkvisitionen - ledet af den monstrøst ubehagelige Bernado Gui - til klostret, for at finde den eller de han mener er skyldige i den seneste tids forbrydelser.

Hvor Inkvisitionen er hurtige til at finde deres hovedmistænkte og få en tilståelse presset ud af dem gennem tortur, forfølger Adso og Baskerville andre og mere troværdige spor, der alle synes at pege på at svaret på gåden skal findes i klostrets enorme og labyrintiske bibliotek.

Selv om denne version af Ecos roman er vildt lækkert udført, så vil kapellets anmelder samtidig anbefale at du ikke starter med Manaras udgave af Rosens navn, hvis du aldrig før har læst Rosens navn. Da Ecos fortælling både byder på en ret fantastisk og nuanceret skildring af klosterliv i middelalderen, længere teologiske debatter, fokus på dommedagsteorier, overtro, kærlighed og ikke mindst en kriminalfortælling, der driver det hele frem, er der mange elementer som forståeligt nok ender med ikke at være inkluderet i tegneserieversionen. Så er man førstegangslæser af Rosens navn vil der med garanti være flere ting, der kan forekomme mærkværdige eller som Manara desværre ikke kommer i helt dybden med.

Et par konkrete eksempler på dette er at det i tegneserieversionen modsat romanen og Jean-Jacques Annauds film ikke helt lige så effektiv lykkedes for Manara at vise hvor katastrofal og hjerteskærende den brand der opstår mod handlingens klimaks er. Manara lader på samme måde den ´rose´ som har givet navn til titlen blive skrevet ud af handlingen. William forklarer selvsagt Adso hvad der vil ske, men måske kunne det have været mere effektivt at vise dette, som det eksempelvis sker i filmversionen.

At der på denne vis er elementer fra romanen der mangler er vist også den eneste anke man kan have overfor denne ellers mesterlige fortolkning af Ecos hovedværk. Så kender du i forvejen Rosens Navn og holder af den, vil Manaras version blot gøre dig endnu gladere.

Det er især beundringsværdigt, hvordan det er lykkedes den dygtige illustrator at skabe så mange forskellige, men genkendelige ansigter. Lad os være ærlige, Rosens Navn er en historie der både byder på et ganske stort persongalleri, nærmest udelukkende bestående at mænd i kutter, der konstant taler med hinanden. Manara formår på beundringsværdig vis at skildre disse, så man ikke er i tvivl om hvem der er hvem og samtidig undgår han at de mange samtaler ikke visuelt bliver kedelige.

Langt størstedelen af tegneserien er holdt i en meget realistisk streg, men når munkene taler om dommedag, om religiøse varsler eller okkulte emner, så ændrer Manara også det visuelle udtryk, så det i højere grad kommer til at minde om tegninger man finder i illuminerede middelalderskrifter eller på kalkmalerier fra perioden. Det er meget effektivt og anmelder er da også sikker på at havde Eco været i live til at opleve Manaras version af fortællingen, så ville den gamle semiotiker være begejstret over sin landsmands valg.

Der er altså al mulig grund til at få fat i denne anden del og hører du til de få, der valgte ikke at følge Kapellets råd om at anskaffe første bind, så er der al mulig god grund til at slagte sparegrisen og drible forbi din lokale tegneseriebutik allerede i dag, da det nu er muligt at få hentet (næsten) hele historien hjem til din samling.